Mænd er trætte af rundkredsimage

Kvindefnidder, tabuer og imageproblemer var på dagsordenen, da De Studerendes Råd ved pædagoguddannelsen i Holstebro havde inviteret mandlige pædagogstuderende til foredrag ved Peter Møller Pedersen, studierektor på pædagoguddannelsen i Viborg. Han har lavet ph.d.-forskning om mænd i pædagoguddannelsen.

Der er mødt godt 30 mænd op til arrangementet - kvinder har ingen adgang - og flere af de fremmødte giver udtryk for, at pædagoguddannelsen stadig lider under imageproblemer, som kan være en barriere for mandlige studerende. Fordomme om, at omsorg for børn er 'noget for kvinder', og at pædagogik bare er rundkreds med fællessang dagen lang, er flere af de mandlige pædagogstuderende stødt på.

"Mine venner har da sagt 'pædagoger, de sidder jo i rundkreds hele tiden'," fortæller en af tilhørerne og fortsætter: "Og det gør vi jo også en gang imellem. Men vi laver altså også meget andet. Men faget har altså lidt et kvindeimage."

Der bliver nikket rundt omkring på de, belejligt til diskussionsemnet, lilla kontorstole.

"Ved folk overhovedet, hvad vi går igennem på vores uddannelse? Det er jo ikke sådan, at vi bare leger i tre et halvt år. Vi lærer en masse teori og psykologi," påpeger en anden af tilhørerne.



Træt af kvindefnidder. Frafaldet blandt mandlige pædagogstuderende i praktik er dobbelt så højt som blandt kvinderne, påpeger Peter Møller Pedersen, som til sit ph.d.-projekt om mænd i pædagoguddannelsen interviewede en række mandlige pædagogstuderende. Her fandt han blandt andet ud af, at nogle mænd følte sig væsentligt mere hjemme i det direkte arbejde med børnene, end de gjorde i den ofte kvindedominerede personalegruppe.

"Nogle mænd føler, at der er for meget kvinde­fnidder, hvilket kan støde dem væk. Samtidig er der mange, som gerne vil ud og lave noget med børnene. Derfor handler det om at gøre sådanne ting til pædagogiske projekter. Man skal styrke børnene og sin egen faglighed gennem for eksempel en tur i skoven," fortæller Peter Møller Pedersen som dermed understreger, hvordan mandlige pædagogstuderende kan udnytte deres egne styrker og initiativer på en måde, så det kan gavne dem i praktikken.



Mænd undgår magtspil. Peter Møller Pedersen erfarede gennem sin forskning, at mandlige pædagoger ikke opfatter sig selv som mainstream. De stikker ud i en verden, hvor kvinder er klart i overtal.

En del af de fremmødte pædagogstuderende føler, at fokuseringen på kvindefag er med til at fremmedgøre de mandlige pædagoger. For eksempel i forbindelse med strejken i foråret 2008, hvor flere af de studerende var i praktik.

"Jeg skal fand'me ikke gå rundt med et banner, hvor der står, at vi er i et kvindefag," lyder det bestemt fra bagerste række. En del af de andre tilhørere mumler samtykkende, og ordet 'lyserødt' går igen flere gange.

Det, at mændene i forvejen stikker ud, kan dog også vendes til en fordel, har flere af de studerende erfaret. Blandt andet ved, at man som mand nemmere kan undgå at tage stilling til de interne magtspil i institutionens personalegruppe, man som studerende af og til støder på i praktikken.

"Vi kan bare sige, at det gider vi ikke være med til, og så gå ud og spille fodbold med børnene. Det er, som om det bliver godtaget, fordi vi er mænd. Det ser ud til, at de kvindelige studerende ikke har det helt så nemt på den front," nævner én.

Samtidig har flere studerende oplevet at få særstatus i en institution, også blandt forældrene, simpelthen fordi de i kraft af deres køn har nogle karaktertræk og en tilgang til børnene, som det øvrige personale mangler.

"Jeg har da tit hørt, at det er fedt, at der er nogle til at tumle med børnene. Og det er da fint. Men så handler det jo samtidig om at gøre opmærksom på, at der også er en faglig begrundelse for det, og at det ikke bare er noget vi gør, fordi det er sjovt at lege," lyder det fra forreste række.



Overgrebsspøgelset lurer. Da Peter Møller Pedersen interviewede mandlige pædagogstuderende, stillede han med vilje ikke spørgsmål om mediernes fokusering på overgrebssager i pædagogfaget. Alligevel omtalte godt halvdelen af de studerende deres tanker om anklagerne, som i langt de fleste tilfælde viser sig at være grundløse, men som stadig kan have vidtrækkende konsekvenser for den anklagede.

Blandt de fremmødte pædagogstuderende tilkendegiver mere end hver anden, at de under en praktik har tænkt over, hvordan for eksempel forældre kan opfatte deres omgang med børnene. De fleste lægger dog vægt på, at mange institutioner allerede har retningslinjer, som beskytter de ansatte.

"Selvfølgelig skal man huske at holde døren åben, når man 'skifter børn' og så videre. Der kan også være forældre, som bliver sure, hvis de ser nogle piger, som kravler rundt på en mandlig pædagogstuderende. Men det kan man jo bare ikke gå og tænke over hele tiden," siger én, og hans sidemand supplerer: "Vi skal sørge for at være åbne og fortælle om, hvorfor vi gør, som vi gør. Jeg tror, det kan hjælpe meget, at forældrene ikke får følelsen af, at man skjuler noget."

Den pædagogiske faglighed skal komme i første række, og de studerende er enige om ikke at tilsidesætte den af sikkerhedshensyn, bare fordi de er mænd.

"Det er vigtigt, at vi signalerer, at vi ikke vil finde os i at blive marginaliseret. Vi er pædagoger og skal kunne gøre det, som nu én gang er nødvendigt. Jeg vil finde det begrænsende, hvis jeg for eksempel ikke kan have børn på skødet," siger en af de fremmødte.

At dømme efter deres kropssprog er hans medstuderende ganske enige.