Lottes historie; Det svage hjertes pris. Del 3; Sort som hullet

Op til sommerferien 2007 melder Lotte sine børn ud af den økonomisk trængte friskole. Hun kan se, at de er et år bagud i tysk, engelsk, dansk og matematik. Det samme gør veninden Linda, hvis datter går i Christians klasse.

Lotte har ikke talt med kollegerne fra sin tidligere arbejdsplads i Vejen, siden hun blev fyret, selv om de engang var nære venner.

Hun bor kun et par gader væk, så hun kører ofte forbi den gamle røde forstanderbolig, hvor SFO'en ligger, når hun skal ned i byen. Engang lagde hun hele sin fritid dér, og hun havde hele sin berøringsflade dér, fordi hun ikke har boet i byen så længe.



Hun var blandt meget andet PR-ansvarlig og stod både for SFO-nyt og pressemateriale, hvis skolen skulle holde arrangementer. Det er en af grundene til, at hun ikke forstår de beskyldninger, skolen er kommet med som baggrund for hendes afskedigelse. Skulle hun virkelig have advaret en forælder mod at melde sit barn ind i skolen, hvis hun selv stod for PR-arbejdet? Det mener hun ikke er sandsynligt, men hun kan ikke huske episoden, så hun må nøjes med at gætte på, at det har været sagt i sjov. Skolen opfattede det bare ikke sådan. Eller også ville de bare have en undskyldning for at komme af med hende, tænker hun.



Når hun kører forbi bygningerne i dag, er hun vred over, at kollegerne skubbede hende ud i kulden uden et ord, og hun er skuffet over, at skolen kunne bruge hende, da hun skaffede en pølsevogn med gratis pølser til en af festerne, og da hun skaffede en softice-maskine til skoleafslutningen, men gav hende et los bagi, da hun blev syg.

Hun sidder med følelsen af, at det havde været nemmere, hvis de bare havde sagt, at de ikke var interesserede i hende mere. Så skulle hun ikke have tilbragt syv måneder på en arbejdsplads, der bare fik hende til at føle sig usikker. Det gør hende vred at tænke på det.

Hun ved heller ikke lige, hvordan hun skal få hentet de to blå sofaer, hun har lånt til SFO'en.



Men der er også et sort hul inden i hende. Børnene, festerne med popcorn og danseopvisning. Sammenholdet med forældrene, udsmykningen af SFO'en. Alt det er væk.

De kolleger, der engang var hendes venner, er også væk. Hun kommer ikke til at savne dem foreløbig og håber mest, at de sidder med en klam smag i munden.



.....



Efter blodpropperne mister Lotte en del hukommelse. Tidligere kunne hun have gang i ti ting og huske det hele, nu kan hun kun have gang i én ting, og den skal skrives ned, uanset om det er en tid hos tandlægen eller et møde med veninden Linda.

Hun kan også mærke, at hun ikke længere er så aktiv i forhold til sine børn, Julie og Christian, som nu er blevet 10 og 12 år. Der er altid mange børn i huset på Drosselvej, men Lotte har ikke længere kræfter til at holde sig vågen den halve nat for at servicere en syvendeklasse med te og bananer.

Hun savner sin energi og sin spontanitet. Det irriterer hende, at hun ikke lige kan tage en tur i Legoland med ungerne. At der er en begrænsning.

Lotte kan mærke, at det er svært for andre at forstå. Veninden Linda er faktisk den eneste, der kan rumme det, synes hun.



Der er i det hele taget skruet en del ned for temperamentet. Lotte råber ikke så meget mere og er ikke så skrap. Jo, én gang råbte hun med store bogstaver. Det skete, da hun fik en sms fra et barn fra SFO'en flere uger efter, at hun var stoppet med at arbejde der. I sms'en stod der, at en af hendes tidligere kolleger havde beskyldt hende for at have stjålet en pung. Da blev der råbt højt hjemme i stuen. Lotte er mest chokeret over, at kollegaen har bagtalt hende. Lotte har lånt hende penge og indimellem passet hendes børn. Så hun ved ikke, hvorfor det sker. Hun føler sig kørt rundt i manegen af urimelige beskyldninger, som hun ikke kan gøre noget ved.



Men det værste er savnet af børnene på friskolen. Mange af dem har Lotte fulgt i de fem år, hvor hun har været ansat.

Heldigvis har hun også fået beskeder fra børn, der savner hende, og når hun møder dem nede på hovedgaden, bliver hun krammet. Det opvejer hullet efter skolen og arbejdet et øjeblik.

Set i bakspejlet var hun måske for naiv og godtroende. Hun troede, at når kollegerne hele tiden spurgte hende, hvordan hun havde det, skyldtes det omsorg. Men her bagefter tænker hun, at de spurgte for at finde ud af, om de kunne komme af med hende.

Hun begriber bare ikke, at kollegerne i en lille SFO kan rotte sig sådan sammen og behandle et andet menneske på den måde.



Veninden Linda ved godt, at bagtaleriet har ramt Lotte hårdt. Eller frygten for bagtaleriet: Hvad tænker de andre forældre og så videre. Linda bider mærke i, at Lotte ikke er så udadvendt mere.

Lotte er begyndt at lukke lidt af for verden og har sorteret venner fra, fordi hun ikke orker at forklare sig, hvis de ikke forstår hende.

Det er også derfor, Lotte har valgt at droppe koret, hvor en god bekendt kommer. Lotte har ikke noget imod hende, men det har været nedtur på nedtur det sidste års tid, så hun har ikke følt sig klar til at tumle med, hvad hendes bekendte tænker og siger. Linda forsøger alligevel at hive sin veninde ud af sofaens tryghed.



"Du går fandenfløjteme aldrig uden for en dør!"

"Jamen, jeg kender jo ikke andre end dig. Hvor skulle jeg gå hen? Alle kollegerne og de forældre, jeg brugte meget tid sammen med, de er forsvundet - sådan her!" forsvarer Lotte sig og knipser med fingrene.

Hun har heller ikke lyst til at søge arbejde. Hvad skal hun sige, hvis de spørger, hvordan hun stoppede på den seneste arbejdsplads?

Der er heldigvis tid endnu, hun behøver ikke at skynde sig. Hun har fire måneder med løn, hvor hun kan søge nyt arbejde.



.....



Der er ikke mange pædagogjob slået op, men efter et par uger ser Lotte lige den stilling, hun gerne vil have: 30 timer i et bofællesskab. Hun vil have Linda til at hjælpe sig med ansøgningen, for hun har ikke skrevet ansøgninger siden 1995. Hun aner ikke, hvordan man gør.

Dengang lavede hun kreative ansøgninger, der var skrevet i hånden. To stykker lilla pap blev limet sammen og foldet som et lykønskningskort. Flere steder i det inderste stykke pap klippede hun huller i forskellige faconer, hvor hun placerede billeder revet ud af blade.

Lotte er ikke klar over, om det er sådan nogle ansøgninger, hun skal skrive igen. Det er det nu ikke til bofællesskabet, for de kræver, at man udfylder en formular på nettet.



Linda har ikke tid til at hjælpe, så Lotte udfylder ansøgningsskemaet, så godt hun kan.

Hun vil ikke søge pædagogstillinger i børnehaver og vuggestuer - hun har fået nok af at skifte bleer og tørre snotnæser. Hun føler heller ikke, at hendes psyke kan klare skolebørn lige nu. Men hun vil gerne arbejde i et bofællesskab for udviklingshæmmede, som hun gjorde for 12 år siden. Og hendes børn er store nok til, at hun igen kan tage et job med skiftende arbejdstider.



Lotte nyder, at hun har tid til at søge de stillinger, hun helst vil have, i stedet for, at hun skal skynde sig at søge noget. De fire måneder med løn er en stor hjælp.

Hendes børn er også glade for at have hende hjemme hele tiden, men hun ved, at hun ikke kan holde ud at være hjemmeløbende husmor for evigt.



.....



Hun hører aldrig noget fra bofællesskabet. I stedet begynder hun at søge hist og pist og ringer uopfordret til et plejehjem og et andet bofællesskab. Hun sender også en ansøgning til Kolding Kommune, hvor hun skriver, at hun er klar til at træde til som vikar på et plejehjem, hvis de har brug for hende. Hun har tidligere arbejdet på demensafdelingen på et plejehjem, og det kunne hun godt tænke sig igen.

Hun er nået til et punkt, hvor hun bare gerne vil søge noget. Hun bliver idiot af at sidde hjemme og trille tommelfingre.



Linda er begyndt at stikke til hende, fordi hun hele tiden er sur og irriteret. Samtidig har rastløsheden har fat i hende, og hun går indimellem og får frygteligt ondt af sig selv, fordi hun ikke har noget at rive i. Hun savner voksenkontakt, så hun kan få nogle input i stedet for bare at tale med sine tre langhårede katte, der sover i vindueskarmen, og børnenes venner.

Det ene plejehjem vil gerne have Lotte til samtale. Hun besøger dem og kan straks mærke, at det er et rart sted, hvor hun gerne vil arbejde.

I første omgang skal det være på deltid, men datteren Julie er ikke helt klar til, at Lotte har nattevagter, så det skal være vagter om dagen eller aftenen.

Lotte går derfra med et løfte om, at de vil ringe, så snart de har fundet ud af, hvad de kan give hende i løn. De ved, at hun er dyrere end de u-uddannede vikarer, de plejer at ansætte, men de andre ansatte vil gerne have en uddannet, så plejehjemslederen vil lige se, hvad hun kan gøre.

Lotte skal starte den 17. december, hvis det lykkes med lønnen, men hun bliver nødt til også at finde et supplerende job, så hun kan klare alle sine udgifter, når hun til februar ikke længere får løn fra friskolen.



Siden hun blev skilt har familiens verden set anderledes ud. Der er ikke længere råd til alt det, børnene gerne vil have. Lotte har brugt meget tid på at tale med dem om situationen - at man bliver nødt til at prioritere. Christian er begyndt selv at sige, at det og det er der nok ikke råd til, men Julie har stadig svært ved at acceptere, at hun ikke kan få læderridestøvler, men må nøjes med et par i gummi.



Men da Lotte fik godtgørelsen på 55.000 kroner fra friskolen, skulle børnene forkæles. Christian fik designertøj fra London, som han købte over nettet. Og Julie fik sin egen pony, som hun altid har ønsket sig. Nu bruger hun al sin tid på Dundee. Den bliver striglet, redet på og nusset med, og Julie er så ofte på rideskolen, som hun kan komme af sted med. Endnu mere end før. Og det må være hendes måde at bearbejde alle de voldsomme oplevelser på, er Lotte overbevist om.

Christian har taget det helt anderledes. Han har siddet lårene af Lotte efter blodpropperne og er ikke meget for at lade hende ude af syne.



De to veninder, Lotte og Linda, har meget til fælles. Udover deres alder og deres uafbrudte talestrøm vil de begge for eksempel helst arbejde med mennesker, der er lidt anderledes.

"Det er nok, fordi vi selv er lidt anderledes," siger Linda med et skævt smil. "Men jeg skal aldrig være spasserpasser," fortsætter hun.

"Ja, vi er nok forskellige på det punkt. Jeg ville aldrig kunne arbejde med små børn på to år, der er blevet forladt. Jeg ville bare tage dem alle sammen med hjem," siger Lotte om Lindas arbejde på et børnehjem.



Da Lotte flyttede til Lunderskov i slutningen af 80'erne med sin første mand, var hun arbejdsløs i halvanden måned, før hun kom i jobtilbud på en skole, hvor hun fik lov at prøve lidt af hvert. Skoleinspektøren var menneskekender, og han sagde, at hun var god til at omgås børnene, og det var ham, der opfordrede hende til at blive pædagog. Da hun ringede og fortalte ham, at hun var blevet optaget på Esbjerg Seminarium, jublede han.



Det første år på seminariet i 1989 var hårdt, men så begyndte Lotte at blive bidt af det. Studietiden endte med at blive den mest spændende tid i hendes liv. Hun lærte meget, og sammen med to studiekammerater tog hun til Kreta for at skrive speciale om et hjem for psykisk syge. Det fik de stor ros for, og hun har stadig opgaven, hvis omslag er dekoreret i hånden og viser et foto af de tre unge kvinder.



.....



Plejehjemmet har ringet. Lotte skal alligevel ikke begynde den 17. december. De kan kun give hende 100 kroner i timen, men så ville det ikke kunne betale sig i forhold til, hvad hun får i dagpenge, når de fire måneder med løn er forbi.

Det er hun ked af, for det var et hyggeligt sted, og de virkede søde. Men hun er ikke slået ud af det, for hun har selv været leder og ved, at det handler om kroner og ører.

Så nu må hun i gang igen. Hele tiden er hun i gang med at lede efter job på Job Danmark og Jobzonen.

Hun har en aftale med et andet bofællesskab, som gerne vil tale med hende. Nu satser hun alt på det. Hun vil virkelig gerne have et arbejde nu. o







Læs 4. del af Lottes historie "Fortiden er ingen hemmelighed" i næste nummer



BAG OM HISTORIEN

Børn&Unge har fulgt pædagog Lotte Skov i en periode på syv måneder fra indledningen af hendes afskedigelsessag i september 2007 og frem til april 2008.

Fortællingen på fem kapitler bygger på journalistens samvær og interview med Lotte Skov, advokat Lars Feldt, Lottes familie og veninde Linda. I de situationer, hvor journalisten ikke selv har været til stede, er scenerne

og oplevelserne rekonstrueret ud fra interview samt dokumenter i sagen.

Intet i fortællingens fem kapitler er opdigtet.