Lokal lønaftale - Kolde vinde over Esbjerg

Forhandlingerne om en ny lokal lønaftale for pædagogerne i Esbjerg er låst fuldstændig fast. Kommunen lægger blandt andet op til, at flere pædagoger må gå ned i løn, og det kan BUPL ikke acceptere. Sagen skal nu løses i tvistesystemet og er i den sammenhæng en af de største

De fleste er vant til blæsevejr i Esbjerg.

Alligevel virker luften ekstraordinær kold mellem Esbjerg Kommune og BUPL Ribe Amt, der har kontor i centrum af den store havneby. Faktisk er klimaet mellem pædagogernes fagforening og deres arbejdsgiver i Esbjerg så dårligt, at de nu må have hjælp udefra for at tø forholdet op igen.

Konflikten handler om lønkroner, og om hvordan de skal fordeles, og den har snart varet hele året. De to parter har meget svært ved at blive enige, og forhandlingerne er nu låst totalt fast.

Konflikten mellem BUPL Ribe Amt og Esbjerg Kommune er blevet en af de største sager i det såkaldte tvisteløsningssystem, siden det blev indført i 1998 i forbindelse med overgangen til Ny Løn. Systemet skal løse lokale faglige konflikter - tvister - der er låst fast. I praksis vil det sige, at Kommunernes Landsforening og BUPL's forbundskontor nu skal forsøge at finde en løsning på konflikten i Esbjerg sammen med de lokale parter.



Nægter lønnedgang. "Kommunens villighed til at gå på kompromis kan ligge på et meget lille sted," siger formand for BUPL Ribe Amt, John Johannesen. BUPL Ribe Amt mener, at Esbjergs udkast til en ny forhåndsaftale, som de præsenterede tidligere på året, er så ringe, at de på ingen måde kan skrive under på den. Pædagogernes fagforening mener, at udkastet vil betyde, at flere ledere i SFO'er skal gå ned i løn, og at nyansatte bliver stillet ringere end deres kolleger.

BUPL's holdning er klar - man vil ikke skrive under på et stykke papir, der betyder lønnedgang for fremtidige kolleger. Samtidig har fagforeningen ikke lyst til, at lønnen pludselig skal til at være mere decentral, end den er i forvejen.

BUPL har regnet ud, at Esbjerg Kommune vil få frigivet ca. 2,4 mio. lønkroner i deres udkast. Penge, der før var bundet af diverse tillæg osv., men som Esbjerg nu vil fordele lokalt på de enkelte institutioner.

"Vores udgangspunkt er en mere kollektiv løn. Vi mener, at hvis to ledere har en skovgruppe tilknyttet, skal de have det samme for det, men vi er da åbne over for objektive forskelle i lønninger," siger John Johannesen.



Genkender ikke meldinger. Forhandlingschef i Esbjerg Kommune Bent Nielsen understreger, at det er BUPL, der har begæret sagen til tvistesystemet, og at han selv havde ønsket at finde en lokal løsning.

"Jeg beklager meget, at vi ikke har fundet en lokal løsning på sagen. Det tror jeg også vi kunne, hvis begge parter ville fire lidt på deres krav," siger han.

Han genkender ikke BUPL's udmeldinger om, at Esbjerg ikke er villig til at gå på kompromis. Og som i mange andre klassiske konflikter har han en helt anden opfattelse end modparten.

"Vi har helt klart rykket os meget under de forhandlinger, der har været afholdt, modsat BUPL som overhovedet ikke har rykket sig," siger Bent Nielsen.

Han henviser blandt andet til, at kommunen har tilbudt alle pædagoger i kommunen et tillæg på 5000 kr. i deres seneste udkast til en ny forhåndsaftale, og det havde de ikke i det første udkast.

"De fleste af pædagogerne vil med dette forslag få en lønforbedring her og nu, men det er rigtigt, at på sigt vil nye ansatte ved specialinstitutioner få en lønnedgang, når det store handicaptillæg på 12.900 kr. fjernes," siger Bent Nielsen.

Angående SFO-ledere, der ikke længere skal tælle pædagoger i helhedskolen mellem kl. 8 og 14 med i timeregnskabet, siger forhandlingschefen:

"Når de ikke har ledelse af skoledelen, skal det heller ikke tælle med i timeregnskabet. Nogle få vil måske gå ned i løn, når stillingen skal genbesættes, på grund af den nye regel, men for mange vil det ikke betyde noget," siger han.



Mister op til 30.000 kroner. Esbjerg Kommune har nu opsagt alle forhåndsaftaler. Siden 1. august er pædagogerne dermed kun aflønnet efter den centrale overenskomst, der blandt andet sikrer alle en grundløn.

I praksis betyder det, at alle nyansatte kun er sikret en grundløn lige meget hvilken erfaring og kvalifikationer, de kommer med. Det kan betyde, at de mister 10, 20 eller 30.000 kr. om året.

En anden konsekvens, af at kommunen har opsagt forhåndsaftalerne, er, at flere løntillæg er fjernet. For eksempel det institutionsbestemte handicaptillæg på 12.900 kr. om året.

Alt i alt mister flere medlemmer penge på, at forhåndsaftalerne er opsagt.

Otte ledere i SFO'erne i Esbjerg blev sidste år ramt hårdt økonomisk med op til 30.000 kr. i lønnedgang om året, da børnetallet begyndte at falde i kommunen. På det tidspunkt blev lederne aflønnet - som i de fleste andre kommuner - efter et pointsystem udregnet efter børn og personale, men det blev afskaffet i hele BUPL 1. april i år. Nu havde BUPL Ribe Amt forventet, at de otte ledere ville få kompensation for deres tab via Ny Løn - men det er ikke sket for alle, og det er med til at gøre BUPL mistroiske over for, om blandt andet SFO-ledere vil få gavn af, at en større del af lønnen vil blive uddelt lokalt på skolerne.

"Vi kan godt være nervøse for, at pengene vil gå til andre faggrupper på skolerne," siger lønforhandler i BUPL Ribe Amt Charlotte Vallø Nielsen.

Bent Nielsen mener, at BUPL's frygt er ubegrundet.

"Vores skoleledere er professionelle, og jeg er også sikker på, at de ikke vil glemme at give til pædagogerne. Desuden vil vi føre lønstatistik for at se, om nogle grupper sakker bagud lønmæssigt," siger Bent Nielsen.

Det er helt normalt, at forhåndsaftaler bliver sagt op også i Esbjerg. Den 31. december 2004 blev den gamle forhåndsaftale sagt op med en frist på tre måneder. Det ville sige, at parterne inden første april skulle have en ny aftale på plads. En forhåndsaftale er en lokal aftale, som ligger oven på den centrale overenskomst, der sikrer alle pædagoger en grundløn og andre rettigheder. Forhåndsaftalen kan for eksempel give forskellige tillæg, og beskrive hvordan lederne i en kommune skal aflønnes for forskellige opgaver.

Første april lå der ingen nyunderskrevet forhåndsaftale i kommunen, og dermed regnede BUPL med, at kommunen ville administrere efter den hidtidige aftale, som er kutyme i den slags sager. Det mente Esbjerg Kommune dog som bekendt ikke, og dermed er pædagogerne endt i en situation uden forhåndsaftale, med de konsekvenser, som vi tidligere beskrev.



Ringe stemning. Konflikten i det vestjyske stikker muligvis dybere og er måske en uheldig blanding af fortid og nutid og af sager, der ikke har noget med hinanden at gøre. Sidste år indførte Esbjerg Kommune helhedsskole. 100 stillinger blev nedlagt eller flyttet, og kommunen sparede derved 13 millioner kr. på området. Pædagogerne i SFO'en skulle deltage i helhedsskolen, hvilket vil sige, at de skulle være en del af undervisningen fra 0. til 3. klasse, men de fik ikke ekstra tid til forberedelse, som overenskomsten foreskriver.

BUPL mente ikke, det kunne være rigtigt, og sendte sagen til Undervisningsministeriet, hvor den i øvrigt stadig ligger. Siden helhedsskolen blev indført, har stemningen ikke været for god mellem BUPL og Esbjerg Kommune.

"Det er en mærkelig personalepolitik at føre. Bare fordi kommunen ikke kan finde ud af det med fagforeningen, behøver de jo ikke at straffe de ansatte," siger John Johannesen.

Charlotte Vallø Nielsen undrer sig også.

"Vi har et godt forhold til de 13 andre kommuner i amtet. Vi er uenige, men der er aldrig hard feelings. Normalt kan vi tage telefonen og ringe ned til kommunen og finde en løsning, når vi har et problem, det kan vi ikke med Esbjerg." siger hun.

I forhold til andre kommuner er Esbjerg enevældig i deres stil, mener Charlotte Vallø Nielsen.

"Normalt kommer kommunerne med et bud, og så finder vi en løsning. I Esbjerg siger de, "det har vi fundet på, sådan skal det være"," siger forhandleren.

Chefforhandleren i Esbjerg er ikke enig i betragtningen.

"Vi har ikke lignende sager med andre organisationer," siger Bent Nielsen.

Han mener, der er et professionelt forhold mellem BUPL og Esbjerg Kommune. Og han afviser, at sagen om helhedskolen sidste år har haft indflydelse på forholdet mellem de to parter. o



Det har ikke været muligt for Børn&Unge, at finde en leder, som vil deltage i artiklen. De har ikke lyst til at komme til at virke illoyale over for deres arbejdsgiver.





Tre punkter, BUPL ikke kan acceptere

Der er kort fortalt tre punkter i Esbjergs udkast til en ny forhåndsaftale, som BUPL ikke vil acceptere.



• Generelt set er der færre løntillæg i udkastet til den nye forhåndsaftale. Det vil sige, at flere penge skal uddeles decentralt på institutionsniveau som Ny Løn. BUPL er bekymret for, at pengene ikke bliver udmøntet til pædagogerne.

• Det barnsbestemte tillæg på 3.800 kr. om året forsvinder for både nyansatte og ansatte, og handicaptillægget på 12.900 om året forsvinder for nyansatte. I stedet bliver tillæggene afløst af et generelt tillæg på 5000 kr. til alle ansatte.

• Pædagoger, som arbejder i helhedsskolen mellem klokken 8 og 14, skal ikke regnes med i timetallet, når nyansatte SFO-lederes løn skal udregnes. Det vil altså betyde en lønnedgang i forhold til nu.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.