Lottes historie; Det svage hjertes pris del 5. Føles som at være milionær

"Hej Lotte! Se mine nye handsker!"

Det er en af Troldeungerne, der begejstret viser sine miniaturearbejdshandsker frem. Lotte synes, at de røde handsker er seje, og drengen smiler stolt.

Det er hendes første dag som souschef i Røde Kors-børnehaven i Brørup, men hun har allerede arbejdet i børnehaven i fire uger. Hun startede i et vikariat på stuen med Troldeungerne, men nu, hvor hun skal være souschef, er hun fast tilknyttet Myrerne.

Børnehaven ligger i en stor, hvid, tolænget villa med fundament af kampesten og en gårdsplads med perlegrus. Fra hovedhuset kan man gå over gårdspladsen og over på den store legeplads med trælegehuse, sandkasser og store, halve traktordæk, som børnene kan kravle på. Hele legepladsen er hegnet ind, så de fem pædagoger og de tre pædagogmedhjælpere kan være rolige, når børnene leger oppe på jordvolden i den ene ende af legepladsen, på skibet 'Mary' bag hækken eller på naturgrunden, hvor der er bærbuske, som kantinedamen kan lave syltetøj af.

Lotte har ikke været så glad i lang tid. Hun er vild med stedet og den måde, kollegerne har det på sammen. Det virker meget ligeværdigt, og kollegerne har fra begyndelsen været favnende og interesserede i at byde Lotte godt velkommen.

Hun føler ligefrem, at glæden og spontaniteten er vendt tilbage - at hun er ved at blive den gamle Lotte igen takket være de nye kolleger, familien og veninden Linda.

Men hukommelsen svigter stadig indimellem. Hun er irriteret over, at hun glemmer selv de mindste ting efter sygdommen, men så må hun bare lægge små gule lapper til sig selv og skrive på hånden, hvad hun skal huske.

Det var netop glæden og spontaniteten, som Lotte spillede på til jobsamtalen tilbage i februar. Det er altid de kvaliteter, hun fremhæver. Men det er meget forskelligt, om folk kan lide det eller ej. Både lederen, den afgående souschef og tillidsrepræsentanten i Røde Kors-børnehaven lagde heldigvis stor vægt på det menneskelige, kunne Lotte mærke, så de blev ikke skræmte af hendes engagement.

Hun havde ellers fået flere tilbud om arbejde lige efter, at børnehaven i Brørup ringede og inviterede hende til samtale. Sådan er det altid, synes Lotte. Først går man og kæmper og kæmper, og lige pludselig kommer alle tilbuddene oven i hinanden. Men hun ville helst have arbejde i børnehaven, fordi det bare føltes rigtigt fra første gang, hun satte sine fødder på stedet. Også selv om det er en børnehave, og hun aldrig havde troet, at hun ville arbejde i en børnehave igen.

Lotte syntes, hun havde udstået sin værnepligt med bleskift og småbørn. Og hele forløbet efter blodpropperne - med følelsen af at blive mobbet og den efterfølgende fyring - satte sit spor på selvtilliden. Ville hun nogensinde blive stærk nok til at arbejde med børn igen? På et tidspunkt overvejede hun endda, om hun skulle fortsætte som pædagog.

Hun ved selvfølgelig godt, at hun aldrig vil kunne arbejde på fabrik, for hun har brug for at føle en intens travlhed ind imellem og at håndtere nye situationer hele tiden, og sådan er det at arbejde med mennesker. Hun er alt for levende til en fabrik, og hendes drivkraft er at gøre en forskel. Det glemte hun bare et kort øjeblik, da hun blev frosset ud og følte, at hun blev vraget.

Mødet med Røde Kors-børnehaven er ved at smelte tvivlen, kan hun mærke. Her er der nogen, der tror på hende og faktisk kan bruge hendes kvalifikationer.

Hun er stadig lidt på vagt i selskab med nye mennesker og bange for ikke at slå til.

Men de åbne arme i Røde Kors-børnehaven har betydet alt.

Så kan hun også sagtens leve med at sidde på miniaturestole og spise frokost og med at bruge det meste af en dag på at tage flyverdragter af og på. Det er nærkontakten med mennesker, der er Lottes rette element, og så er det egentlig lige meget, om det er børn eller voksne, er hun kommet frem til.

I sin 36,5 timers uge som souschef er der da også andre opgaver at tage sig af end at hjælpe børn i flyverdragt. Kontorvagterne ligger fast i hendes skema, så hun skal til at lære alt om vagtskemaer og lønindberetning, og her på hendes første dag skal hun også bruge lidt tid på at kode alarmen til børnehaven om, fordi der starter et nyt rengøringsselskab. Heldigvis kan hun ringe til den tidligere souschef og få hjælp.

Lotte føler sig heldig, fordi det har været en drømmestart oven på de fire måneders arbejdsløshed. Lotte kunne mærke, at det, hun havde mest brug for, var bekræftelse, og det har hun fået her. Hun kan mærke, at bekræftelsen har fået hende til at føle sig mere fri i sin måde at tænke og tale på, og det er hun taknemmelig for.

Til samtalen i børnehaven kom Lotte ikke selv ind på, hvordan hun stoppede på sit tidligere arbejde. Da hun havde været ude og besøge bofællesskabet, hvor hun gerne ville have arbejdet, kunne hun mærke, at hendes historie nok ikke havde hjulpet hende. Så til samtalen i Brørup havde hun besluttet sig for, at hun ikke ville komme ind på det, hvis de ikke spurgte. Hun ville ikke have, at de på forhånd gik ud fra, at hun ikke kunne klare jobbet. For det kan hun.

Faktisk mærker hun aldrig noget til hjertet. Kun i frostvejr har hun problemer med vejrtrækningen. Og hun bliver nok aldrig maratonløber, men det havde hun på den anden side heller ikke ambitioner om før blodpropperne.



-----



Efter at Lotte er begyndt at arbejde igen, er det ikke meget, veninden Linda ser til hende. Lotte og Linda - som nærmest er blevet hendes bedre halvdel efter den tragiske ferie i 2006 - nåede lige at holde en børnefri ferie i Tunesien i februar 2008. De har været af sted to gange siden første fælles tur i 2006, og denne gang var det bare de to og en masse jævnaldrende. Det var en 'all inclusive'-pakke, så det er bare at læne sig tilbage og nyde ferien. Og det gjorde de - med hotel, mad og bar, som var inkluderet i prisen.

Det var et dejligt pusterum på en uge efter alle de svære ting, der er sket det sidste års tid. Og det var der brug for, inden det hårde, nye arbejde skulle begynde.

At starte på arbejde igen har virkelig gjort Lotte træt. Hun falder om tidligt hver aften, inden hun når at ringe til Linda.

Måske er det, fordi støjniveauet er så utroligt højt i børnehaven. I den seneste uge har Lotte vikarieret på Myrerne, som egentlig kun er normeret til 18 børn. Men der har været 22, og det kan man godt mærke i hovedet, synes hun.

Men i dag, den 1. april, er der kun 14 børn på stuen, fordi otte skal til at starte i skole.

En pædagogisk trækalender, der hænger på væggen, viser fejlagtigt, at det stadig er februar, men vejret udenfor er mildt og forårsagtigt denne aprildag. Det er årets anden rigtige forårsdag, så efter formiddagskaffen, som pædagogerne drikker på stuen, beslutter de sig for at gå en tur på biblioteket.

I døren til bibliotekets vindfang møder Lotte en tidligere kollega fra den friskole, hun blev fyret fra.

"Hej Lotte! Hvor ser du godt ud. Ja, det har du jo altid gjort, men særligt i dag," siger hun og klemmer Lotte på skulderen.

"Jamen, jeg har det også godt," når hun at svare, inden 14 flyverdragter venter utålmodigt på at komme ind til bøgerne.



-----



Hjemme i huset på Drosselvej er der tegn på forår. Solen skinner ind ad panoramavinduerne ud mod forhaven og den lille fliseterrasse. Men der ligger ikke længere tre langhårede katte og slanger sig i vindueskarmen mellem potteplanterne, for den hellige birma, Effie, har fået tre små, grå killinger, som ligger i en papkasse på gulvet ved siden af hjørnesofaen. Den norske skovkat har søgt tilflugt i Lottes seng. Men katten O'Malley, som var Christians lille baby, blev væk i februar.

Christian var ødelagt. Han sov ikke i fire døgn, sad bare og så tv og kom indimellem ind til Lotte i soveværelset. Han syntes, han hørte O'Malley alle steder, så han ville ikke sove, hvis den nu pludselig skulle lukkes ind i huset.

Men den kom selvfølgelig ikke tilbage, og Lotte vidste, at hun hurtigst muligt måtte erstatte den.

Christian har længe plaget om at få en hund, hvilket Lotte blankt har afvist, for hun ved godt, hvem der ender med at gå tur med den. Men Julie skulle have en ny pony, så Lotte syntes det var svært at blive ved med at sige nej.

Julies lysegule pony Dundee har været datterens redningsplanke gennem Lottes sygdomsforløb, og de to har været uadskillelige. Men Dundee er blevet for lille for Julie, så der er ingen anden udvej end at sælge den.

Så weekenden inden Lotte skulle starte som souschef, blev Julies pony Dundee vist frem og solgt.

Heldigvis vandt Julie en dressurkonkurrence på Zeus dagen inden, Dundee blev solgt, så selv om datteren var knust over afskeden med den lille gule pony, er Lotte sikker på, at Julie nok skal komme over det.

Efter Christians langvarige plagen har han så fået en chihuahua - ligesom Paris Hilton. Nu plager han så om hundetøj i størrelse xxs og tasker til den lille kæledægge, Armani, i stedet for.



-----



Nogle gange sidder Lotte og Linda og drømmer om, hvad de ville gøre, hvis de vandt en million. Så sidder de i sofaen med kaffe eller coke zero og smøgerne, som Lotte stadig ryger 40 af dagligt på trods af hjerteproblemerne.

Lotte ville købe et hus og en 'rigtig' hest til Julie. Og Christian skulle til koncert på Island med det islandske band Fall out boy, som han er helt vild med.

Det føles næsten som at have vundet millionen nu, hvor Julie har fået sin nye, store pony og Christian har fået lille Armani.

Efter sit sygdomsforløb, som var ved at koste hende livet, vil Lotte bare selv gerne være sund og rask og have et godt liv. Et liv, hvor hun er hel, fordi hendes børn, et godt arbejde og gode venner hænger sammen.

Og det føler hun, at hun har nu.





BAG OM HISTORIEN

Børn&Unge har fulgt pædagog Lotte Skov i en periode på syv måneder fra indledningen af hendes afskedigelsessag i september 2007 og frem til april 2008.

Fortællingen på fem kapitler bygger på journalistens samvær og interview med Lotte Skov, advokat Lars Feldt, Lottes familie og veninde Linda. I de situationer, hvor journalisten ikke selv har været til stede, er scenerne

og oplevelserne rekonstrueret ud fra interview samt dokumenter i sagen.

Intet i fortællingens fem kapitler er opdigtet.



Dette var femte og sidste del af Lottes historie



EFTERSKRIFT Da Børn&Unge afsluttede interviewene med Lotte Skov i april, arbejdede hun som souschef i Røde Kors børnehaven i Brørup. Siden er samarbejdet med børnehaven ophørt, da 'prøvetiden ikke var forløbet tilfredsstillende'.

Allerede tre uger efter fik hun arbejde i et bofællesskab i Bramdrupdam, hvor hun håber at komme på fuld tid snarest. Samtidigt var der et andet bofællesskab, der ringede og spurgte, om hun vil vikariere i sommerferien, og det har hun sagt ja til. 6. august tager Lotte på ferie til Tunesien med Linda og børnene.