Magt versus frihed

Børn, der går amok, risikerer at skade sig selv og andre. Derfor vælger Morten Amstrup i nogle situationer at holde et barn fast med magt, indtil barnet er faldet til ro. Det foregår inden for lovens rammer, men det er stadig et dilemma for ham, hvornår det er rigtigt at bruge fysisk magt.

"Jeg frarøver jo et andet menneske dets bevægelsesfrihed for en tid. Omvendt kan det være det bedste for barnet selv og ikke mindst for barnets omgivelser," siger Morten Amstrup, pædagog i Vinding Skoles SFO ved Vejle.

Det oplevede han blandt andet, da han var i praktik i en SFO. En dreng med opspilede øjne kom løbende på legepladsen efter et andet barn, mens han råbte 'svin'.

"Da jeg opdagede, at det var alvor, tog jeg drengen på skødet og holdt ham fast. Han spyttede mig i ansigtet og råbte ukvemsord efter de andre børn, der kom for tæt på, men efter 10 minutter faldt han ned, og jeg kunne slippe ham. Det var første gang, at jeg fysisk satte en grænse for et barn."

I den situation handlede Morten Amstrup intuitivt, men generelt har han siden gjort sig overvejelser, når han har fysisk kontakt med børnene.

"Med de meget omtalte tilfælde af pædofili er jeg som mandlig pædagog nødt til at beskytte mig selv. Hvis et barn hopper op på skødet af mig eller på anden måde har fysisk kontakt, skal jeg selvfølgelig overveje, om det overskrider mine egne personlige grænser. Men jeg skal også træde et skridt tilbage mentalt og vurdere, om situationen kan misforstås, hvis man ser den udefra," siger han.

Det har en pris.

"Det er et dilemma, fordi der går noget naturlighed og nærvær tabt i forhold til børnene, men jeg er bare nødt til det," siger Morten Amstrup.

At behandle alle børn ens og samtidig give dem lige muligheder giver anledning til endnu et dilemma, især over for tosprogede børn, som pædagoger står overfor.

"Vi forventer, at alle forældre følger med i de beskeder, der bliver sendt hjem om, at deres barn eksempelvis skal have skiftetøj med. Vi forventer også, at de ved, at de ikke kan tage hinandens børn med hjem, uden at det er aftalt først. Men når forældrene ikke er så gode til dansk, er det reelt informationer, de aldrig har fået," siger Morten Amstrup.

Hvis pædagogerne skulle være sikre på, at forældrene reelt modtager alle informationerne, ville det kræve en større indsats. Breve skulle oversættes, og nogle medarbejdere skulle måske efteruddannes i at inkludere de tosprogede.

"Det ville være nødvendigt at tage ressourcer fra andre børn. Det kunne for eksempel være, at værksteder skulle være lukkede nogle dage," siger han.



Kan splitte en familie. Et af de største dilemmaer for Morten Amstrup er, når han har mistanke om, at et barn bliver omsorgssvigtet.

"Det kan være svært at vurdere, hvornår man skal gribe ind, og hvor tydeligt det skal være, før man reagerer," siger han og fortæller om en dreng i institutionen, der som fireårig har mistet sin mor.

"Faderen sørger stadig og virker umiddelbart mere sørgende end sin søn. Sønnen prøver at skærme sin far for at hjælpe ham og påtager sig et langt større ansvar, end hans alder berettiger til. Det er en medvirkende faktor til, at sønnen virker usikker og forvirret i sitnadfærd og har brug for særlig støtte," siger Morten Amstrup.

I den slags sager overvejer han i høj grad, hvilke konsekvenser en underretning kan have.

"Du har et kæmpestort ansvar i forhold til barnet og familien. I sidste ende kan det føre til, at familien bliver splittet, selvom de virker, som om de har det rigtig godt sammen i nogle situationer. Omvendt skal man heller ikke vente for længe," siger han.