Lillian skaffer nyttejob. Jeg er en del af et system, jeg er imod

Siden Lillian Redam blev arbejdsløs, har hun været aktiv i samfundsdebatten med kritik af fagforeningerne. Hun mener, at de bør kæmpe mere for at få afskaffet nyttejob. Det er en ordning, kommunerne bruger til at aktivere kontanthjælpsmodtagere. De får ikke løn, mens de er i nyttejob, men må nøjes med kontanthjælp.

I dag er Lillian i arbejde igen, og nu sidder hun på den anden side af bordet, hvor hun forsøger at finde meningsfyldte nyttejob til arbejdsløse.

Indtil en arbejdsskade i 2009 kostede Lillian to fingerspidser, havde hun i 24 år job i en integreret institution. Efter en sygemelding måtte Lillian indse, at jobbet krævede en finmotorik, som hun ikke længere havde. Hun tog en diplomuddannelse i psykologi og forventede, at hendes jobmuligheder nu ville være større.

»Men der blev jeg klogere. Jeg endte med at være arbejdsløs i to et halvt år,« fortæller Lillian.



Fandt sin hylde. I perioden som arbejdsløs stiftede Lillian bekendtskab med flere nyttejob. Hun blev blandt andet sendt ud for at fjerne ukrudt på Vestvolden, og senere skulle hun desinficere medarbejdernes tastaturer på et jobcenter.

Endelig oprandt dagen, hvor Lillian kunne komme i seniorjob, fordi hun har beholdt sin efterlønsordning. Seniorordningen betyder, at den ansattes løn ikke betales af arbejdsgiveren, men af kommunen. Og nu væltede jobtilbuddene pludselig ind. Lillian endte med at takke ja til en stilling i Københavns kommune, selvom det har placeret hende i en dilemmafyldt position.

»Pludselig er jeg arbejdsgiver for ledige i nyttejob. Det er mærkeligt at være en del af noget, man grundlæggende er modstander af,« siger Lillian, der dog formår at vende situationen til noget positivt.

»Når folk bliver sendt herud, forventer de, at jeg er som alle andre arbejdsgivere, de har ­været i nyttejob hos. Derfor bliver de tit forundrede over, at jeg også kan sidde og kritisere systemet,« siger Lillian.

»Hver dag bruger jeg den grundholdning, jeg har fra min tid som pædagog: At man bør være nys­gerrig og interesseret i det enkelte ­menneske. Hele ledighedssystemet generaliserer folk, og man ser ikke længere det enkelte menneske som et individ med ønsker og behov. Jeg tror, man kunne løse problemerne bedre, hvis man begyndte at lytte mere,« siger hun.

Lige præcis at lytte bruger Lillian meget i sit job, hvor hun møder alle typer af mennesker, der er havnet i arbejdsløshed.

»Folk skal jo i nyttejob, det siger loven. Så er det bedre, at de kan komme ud til mig, hvor de bliver set og hørt. Nogle gange kan jeg hjælpe med oplysninger, fordi jeg selv har været der. Andre gange kan jeg give dem et kram, for eksempel hvis der har været problemer med kommunen,« siger Lillian.



Ingen dovne. De ledige, der har været forbi Lillian, kommer ofte forbi og sige hej, når de er kommet videre i systemet. Men på trods af succeshistorierne er Lillian Redam ikke i tvivl om, at nyttejob ikke bygger bro mellem de ledige og arbejdsmarkedet.

Tværtimod mener hun, at nyttejob er med til at fastholde en nedværdigende opfattelse af dem, der havner i arbejdsløshed.

»Jeg er træt af, at vi omtaler ledige som nogle, der kun er ledige, fordi de er dovne og ikke gider arbejde. Sådan en ledig har jeg stadig til gode at møde. Dem, jeg møder, har ikke noget højere ønske end at få et rigtigt arbejde. De vil bare gerne ud af det her system,« siger Lillian.