Lottes historie; Det svage hjertes pris. Del 4; Fortiden er ingen hemmelighed

Lotte parkerer sin gamle spand, som hun kalder den bordeauxfarvede Fiat Tipo 1.6, lige uden for den forholdsvis nye rødstensbygning, der ligger i bunden af hovedgaden i Vejen. Bilen er egentlig hendes fars, men de byttede, fordi Lotte ikke mente, at hun havde brug for sin Fiat Palio Weekend stationcar. Nu er børnene jo så store, at de cykler, hvis de skal noget.

I forruden ligger to mobiltelefoner, et par solbriller, en gammel fjernbetjening og noget slikpapir. I bunden af bilen ligger to grønne læbepomader.



Lotte har taget sin korte, brune læderjakke på til de lyse jeans, og håret er lige blevet klippet og farvet - sort i bunden, nøddebrunt øverst. Hun glæder sig til at hilse på bofællesskabets personale denne decemberdag.

Hun har haft mange samtaler med sig selv de seneste par måneder, og hun er nået frem til, at oplevelserne på friskolen ikke skal få væltet hende af pinden. Hun ved, at hun har kvalifikationerne, så denne gang vil hun virkelig gerne have foden indenfor på det bofællesskab, hun nu er på vej til at parkere ved.



"Der er lige plads til mig," siger hun og svinger ind i den opmalede bås.

Bofællesskabet ligger på første etage, og fra fælleslejligheden, hvor bofællesskabet har kontor og fælles tv-stue, kan man overskue gården, der omkranses af i alt tre længer med plads til voksne udviklingshæmmede.

Lotte skal til uformel samtale med lederen af en afdeling, hvor beboerne ikke er så dårlige. Der er 11 lejligheder, og beboerne arbejder og fungerer nogenlunde selvstændigt. Til institutionen er der tilknyttet beboere, som bor andre steder i byen - blandt andet i nærheden af datteren Julies rideskole ved sportshallen.

Jobbet består i at hjælpe beboerne med at huske praktiske ting som tandlæge og barbering, og en enkelt skal mindes om at tage bad. Ellers er den største del af jobbet at tale med beboerne, fortæller lederen.

Ved det lange spisebord taler Lotte med lederen og en ansat om, hvor Lotte har været ansat tidligere, og især om, hvilken anciennitet hun har, fordi det fortæller, hvilken løn hun skal have. Lotte fortæller om sin situation på friskolen, for det skal ikke være en hemmelighed. Hun er kommet frem til, at det ikke er hende, der har gjort noget forkert.

"Lad os tale lige ud af posen," siger lederen.

"Det handler om, hvad det kommer til at koste. Hvis du er medlem af en fagforening, er der et antal minimumsdage, vi skal betale om året, uanset hvor mange vagter, du har."



Lotte har ikke skrevet en ansøgning i forvejen, men har bare ringet til bofællesskabet for at få en aftale om at mødes. Hun synes, at det er for nemt for dem at afvise hende, hvis hun skriver en dårlig ansøgning. Og hun er sikker på, at hun bare skal have foden indenfor, så de kan se, hvad hun kan.

"Jeg ved, at jeg kan omgås beboerne, for det er dér, mine interesser ligger. Jeg er færdig med lortebleer og daginstitutioner. Da børnene var små, var jeg nødt til at tage et job med almindelige arbejdstider, men jeg vil ikke sælge ud mere," siger hun som en afsluttende bemærkning til de to medarbejdere på bofællesskabet.



Hun synes, mødet gik godt og er glad for, at hun lige har haft en periode med frihed til at finde ud af, hvad hun vil. De første uger sejlede hun rundt, mens tingene bundfældede sig, men nu er hun klar til at komme videre. Hun synes, at det er godt, at tingene ikke er gået for stærkt. På den måde har hun ikke tabt sig selv helt i processen.

Men der sidder nok alligevel en rest af tvivl i hende. En lille orm, der vil gnave i hendes selvtillid, indtil hun får et nyt arbejde.



-----



En uge senere kan Lotte se, at bofællesskabet har slået stillingen op. Så hun er klar over, at hun nok ikke bliver kaldt til en samtale, for så havde de nok ringet til hende nu.

Det er bare om at komme i gang med at søge igen, selv om de fleste af de job, der er slået op, er vikariater i børnehaver. Men de fire måneder, hun havde med løn fra sit gamle job, er snart gået, så noget skal hun snart have.

Hun har blandt andet søgt et vikariat i en Røde Kors-børnehave i Brørup. Det er en 32 timers stilling, men hun tror, der vil komme flere vikartimer. Sådan plejer det jo at være i en børnehave.



-----



Det er blevet jul 2007. Den hvide velourdug på Lottes spisebord er skiftet ud med en rød, da Lotte må sande, hvad det vil sige at være en del af en familie med svage hjerter.

Hendes lillebror på 43 mærker igen, hvordan kroppens vigtigste muskel nogle gange bare ikke er stærk nok. Han ryger igennem præcis den samme tur, som Lotte har været igennem: blodprop og ballonudvidelser.

Onsdag den 9. januar kommer broren hjem fra hospitalet.

Dagen efter ringer Lotte til sin far, men en Falck-mand tager telefonen. Lottes far er død af sin fjerde blodprop, og han er tilsyneladende sovet stille ind.



Den hårde omgang tærer på familiens kræfter. Med en bror, hvis hjerte ikke vil slå, som det skal, og farens kæreste, der er ude af sig selv, er det heldigt, at Lotte ikke har et job endnu, for så kan hun stå for de fleste praktiske opgaver. Blandt andet skifteretten og tømning af farens lejlighed.

Det er egentlig et fint forløb, hvor broren og Lotte stille og roligt får gået farens ting igennem. Men det er også underligt at tømme hans lejlighed.

Lotte har hele tiden fornemmelsen af, at faren kommer ud fra toilettet lige om lidt. Som om han stadig er i live. Hun har været vant til, at han har ringet hver dag og sagt hej, men det er slut nu. Og det savner Lotte allerede.



Da familien tager afsked ved kisten, græder Lottes to børn, Christian og Julie, og farens kæreste. Men ikke Lotte. Hun synes bare, at det ser ud, som om han ligger og sover. De har virkelig gjort et flot stykke arbejde hos bedemanden - han er så pæn, som han ligger der. Men han er også unaturligt kold, og neglene er blå.



-----



På grund af alle de ting, der sker i Lottes liv, har hun efterhånden en liste så lang med praktiske ting, hun skal have ordnet.

De fire måneder med løn udløber om små 20 dage, og hun prøver at samle alle de dokumenter, der skal til for at få dagpenge. A-kassen vil se lønsedler for de seneste 14 måneder, de vil se hendes ansættelseskontrakt, og de skal bruge hendes opsigelse fra friskolen. Lotte ved ikke, om hun kan nå det og få dagpenge for den første måned, hvor hun står uden penge fra friskolen.



Hun ved heller ikke helt, hvad hun skal stille op. Hun har aldrig været på dagpenge før, så hun kommer nok til at cykle lidt rundt i reglerne. Og hvordan skal hun nå at søge arbejde en gang om ugen ved siden af alt det andet?

Skilsmisse, blodprop, sukkersyge, afskedigelse, afslag, brors sygdom, fars død. Hvor meget kan et menneske mon holde til? Hun tænker over det i glimt, men tror, at man kan holde til det, man skal - ligesom hendes mor plejer at sige: Vorherre lægger ikke større byrde på ens skuldre, end man kan bære.

Men der har bestemt været mange ting oven i hinanden, og Lotte venter egentlig på at få en ordentlig nedtur på et tidspunkt. Det må jo komme, synes hun. Men indtil videre er hun blevet forskånet.



-----



En morgen i februar ringer telefonen på Drosselvej. Denne gang er det ikke en besked om afslag eller dødsfald. Det er et opkald sendt fra himlen. Eller rettere fra Røde Kors-børnehaven i Brørup. De vil gerne have hende til samtale.

Lotte tager derud og glæder sig, selv om hun har svoret, at hun aldrig vil arbejde i den igen. Men hun har virkeligt brug for et job nu.

Børnehaven ligger i et lækkert gammelt hus med musikrum, tumlerum og en kæmpe naturgrund som have. Lotte er imponeret. Her kunne hun sagtens trives, tænker hun.



Det virker, som om pædagogerne har det godt sammen, og en af dem har været der i 25 år, mens en anden har været der i 17. Det tyder på, at det er et rart sted. Hun tager hjem med en god fornemmelse i maven.

Samme aften ringer lederen og fortæller Lotte, at de har haft en souschefstilling slået op. De vil gerne have, at hun søger den, og ansøgningen skal ligge i postkassen senest næste dag klokken 19.00.

Lotte bliver vildt overrasket, men skynder sig at skrive en ansøgning i blinde, for hun har ikke set opslaget, fordi det egentlig allerede er taget af igen.



Hun har ingen problemer med at skrive ansøgningen. Hun er rigeligt motiveret af at blive opfordret til at skrive den. Endelig er der nogen, der kan bruge hendes kvalifikationer.

Da hun poster brevet den aften, synes hun, at hun kan mærke, at det er ved at blive forår.





BAG OM HISTORIEN

Børn&Unge har fulgt pædagog Lotte Skov i en periode på syv måneder fra indledningen af hendes afskedigelsessag i september 2007 og frem til april 2008.

Fortællingen på fem kapitler bygger på journalistens samvær og interview med Lotte Skov, advokat Lars Feldt, Lottes familie og veninde Linda. I de situationer, hvor journalisten ikke selv har været til stede, er scenerne og oplevelserne rekonstrueret ud fra interview samt dokumenter i sagen. Intet i fortællingens fem kapitler er opdigtet.



Læs 5. og sidste del af Lottes historie "Føles som at være millionær" i næste nummer