Mælkebøttebørn blomstrer. De skal have glimt af forståelse

Hvis man vil gøre en forskel for udsatte børn og unge, skal man lære dem, at der findes pålidelige voksne. Det mener en forfatter, der selv var omsorgssvigtet.

I dag er Tina Campbell forfatter, karrierevejleder og coach på Aalborg Universitet, men det stod ikke i stjernerne, at hun skulle nå så langt i livet. Hendes barndom var præget af mangel på kærlighed, druk og omsorgssvigt fra forældrene, samtidig med at hun led af en invaliderende sygdom.

Tina Campbell betegner sig selv som et mælkebøttebarn: Et barn, der trods svigt, mistillid og manglende støtte kommer op på grund af de glimt af kærlighed, det bliver vist. Det er den historie, hun fortæller i bogen ’Mælkebøttebarn i blomst’. Hun bruger stoffet fra bogen i sin undervisning af blandt andre ­socialrådgivere, men mener, at alle, der arbejder med børn og unge kan have gavn af at læse den.



Hvorfor har du skrevet bogen?

»Jeg er mælkebøttebarnet, der har lært at blomstre. Jeg vil gerne sætte fokus på, hvordan nedbrydning af tabuer kan gøre fri, hvordan dialog kan give forståelse, og hvordan forståelse kan lette samarbejdet mellem behandlere og borgere.«



Hvad har udsatte børn mest brug for fra pædagogerne?

»De vigtige glimt af forståelse og anerkendelse, som barnet ikke får fra sine forældre, skal I som pædagoger give dem. Uden jeres indsigt i det unikke barn, jeres tillidsskabende kontakt og kærlige omsorg bliver de udsatte børn ofte ikke nået.«



Svigter pædagogerne i dag?

»Det er væsentligt for mig at understrege, at ingen mennesker svigter bevidst. Mit hovedbudskab til pædagogerne er, at I skal følge jeres mavefornemmelse, og I skal følge den helt derud, hvor I ærligt kan sige til jer selv, at I har gjort jeres bedste for barnet eller den unge. I skal være det tavse barns røst og det sårede barns beskytter, og I skal turde handle sådan, som forældrene burde have gjort. Frem for alt så vis tydeligt barnet, at man godt kan stole på nogle voksne. Jo tidligere et barn indser det, jo hurtigere kommer det i blomst. Der går så mange udsatte børn og unge rundt derude, som ikke kan nås, fordi de ikke vil nås. De tør ikke stole på, at nogle af de voksne omkring dem faktisk vil dem det godt. Hvis behandlere, myndigheder og andre voksne forstår de udsatte børn og unge bedre, kan de række ud på en måde, så børnene og de unge også selv forstår, at de kan hjælpes.«



Hvor er du selv i dag?

»Jeg er blevet mælkebøttebarnet i blomst, der har fået langt mere, end jeg troede, jeg var i stand til. Jeg nyder især at have et familieliv, som jeg ikke troede eksisterede.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.