Livet efter sparekniven

Når kommunerne skærer store lunser af institutionernes budgetter, fører det til frustration, vrede og protester. Men når slaget om kronerne er tabt, skal ledere og personale have en ny hverdag til at fungere. Det kræver stor åbenhed og skarpe prioriteringer, fortæller to ledere.

Akvariefiskene er blevet solgt sammen med tørreskabet. Hænderne til at tage sig af børnene er blevet færre. Grillfesten er droppet. Det lyder som en dårlig undskyldning for at aflyse en fest, men det er det ikke.

Tværtimod er det eksempler på to institutioners meget bevidste fravalg for - trods alvorlige nedskæringer på budgettet - at opretholde en god hverdag for børn og voksne.

Sidste år blev der skåret hårdt i de kommunale budgetter, og nu mærker mange institutioner konsekvenserne. Det gælder blandt andet i Børnehaven Nørrevangen i Hinnerup, hvor leder Bine Flensborg fik besked på at skære en kvart million kroner af budgettet. Det betød, at institutionen var nødt til at vinke farvel til en af sine otte ansatte. En medhjælper fandt dog et andet arbejde, så ingen blev fyret. Der skulle dog stadig findes 11 timer hos resten af personalet, og problemet var langt fra løst. Pædagogerne kunne ikke bare arbejde hurtigere.

"Vi skærer i alt, der ikke direkte har med børnene og deres velfærd at gøre. Vi lader det gå ud over forældrene på den måde, at vi for eksempel har skaffet os af med tørreskabet. Så må de tørre tøjet derhjemme. Samtidig har vi droppet en grillfest og en arbejdslørdag, fordi det koster for mange pædagogtimer, der skal afspadseres bagefter," siger Bine Flensborg og tilføjer, at institutionens akvarium også røg ud, fordi pædagogerne skulle bruge tid på at rense det og passe fiskene.

Bine Flensborg ser det som sin vigtigste opgave i processen at sørge for, at nedskæringerne ikke fører til stress hos personalet. Derfor måtte institutionen ikke bare fjerne aktiviteter, men også lave om på hele institutionens indretning og måder at fungere på. To store stuer er blevet til fire mindre stuer for at skabe mere ro, og personalet har nu på skift rollen som 'blæksprutte' - en der tager sig af de praktiske og uforudsete opgaver. Fordelen ved denne ordning er, at resten af pædagogerne ikke hele tiden bliver afbrudt og kan koncentrere sig om at være sammen med børnene.

I det hele taget er der gjort meget for, at alle hele tiden ved, hvad de skal, og hvad de har ansvar for.

"Tidligere havde alle lidt ansvar for det hele. Nu har vi delt det ud, så én har ansvaret for værkstedet og en anden for rollespil og så videre. Og så følger der penge med, så hver medarbejder står for at købe de ting, der skal bruges," forklarer Bine Flensborg, der dog stadig kan mærke besparelserne.

"Det er jo ikke alle steder, man kan mærke det, når krisen kradser. Men vi hænger tit oppe i lofterne, fordi vi har travlt. Man kan ikke strukturere sig ud af, at vi mangler folk," siger hun.



Fokus på opgaven. I Beder syd for Århus ligger SFO'en Fritteren. Besparelser har her betydet, at byens fritidshjem blev slået sammen med SFO'en, og ved sammenlægningen skulle der skæres otte procent af budgettet, hvilket svarer til 2,5 stilling. De store besparelser kom bag på pædagogerne i Beder, fortæller SFO-leder Jørgen Møller.

"Vores første reaktion var, at det ikke kunne passe. Vi gjorde alt for at undgå det. Men internt var vi opmærksomme på, at der også var en hverdag efter budgetforliget. Derfor gav vi hinanden håndslag på, at hvis det ikke lykkedes at forhindre besparelserne, skulle vi kigge fremad og løse vores opgave bedst muligt," siger han.

Opgaven var blandt andet at modtage 92 børnehaveklassebørn efter sommerferien. De skulle helst ikke mærke nedskæringerne.

"Vi er her for børnenes skyld. Derfor fokuserer vi på, hvad der er vigtigst for ungerne. Vi kunne også forsøge at synliggøre besparelserne for forældrene, ved at fjerne ture og andre aktiviteter, men hvis vi fjerner alt det, der er sjovt for børnene - og for os voksne - så bliver det jo for alvor surt," siger Jørgen Møller.

Det betyder dog ikke, at medarbejderne bare skal løbe hurtigere. Ligesom i Børnehaven Nørrevangen har man skåret på de områder, der delvis var til for forældrenes skyld. For eksempel er eftermiddagsmaden nu droppet, fordi tilberedningen krævede for meget arbejde af pædagogerne.

Samtidig må både personale og forældre acceptere, at pædagogerne ofte ikke ved præcis, hvor alle børn er, når de bliver hentet.

"Det piner nogle af de ansatte lidt, at de ikke ved det. Men hvis vi skal vide, hvor alle er hele tiden, vil det gå ud over den tid vi har sammen med børnene. Det er vigtigere at lave pædagogisk arbejde end at vide, hvor alle er," siger Jørgen Møller.



Positive forældre. SFO-lederen mener, at åbenhed over for forældrene er afgørende, når en institution skal ændre sine procedurer.

"Vi skal kunne argumentere for hvorfor vi gør, som vi gør," siger Jørgen Møller og fortæller, at forældrene har været positive og forstående.

Samtidig med at SFO'en i Beder har mistet personaletimer, er der kommet nye opgaver til. Vi skal lave lektiecafe, give sprog- og læsestøtte og uddannes til at arbejde med udsatte børn.

"Det er alt sammen helt fint, men folk skulle på kursus i august, samtidig med at 92 nye børn begyndte, og vi skulle indarbejde den nye struktur. Så skal man overveje, om man skal være loyal over for forvaltningens beslutning eller over for opgaven med at tage imod de nye børn. Jeg valgte opgaven, så derfor kom medarbejderne først på kursus senere," fortæller Jørgen Møller og understreger, at initiativerne fra forvaltningen bliver implementeret i SFO'en - bare i en lidt langsommere takt.





Gode råd når der skal skæres

Bine Flensborg, leder af Børnehaven Nørrevangen i Hinnerup: Det vigtigste er, at lederen giver alle informationer videre til medarbejderne, så snart man ved noget. Det er helt afgørende, at alle er med i processen. Og så skal man acceptere, at nogen ind i mellem kan være sure og trætte af det hele.

Jørgen Møller, leder af SFO'en Fritteren i Beder: Man skal have forældrene med i dialogen og synliggøre, at der skal skæres, men det behøver ikke at være der, hvor det gør mest ondt. Vi holder fast i, at vi skal løse vores opgave, så vi kan være stolte af den.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.