Lønnen går op

Flere private børnehaver vil få pædagogernes løn til at stige, vurderer professor.

Øget konkurrence på daginstitutionsområdet vil have en gavnlig effekt på pædagogernes løn, vurderer professor og ligestillingsekspert Nina Smith fra Aarhus Universitet.

"Hvis man ser det fra pædagogernes synsvinkel, er det godt, at der kommer konkurrence. I dag har kommunerne monopol som arbejdsgiver. Der er ikke andre at forhandle løn med end Kommunernes Landsforening, og det er selvfølgelig ikke godt for konkurrencen. I det øjeblik, vi får et marked, vil der blive rift om de gode pædagoger og ledere, og det vil smitte af på lønnen," siger Nina Smith.

Regeringen har for nylig indgået en aftale, som skal gøre det lettere for private at drive daginstitution. Og det hilser professoren velkommen.

"Kommunerne er under et voldsomt økonomisk pres, så det er forudsigeligt, hvad lønnen vil ende med. Der er meget stor forskel på personalegoder i den private og den offentlige sektor. Når der kommer mere konkurrence, tror jeg, vi vil se daginsitutioner, der forsøger at tiltrække de bedste pædagoger med forskellige personalegoder som gratis frugt eller fittness," siger hun.

Da lønkommissionen kom med sin rapport sidste år, blev det slået fast, at pædagoger er markant dårligere lønnet end andre med en mellemlang videregående uddannelse. Og at faggrupper, som også findes i den private sektor, generelt tjener mere end faggrupper, der kun arbejder i det offentlige.



Tvivler. I BUPL er der dog tvivl om, at flere private virksomheder vil føre til højere løn for pædagogerne.

"Vi vil gerne sikre gode forhold for pædagoger. Men der er ingen garanti for at private daginstitutioner vil føre til bedre løn- og arbejdsforhold. Tværtimod er der risiko for, at de private virksomheder trækker penge ud af området, fordi private får mulighed for at tjene penge på børnepasning. Erfaringerne har jo vist, at det er svært for private at tjene penge på området. ISS måtte jo trække sig ud," siger medlem af BUPL's forretningsudvalg Tonny Andersen.

ISS åbnede sin første puljeinstitution i 1998, men allerede i 2002 kastede rengøringsgiganten håndklædet i ringen og opgav at drive daginstitutioner i Danmark. Fire af ISS' institutioner lever i dag fortsat som private institutioner. Det er daværende udviklingschef i ISS Susanne Falck, der driver institutionerne videre i TitiBo-gruppen.

1. oktober 2005 gjorde regeringen det muligt for private at oprette og drive daginstitutioner.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.