Lottes historie; Det svage hjertes pris. Del 1

Lotte rykker uroligt rundt i sædet på fly nummer NB 306 på vej hjem til Billund. Hun vil berolige børnene Christian og Julie, som sidder på sæderne ved siden af hende, men hendes krop adlyder ikke. Hun kan ikke få et eneste ord frem, og børnene kan kun se, at deres mor bliver mere og mere dårlig.

Hun begynder at hyperventilere, men stewardesserne giver hende bare æblejuice, fordi de tror, hun reagerer på en uges druktur.

Det er oktober 2006, og Lotte har været på ferie i Tunesien med sine to børn, sin veninde og hendes datter.



De har været om bord på flyet i halvanden time, og veninden Linda holder øje med Lotte, for Lotte har haft det skidt før afrejsen, og hun rendte i pendulfart mellem afgangshal og toilet i den tunesiske lufthavn Monastir. Da Linda spørger, om den er helt gal, nikker Lotte bare.

Linda undrer sig over, hvordan Lotte ser ud i ansigtet. Især området under øjnene er underligt blegt og udtryksløst. Hun siger det til kabinechefen, der ikke kan se problemet og mener, at de må klare det selv, når de har været på sprittur.



Lottes ben kører rundt under sædet foran, og koldsveden løber ned ad hendes pande. Linda kan se, at der er noget helt galt, der er ikke bare tale om en slem omgang feriemave, sådan som hun og Lotte ellers troede. Linda er vred på kabinechefen, som tager det for roligt, og på et tidspunkt overvejer hun at give damen én på kassen for at få hende til at reagere.

"Der skal bare være nogen til at tage imod os, når vi lander," bliver Linda ved med at sige til personalet, som langsomt fornemmer, at det nok alligevel ikke handler om tømmermænd.



Kabinechefen går ud i cockpittet og vender tilbage med besked om, at der står en ambulance klar i lufthavnen, når flyet lander.

Lotte bliver mere og mere fjern, og Linda får lov til at stå på gangen ved siden af hende indtil det tidspunkt, hvor også personalet skal sætte sig ned ved indflyvning.

Lotte kan ikke fortælle Linda, hvordan hun har det. Hun får ikke et ord frem. Men hun hører alt og kan se, at hendes datter sidder helt skræmt op mod vinduet.



"Hvad sker der, mor? Hvad sker der," kan hun høre Julie panisk spørge, mens hun græder som pisket. Men Lotte kan ikke berolige hende, for ordene vil ikke ud af munden.

På et tidspunkt tænker Linda, at Lotte ikke klarer det hele vejen - turen ned virker uendeligt lang - og hun prøver at holde kontakt med Lotte ved at tale og tale. Hun taler om bilerne, hun kan se, og om træerne, der kommer nærmere og nærmere. Hun vil ikke miste Lottes fjerne blik helt. Men Lotte tænker:

"Hvad fanden taler hun om? Bare hun dog ville holde kæft."

Men der kommer stadig ingen ord over hendes læber.



Det efterfølgende fortaber sig i tåger for Lotte. To Falck-mænd kommer ind i flyveren for at hente hende, mens alle de andre passagerer får besked på at blive i flyet, til hun er ude i ambulancen.Linda og børnene bliver siddende i den halve time, det tager at få hentet Lotte og få passagererne ud.

Et ungt par spørger, om de skal hjælpe, og Linda beder dem sørge for, at de får alle deres ting med ud.

Da Linda og børnene kommer ud til transportbåndet, er deres kufferter de eneste, der stadig kører rundt.



Det skulle ellers have været en ferie, hvor Lotte og børnene bare skulle hygge sig. Lottes børn, Julie og Christian, har længe plaget om ferie. Faktisk lige siden sommeren 2006, da de flyttede til det lille fremlejede hus på Drosselvej, hvor der nu står Skov på postkassen.

Da Lotte og hendes samlever gennem 11 år flyttede fra hinanden i sommer, ramte det især Christian hårdt, og han hader sin mor for det. Derfor besluttede hun, at det var en god idé at bruge lidt tid sammen og tage til Tunesien, som veninden Linda havde bestilt en rejse til.

Lotte og Linda kender ikke hinanden så godt, men Linda har en datter, der går på den skole, hvor Lotte arbejder, så de har ofte været sammen til arrangementer. De er jævnaldrende, har begge farvet hår - Lottes karamelbrunt og Lindas rødt - og begge er rappe i replikken. Linda har talt en del om Tunesien, som hun ofte tager til, fordi hun har en tunesisk kæreste dernede. Så da Lotte ikke har så mange venner i Vejen endnu, kan hun ligeså godt holde ferie sammen med Linda og hendes datter, når nu børnene kender hinanden.



De første dage på ferien har Lotte lidt ondt i benet, men hun tager alligevel med de andre rundt. Det er for surt at sidde hjemme på hotellet, når vejret er så fantastisk. Men smerten bliver værre og værre, og den sidste dag, da de skal hjem, får hun det meget dårligt.

Og nu ligger hun her på båren i Billund.

Én ting hører hun mellem tågerne i ambulancen, og det er, at hun skal til Skejby. "Nå, så må det være noget med hjertet," når hun at tænke.

Da Lotte vågner igen, har lægerne udvidet hendes blodårer omkring hjertet, så blodet bedre kan løbe frit igen. Men udover de to ballonudvidelser omkring hjertet vågner Lotte også op til et liv med sukkersyge.



Hun ligger på Skejby Sygehus i fem dage, hvor hun får besøg af sine forældre. Hendes mor er helt rundt på gulvet, og det er første gang, at Lotte ser sin far græde. Begge forældre har haft problemer med hjertet, men Lotte har altid troet, at deres klagen over, at det gjorde ondt i frostvejr og andre småting, var hypokondri. Det gik først op for hende, at det lå i generne, da hendes bror fik en bypass-operation som 34-årig, og nu, hvor Lotte selv ligger her på hospitalet, må hun erkende, at de er nogle skravl i hendes familie.



Børnene kommer ikke på besøg. De skal ikke se hende sådan, synes hun, selv om det er nogle stærke unger, hun har.

Oven på den traumatiske rejse vil Linda og Lotte have deres børn, som på det tidspunkt er 9 og 11 år, til psykolog. Psykologen vurderer ved første besøg, at Linda og Lotte er heldige at have nogle børn, der kan tale åbent om det, der er sket, så hun mener ikke, at de har brug for mere tid hos en psykolog. De to veninder vælger at gå til krisepsykolog regelmæssigt sammen for at få bearbejdet oplevelsen.



Da Lotte kommer hjem fra hospitalet, bliver hun sygemeldt fra sit arbejde som leder af SFO'en på en friskole i Vejen. Nu skal hun forsøge at pleje sig selv i rødstensvillaen på Drosselvej.

Huset har lige værelser nok til alle tre. Fra entréen med de mørke halvfjerdserdøre og musegråt gulvtæppe kan man både svinge ind i Julies hestepigeværelse og Lottes lille soveværelse. På den anden side af entréen ligger køkkenet, badeværelset og Christians værelse, hvis vægge er dækket af musikplakater fra magasiner. Hans værelse er lidt større end lillesøsterens, men hun er heller aldrig hjemme.



Hver dag tager hun direkte på rideskolen og bliver der indtil om aftenen. Når hun kommer hjem, medbringer hun næsten altid en veninde, som sover på gulvet, hvor der lige akkurat er plads til en madras.

Lotte har arbejdet på friskolen i Vejen i fem år. Da hun blev ansat, var der godt nok en SFO, men der var ingenting, som børnene kunne beskæftige sig med. Kun tomme rum og maling i vasken. Så Lotte gik i gang med at sætte rummene i stand sammen med en ung mand, hun skulle arbejde sammen med. De brugte måneder på at male og dekorere væggene.

Der var ikke noget legetøj i SFO'en, og derfor satte Lotte en annonce i avisen, hvor der stod, at hun gerne ville hente brugt legetøj, der alligevel skulle smides ud. Hun kørte rundt i hele Jylland for at hente aflagte spil, bamser og Lego. Om aftenen tapetserede og malede hun. Forældre på skolen kom med papir og andre småting, og i entréen lavede Lotte og den unge mand et puderum til børnene.



SFO'en led i begyndelsen under stor udskiftning blandt personalet. Den unge mand var kun ansat i nogle måneder, før han søgte andre græsgange. Men formen på stedet passede til Lotte, så hun blev.

Hun kommer fra en stor skole i Vamdrup 15 kilometer derfra, og det lille miljø, hvor der skulle lægges mange personlige kræfter i, og hvor der kun var ti ansatte, tiltalte hende. Der var et nært kollegialt samarbejde, og både skolens ansatte, børn og forældre føltes som én lille familie.



Lige så stille fik hun løbet nogle traditioner i gang i SFO?en. For eksempel en fritterfest og den årlige bedsteforældredag til jul. Til Vejen by Night, et arrangement i byen, skaffede hun en popcornmaskine, som børnene kunne sælge popcorn fra og tjene lidt penge til den ikke alt for rige friskole.

Lotte var glad for stedet og meldte sine egne børn ind i skolen.



Tre uger efter, at de er kommet hjem fra Tunesien, ringer Lindas mobiltelefon. Planen er, at hun og Lotte skal ud til nogle venner og fejre, at julebryggen kommer på gaden. Hun tror, at det er derfor, Lotte ringer.

"Hvordan var det nu, jeg havde det i flyveren," spørger Lotte.

"Havde jeg spagettiarme?"

"Ja," svarer Linda

"Så tror jeg, at den er gal igen."

Linda springer ud i bilen og nærmest flyver de 13 kilometer hjem til Lotte. Ganske rigtigt. Lotte har samme udtryk i ansigtet: bleg og livløs under øjnene.

Igen tilbringer Lotte fire dage på Skejby Sygehus, men denne gang slipper hun for en ballonudvidelse.

Efter de to blodpropper i hjertet fortsætter Lotte med at gå til kontrol på Kolding Sygehus. Lægen synes, at hun kommer sig rigtigt godt, hun giver ham ret og beslutter at begynde på arbejde igen 1. januar.

De tager begge fejl.



Den 27. december 2006 bliver hun frygteligt ked af det. Så ked af det, at Christian ringer til Linda og fortæller, at hans mor har grædt i to dage i træk.

Samme dag tager Linda hende med til lægevagten. Linda fortæller lægen, at Lotte ikke spiser noget, men bare sidder og græder og græder.

Lægevagten fortæller de to veninder, at lægerne har glemt at give Lotte noget medicin, der opvejer, at hjertemedicinen Plavix, som hun skal tage frem til november 2007, nedsætter kroppens lykkehormon. Hun får derfor recept på Cipralex-lykkepiller, som hun skal fortsætte med at tage indtil maj 2008, hvor foråret gør dagene lysere, og det sikkert bliver nemmere at trappe ned.



Skolen møder Lotte med stor forståelse for, at hun ikke kan begynde 1.januar 2007, som de ellers havde regnet med. De aftaler, at hun begynder på nedsat tid i februar i stedet.

Men noget er anderledes. Tre måneders arbejdsliv er forsvundet, og kontakten til kolleger og forældre har været skåret over. Lottes psyke har også ændret sig, kan hun mærke.

Tidligere kunne hun pjatte, grine og være meget spontan. Men at se døden i øjnene har ændret Lottes sind, så hun nu er mere alvorlig og bekymret. Hun kan ikke lade være med at tænke på, at det kan ske igen. For det ved hun jo, at det kan.



På det første personalemøde efter hun er kommet tilbage, siger en af de tre kolleger i SFO'en, at Lotte ikke er klar til at komme tilbage.

Men de får talt om det, og Lotte gør meget ud af at forklare, at hun har svært ved at huske ting, at hun let bliver forpustet, og at hende sind er blevet mere alvorligt. Og hun synes, kollegerne viser forståelse for, at det er sådan, hun er nu.

Alligevel synes Lotte, at noget ikke helt er, som det skal være mellem hende og kollegerne.



BAG OM HISTORIEN

Børn&Unge har fulgt pædagog Lotte Skov i en periode på syv måneder fra indledningen af hendes afskedigelsessag i september 2007 og frem til april 2008.

Fortællingen på fem kapitler bygger på journalistens interview med Lotte Skov, advokat Lars Feldt, Lottes familie og veninde Linda. I de situationer, hvor journalisten ikke selv har været til stede, er scenerne og oplevelserne rekonstrueret ud fra disse interview samt ud fra dokumenter i sagen.

Intet i fortællingens fem kapitler er opdigtet.



Læs 2. del af Lottes historie "Når to plus en giver ensomhed" i næste nummer