Lottes historie; Det svage hjertes pris. Del 2; Vorherres byrde

Lotte er tilbage på normal løn og fuld tid i løbet af marts 2007. Hun er ved godt mod, fordi kollegerne og skoleledelsen har udvist forståelse for hendes situation. Hun ved, at hun har ændret personlighed efter sin nærdødsoplevelse, men har gjort meget ud af at forklare sine kolleger om det.

Hun har fået sit gamle liv tilbage og begynder at genfinde kontakten til de andre ansatte, til børn og forældre, som er en stor del af hverdagen på den lille friskole.



Det varer dog ikke længe, før hun kan mærke, at også andet end hendes egen personlighed er forandret.

En kollega vælger at rejse på grund af internt fnidder, der er foregået, mens Lotte har været syg. Lotte og de to andre kolleger, der er tilbage i SFO'en, har hidtil været gode venner, og de er en sammentømret lille gruppe. Men nu er det, som om de andre ikke taler med hende.

De to kolleger fjoller med hinanden, men hver gang Lotte kommer ind i samme rum som dem, er det, som om de undgår hende. Når de to andre går i rygerummet sammen, spørger de ikke, om Lotte vil med. Så hun tager sine rygepauser alene. Heldigvis er hun ikke vant til at holde så mange pauser i løbet af dagen, så hun slipper for at sidde meget alene. Men det er underligt at være på arbejde i det røde hus, hvor SFO'en ligger uden at tale med de andre. Lotte prøver at være imødekommende, hvis de vil tale med hende. Men det gør de ikke rigtigt, så hun bruger mere og mere tid på at fylde opvaskemaskinen og rydde op, for hun ved ikke, hvad hun ellers skal gøre, for at de bliver tilfredse og måske taler til hende igen.



Hun er ikke klar over, hvorfor de ikke vil tale med hende. Men det er tydeligt for Lotte, at snakken forstummer, når hun nærmer sig, og efterhånden har hun mest lyst til bare at komme på arbejde og gøre det, hun får løn for, og så skynde sig hjem.



Hun vil ikke deltage i al sladderen, det har hun besluttet. Hun undgår at tale med kollegerne om private ting og vil kun tale arbejde, for hun ved ikke længere, hvem hun kan stole på. Det er måske derfor, at de ikke spørger hende, om hun vil med ud og ryge, tænker hun.

En eftermiddag går hun og rydder op efter børnene i SFO'en. Hendes to blå sofaer, som hun har lånt skolen, skal rykkes på plads. Puder skal samles sammen, og spil lægges på reolen i køkkenrummet, der både bliver brugt som pauserum for pædagogerne og som rum til stille aktiviteter som at klippe og male. Det grå linoleum beskytter gulvet mod vildfarende tusser, og spinkle reoler opbevarer bøger og kasser med grej.



En kollega fra skolen kommer forbi og spørger, om Lotte skal med hjem til en af deres fælles kolleger senere. Lotte undrer sig, for hun er ikke blevet inviteret til den fest, kollegaen holder, fordi han har fået lagt nyt tag.

Hun finder ud af, at hun er den eneste af de ansatte på skolen, der ikke er inviteret.



Da Lotte har været tilbage på skolen i nogle uger, kommer Lottes chef - skolelederen - hjem til hende privat i huset på Drosselvej. Han fortæller hende, at han har overtaget hendes rolle som leder i SFO'en frem til sommerferien, så Lotte kan få mere tid til at komme ovenpå efter sygdomsperioden.

Skolebestyrelsen beslutter, at Lotte skal tilbage som leder af SFO'en efter den kommende sommerferie. Men et par dage efter siger skolelederen, at der alligevel ikke er råd til at betale hende en lederløn.



Lotte er forvirret. Hun kan mærke, at der sker ting bag hendes ryg, som hun ikke får besked om. En af kollegerne overtager flere af hendes opgaver, og hun har ikke længere det ansvar, hun havde, før hun blev syg.

Det fælles personalemøde og møder om de nye børn er ikke længere hendes område. Det holder hun ellers meget af. Men ingen har spurgt, om hun vil beholde det eller sagt, at det ikke længere er hendes opgave. Hun kan bare konstatere, at en anden har overtaget møderne.

Lotte synes, det er svært at føle sig rigtigt motiveret til at gå på arbejde, når forholdet til kollegerne er så anstrengt, så hun vælger at hellige sig børnene.



Det er på det tidspunkt, hun begynder at føle sig overvåget. Hun finder igennem en god bekendt ud af, at en af kollegerne er blevet sat til at holde øje med, om hun kan klare at være tilbage på arbejdet. Indimellem dukker kollegaen op på de mærkeligste tidspunkter for at se, hvor hun er. For eksempel i dansesalen, mens hun øver dans med de små.

Lotte taler med sin mor om sin mistanke om, at skolen vil af med hende. Hun synes, hun kan genkende mønsteret, fordi hun har set det ske med to gamle kolleger, som blev presset væk fra skolen. Men de skal ikke få lov at mobbe hende til at sige op, bare fordi de ikke har råd til at fyre hende, tænker hun.

Så hun kæmper for at få sin plads tilbage i hierarkiet.



Når et menneske er truet, fortæller hypothalamus i hjernen binyrebarken, at den skal sende mere kortisol ud i kroppen. Sammen med den adrenalin, som nervesystemet får pumpet ud i Lottes krop, sætter hormonet kortisol hende i en form for alarmberedskab. Hjertet slår hurtigere, og hendes muskler er klar til at kæmpe. Eller flygte.

Men det er hårdt at kæmpe, når de andre ikke taler med hende og ikke informerer hende. Det er en ensom kamp.

Det hjælper heller ikke, at hukommelsen svigter hende efter sygdomsperioden. Så den vilde og spontane side bliver gemt af vejen, for "huskede hun nu det hele?"



Når kroppen udsættes for en større mængde kortisol i en længere periode, kan det være skadeligt. Stresspåvirkninger øger risikoen for at få en depression, så hvis man skal være lige så udadvendt som før, kræver det en anden kemi i hjernen, end den Lotte har i kampens hede.

Hun begynder at blive usikker på, hvordan de andre ser hende. Hun kan mærke afstanden og sidder meget for sig selv på arbejdet, og det er kun sjovt at være sammen med børnene. Men hun kommer ikke længere med idéer til, hvad de kan lave, for hun er bange for, at de andre vil grine ad hendes forslag eller måske bare ignorere hende helt. Før var hun også med i et kor og deltog aktivt i Christians teater, men nu skynder hun sig lige hjem efter arbejde og indkøb. Rækken af ubehagelige oplevelser er ved at få tag i hende.



Træningscenteret bliver Lottes nye tilholdssted. Her kan hun få lov til at afreagere. Efter blodpropperne træner hun tre gange om ugen, og det hjælper med at holde kollegerne lidt på afstand.

Haven får også en del opmærksomhed, for den lignede en vildmark, da hun og børnene flyttede ind. Nu bliver hækken ryddet, så buskene træder bedre frem, og drivhuset bliver væltet, ligesom nogle af buskene bliver fjernet, så haven kan bruges.



Huset får ikke samme omgang, for der er ingen grund til at gøre for meget ved et hus, man lejer. Hun malede dog, da hun flyttede ind.

Stuen har store panoramavinduer ud til forhaven. Her har udlejeren som det eneste sted i huset lagt et nyt, lyst laminattrægulv, og Lotte har indrettet rummet, så der både er plads til fjernsynsstue og spisestue. Op ad den ene væg står en lav reol, der fungerer som tv-bænk, og ved siden af har Lotte indrettet sit arbejdshjørne. Dér sidder hun godt ved siden af havedøren, som hun kan åbne, når hun ryger, mens hun læser mail eller chatter på internettet.



Langs panoramavinduerne står spisebordet, der er dækket af en dug i nervøs velour. Til daglig en hvid eller sølvgrå dug, til jul er den rød. Omkring bordet er der plads til Julie, Christian, Lotte, Linda, Michelle og et par stykker mere, hvis det skulle være. Ved siden af spisebordet og over for tv-bænken står stuens hjerte: Den brune, bløde hjørnesofa, som har plads til en mindre sigøjnerfamilie.

Når Lotte sidder i sofaen og har lidt ro, forsøger hun at se indad. Hun ved godt, at hun bliver nødt til også at vende blikket mod sig selv og sin egen opførsel på skolen. Men hver gang hun ser fejlene, synes hun, at hun kan finde undskyldninger, fordi hun jo har fortalt kollegerne, hvordan hun har det.



...



Der ligger et brev i postkassen. Det er fredag den 14. september 2007, og Lotte har været tilbage på arbejdet i syv måneder. Hun åbner straks brevet, som er fra skolen. De vil have hende til en tjenstlig samtale!

Hun begynder at ryste over hele kroppen, og maven gør afsindigt ondt. Nu kan der simpelthen ikke komme mere lort, tænker hun.

Brevet kommer en uge efter, at skolelederen har bedt hende skrive under på et referat af et møde, som skoleledelsen kaldte "en uformel hyggesnak". På mødet spurgte de hende, om hun før sommerferien havde advaret en forælder mod at melde sit barn ind i skolen. Lotte huskede ikke episoden, men mente ikke, hun kunne have sagt det i alvor. Der måtte være tale om en spøg. Men ugen efter skulle hun så skrive under på referatet, fik hun at vide.

I brevet, som ligger i postkassen denne fredag morgen, står der, at "samarbejdet mellem skolen/kollegerne og Lotte ikke fungerer tilfredsstillende", og at hun ikke skal møde på arbejde de næste dage, fordi skolen ikke mener, hun kan levere en "engageret arbejdsindsats", når hun er blevet indkaldt til samtale.

Hun græder og ringer til veninden Linda. Linda og Lotte kender hinanden fra friskolen, hvor de begge har deres børn gående, og derfor bruger de meget af deres fritid sammen med aktiviteter på skolen, som det er normalt for en lille skole med trængt økonomi.

Men de har aldrig tidligere været så tætte, som de blev på hjemturen fra Tunesien, hvor Lotte blev ramt af en blodprop. Lotte kan bare ringe, så er Linda der for hende, det ved hun. Når Lotte har haft det skidt, og børnene har været nervøse, har Linda overnattet på Drosselvej. Nu har Lotte brug for at tale med Linda om sit arbejde.

Lotte ringer også til sin mor, der siger, at Vorherre ikke pålægger hende større byrder, end hun kan klare.

Det er nok rigtigt, men det føles, som om hun er lige ved at falde sammen.



...



Den 21.september 2007 møder Lotte op på skolen efter at have været hjemme, siden brevet kom. Skolen har ingen overenskomst, så Lotte kan ikke tage sin tillidsrepræsentant med. Men brevet lyder alvorligt, så jurist Lars Feldt fra BUPL vælger at deltage som bisidder.

Tre repræsentanter fra skolen sidder på den ene side af bordet, overfor sidder Lars og Lotte. De har aftalt, at Lars skal stå for kommunikationen, for Lotte er ikke inde i juraen, og hun er rystet.

Kort inde i mødet lægger skolelederen en opsigelse på bordet, hvor der står, at der ikke længere "eksisterer et gensidigt tillidsforhold" mellem Lotte og skolen, og at det bunder i et langvarigt forløb, hvor Lotte "af forskellige årsager ikke har formået at løse sin del af de fælles opgaver i SFO'en, startende ved juletid 2005, hvor du blev skilt med de deraf følgende problemer".

Opsigelsen er en overraskelse, som Lars og Lotte ikke har forberedt sig på, så juristen vælger at stoppe mødet omgående.

Lars Feldt ved, at små friskoler ofte har en stram økonomi, og at der er svære arbejdsvilkår og mange afskedigelser. Han ved, sagerne kan ses fra flere sider, og at det kan være svært at se, hvem der har ret. Men det er en kendsgerning, at flere og flere pædagoger bliver fyret på grund af sygdom, og at det også er den hyppigste afskedigelsesgrund. Alene i 2006 blev 682 afskedigelser af pædagoger begrundet med sygdom. Og flere end hver tredje fyrede pædagoger siger, at det psykiske arbejdsmiljø er medvirkende til fyringen.

Juristen er glad for, at han ikke skal afgøre, hvad der er sket før mødet i Vejen. Han skal kun tage stilling til, om skolen kan opsige Lotte. Derfor behandler han udelukkende sagen som en afskedigelsessag, ikke som en mobbesag. Hans erfaringer siger ham, at man alligevel aldrig får en arbejdsgiver til at indrømme mobning, så der er ingen grund til at rode rundt i detaljerne i sagen.

I stedet gør han opmærksom på, at skoleledelsen ikke har gjort sit arbejde ordentligt i forhold til at fortælle Lotte, hvad den er utilfreds med, så han aftaler et nyt møde med skolen. Lotte tager ikke med til det nye møde, for det er rent juristeri, og hun ved allerede, at hun aldrig skal tilbage til skolen.

Mødet mellem skoleledelsen og Lars Feldt ender med en fratrædelsesaftale, hvor Lotte bliver fritstillet med fire måneders løn og får en godtgørelse på 55.000 kroner, fordi skoleledelsen ikke har varslet hende om de forhold, den var utilfreds med.

Desuden står der i aftalen, at "årsagen til skolens ønske om Lotte Skovs fratræden er samarbejdsproblemer, som ingen af parterne bærer hovedansvaret for".

Underskrevet af skolelederen, Lars Feldt og Lotte Skov.



...



Om natten er Lotte ikke alene. Skolelederen dukker op i hendes drømme. De har altid kunnet tale om alting, men nu dolker han hende i ryggen. Lotte vågner badet i sved og med fornemmelsen af at være blevet svigtet uden at vide hvorfor.





BAG OM HISTORIEN

Børn&Unge har fulgt pædagog Lotte Skov i en periode på syv måneder fra indledningen af hendes afskedigelsessag i september 2007 og frem til april 2008.

Fortællingen på fem kapitler bygger på journalistens samvær og interview med Lotte Skov, advokat Lars Feldt, Lottes familie og veninde Linda. I de situationer, hvor journalisten ikke selv har været til stede, er scenerne

og oplevelserne rekonstrueret ud fra interview samt dokumenter i sagen.

Intet i fortællingens fem kapitler er opdigtet.



Læs 3. del af Lottes historie "Sort som hullet" i næste nummer