Listeria-skandalen ramte hårdt. Et uåbnet brev kostede 20.000 kroner

Et brev om listeriafare til daginstitutionen Elva blev først åbnet dagen efter modtagelse. Det kom til at koste 20.000 kroner – og udhængning i pressen. ’Vi skal ikke risikere sådan en sag en anden gang’ siger dagtilbudschef.

Torsdag den 14. august om eftermiddagen modtager børnehuset Elva i Hillerød et brunt, neutralt brev. Brevet er fra en tidligere kødleverandør, BF-Oks, og det er stilet til institutionens køkkenleder.

Hun er på ferie, så brevet bliver lagt i køkkenets postbakke, og det pædagogiske personale holder fyraften.

24 timer senere ringer en kontrollør fra Fødevarestyrelsen. Listeriaudbruddet raser, og derfor har styrelsen sat fuld skrue under sit alarmberedskab.

»De vil høre, om vi har åbnet ­brevet fra BF-Oks. Det har vi ikke og bang, så får vi en bøde på 20.000 kroner,« siger Jette Frandsen Pedersen, dagtilbudschef ved Hillerød kommune.

Hun fortæller, at daginstitutionen sidst købte kød fra BF-Oks for halvandet år siden, og at Elva hverken har serveret bakteriebefængt rullepølse eller andet farligt pålæg for børnene, efter at listeriaudbruddet blev kendt.



Straks er straks. Ifølge loven skal alle fødevareproducenter – herunder også alle daginstitutioner, der serverer mad – være i stand til at trække farlige madvarer tilbage. Det kræver, at man åbner sine mails og breve, fortæller Fødevarestyrelsens fødevarechef, Bjørn Wirlander, som ikke kan kommentere den konkrete sag.

»I fødevareforordningen står der ét klart ord, og det hedder ’straks’. Det vil sige, at man skal åbne sin post lige med det samme. Man kan ikke bruge undskyldninger, som at man ikke havde tid eller havde fri den dag. Folkesundheden er på spil, og derfor er ens forpligtigelser meget vidtgående,« siger Bjørn Wirlander.

Han kan ikke oplyse, hvor mange timer der gik, fra kødleverandørerne sendte de breve ud, som de blev pålagt at sende ud, til Fødevarestyrelsen foretog de første kontrolopkald.

Men kontrolopringningerne er udtryk for en skærpet og ekstraordinær indsats.

»Der er et sygdomsudbrud, og folk dør. Normalt tager vi kun stikprøver, men af forsigtighedsgrunde kontakter vi alle aftagere,« siger fødevarechefen om de 6.000 opringninger, som Fødevarestyrelsen har foretaget i august.

Men er det ikke en skarp reaktion at uddele så store bøder, hvis institutionen ikke har serveret noget, de ikke måtte ?

»Det kan jeg ikke svare på. Jeg forholder mig ikke til hypotetiske spørgsmål om, hvorvidt man burde få en bøde eller ej,« siger Bjørn Wirlander.



Udhængning. For børnehuset Elva stopper de dårlige nyheder ikke ved bøden på 20.000 kroner. Da Fødevarestyrelsen offentliggør de første 10 ud af 40 syndere i listeriasagen, står Elva på listen.

Medierne tager sagen op. I Politiken kan man læse, hvordan Elva i Hillerød har serveret rullepølse fra Jørn A. for børnene uden at gøre noget for at undgå det’.

Den udlægning er dagtilbudschef Jette Frandsen Pedersen ked af.

»Historien er blevet fuldstændig fordrejet. Der er ikke nogen, som bevidst har prøvet at gøre skade på børnene, og der er ikke nogen, der ikke har sendt madvarer tilbage, de skulle.,« siger Jette Frandsen Pedersen, som kalder hele miseren en ’meget dum sag’.

Hun glæder sig dog over, at institutionens personale og forældre har håndteret sagen fornuftigt.

»Selvfølgelig er personalet og lederen i Elva ærgerlige over, at de ikke fik åbnet brevet med det samme. Men ellers har både personale og forældre taget det stille og roligt, for vi har jo ikke serveret noget, vi ikke måtte servere. Og gudskelov er institutionens forældre så fornuftige, at de godt kan regne ud, at vi ikke bevidst serverer befængt kødpålæg for børnene,« siger Jette Frandsen Pedersen.



Har lært lektien. Hos Elva og i Hillerød Kommune har man taget ved lære af fadæsen. Kommunen har indskærpet over for kommunens daginstitutioner, at alle breve skal ind på lederens kontor, og at de skal åbnes hver dag.

»Vi skal ikke risikere sådan en sag en anden gang,« siger Jette Frandsen Pedersen, som erkender, at institutionen burde have åbnet brevet med det samme.

Elva er ikke alene om at tage ved lære af listeriasagen, vurderer fødevarechef Bjørn Wirlander.

»Jeg tror, mange virksomheder har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at have procedurer, som sikrer, at man ikke potentielt udsætter sine kunder for risiko og måske oven i købet ender med at få en stor bøde. Det er ingen interesserede i,« siger fødevarechefen.



Sådan risikerer I at blive straffet

Hvis Fødevarestyrelsen på et kontrolbesøg eller ved en opringning opdager ulovlige forhold på en institution, har styrelsen disse sanktionsmuligheder:

• En indskærpelse om, at reglerne skal overholdes, et forbud eller et påbud om, at institutionen skal bringe forholdene i orden straks eller inden for en bestemt frist.

• Hvis forholdene ikke bringes i orden, får institutionen en bøde.

• I grove tilfælde kan Fødevarestyrelsen fratage institutionen dens ret til at servere mad. Institutionen kan også anmeldes til politiet.



Fødevarestyrelsens håndtering af listeriaudbruddet

• Fødevarestyrelsen giver besked til de relevante kødproducenter om at sende meddelelse ud til alle deres kunder, ca. 6.000 virksomheder (herunder institutioner).

• Virksomhederne modtager brev fra kødproducenterne. I brevet står, at de skal kontrollere, om de ligger inde med befængt kød og pålæg, og at varerne i så fald skal tilbagetrækkes og kasseres.

• Fødevarestyrelsen foretager kontrolopkald over telefon til alle 6.000 virksomheder for at kontrollere, at brevene er blevet sendt ud og lukket op, samt at virksomhederne har foretaget egenkontrol.

• 600 virksomheder modtager kontrolbesøg.

• 40 virksomheder får en bøde på mellem 20-60.000 kroner for at have undladt at reagere. Børnehuset Elva, som hører under afdelingen Valhal, er en af de 40.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.