Leo, Birgit og Uffe

Daginstitutionen Resen på Furvej i Skive en med sine 65 ansatte, 150 raske og 52 svært handicappede børn og unge en af landets største. Også i økonomisk volumen hører den til blandt branchens sværvægtere. Men økonomien er ikke bare stor, den er tillige kompliceret. Institutionens drift involverer nemlig såvel kommunale som amtslige skattekroner og dermed to forskellige økonomisystemer.

»Jeg så for mig, at jeg dagen lang ville komme til at sidde og fedte med budgetter og regnskaber. Det syntes jeg, hverken jeg selv eller min institution kunne være tjent med,« fortæller daginstitutionsleder Leo B. Rasmussen.

Situationen var for Uffe Rasmussen, leder af den nært ved liggende Resen skole, akkurat den samme. Også han måtte imødese et øget antal timer i selskab med PC'erens regneprogrammer, fordi det daglige arbejde med at styre økonomien var flyttet fra den kommunale forvaltning ud i institutionerne. I Skive - som i så mange andre kommuner - er man nemlig gået fra normeringsstyring til lønsumsstyring.

Hvis der ikke blev fundet en anden udvej, ville konsekvensen for begge ledere blive, at de fik mindre tid til den faglige og den personalemæssige ledelse. Vejen ud af en fremtid som bogholdere blev fundet, men den var ikke alle steder lige velset.



Svær fødsel. Leo B. Rasmussen, gennem en årrække medlem af Skive Byråd for Socialdemokratiet og i indeværende valgperiode politisk ordfører for partiet, havde spottet, at der i økonomisk forvaltning sad lige den medarbejder, han og Uffe Rasmussen havde brug for. Én med indsigt i lønsumsstyringens væsen og én, der fra en periode som flyvende problemknuser ud i den nye teknologi havde opbygget et intimt kendskab til livet i de kommunale institutioner. Birgit Pedersen, som var i gang med sit 28. år i forvaltningen, blev kontaktet og lød interesseret.

»Vi ville have den bedste, koste hvad det ville,« fortæller Leo B. Rasmussen.

Den indstilIing var ikke populær alle steder. Da det gik op for forvaltningscheferne, at de stod til at skulle af med en af deres betroede og mest erfarne folk, forlangte de, at stillingen blev slået op internt. Snakken begyndte samtidig at gå. Om hvordan to tilfældige institutioner dog kunne tro, at de sådan bare kunne håndplukke folk i centralforvaltningen og om, hvor sært det var, at institutionerne mente at have råd til at gafle en ekspeditionssekretær til en årsløn på noget over 300.000 kroner.

Der blev, som påbudt, kreeret et stillingsopslag, men det endte alligevel med, at de geschæftige folk i de to Resen-institutioner fik det, som de ville. Birgit Pedersen tiltrådte sin nye stilling 1. november i år.

»Når man med indførelsen af lønsumsstyring har valgt at slippe tøjlerne, må man også finde sig i at blive set efter i kortene. Og vores mulighed for at se den kommunale forvaltning efter i kortene er at skaffe os den fornødne sagkundskab. At vi som institutioner professionaliserer vores arbejde med økonomien, bør ingen i øvrigt beklage sig over. Det må samlet set nemlig føre til en forbedring af forvaltningssystemet,« påpeger Leo B. Rasmussen.



Selvbærende løn. Med en årsløn på den pæne side af 300.000 kroner er Birgit Pedersen, næst efter hendes to foresatte, den bedst lønnede medarbejder på sine nye arbejdspladser. Arbejdsplads skrives i flertal, fordi hun er ansat til to dage om ugen af udføre opgaver i daginstitutionen og tre dage i skolen. Lønudgiften deles forholdsmæssigt mellem parterne.

Hvor pengene til hendes løn skal tages fra?

»Vores grundantagelse er, at Birgit Pedersen kan tjene sin løn ind ved dels at skabe forudsætningen for, at vi som ledere kan træffe de rigtige beslutninger, og ved dels at aflaste os, så vi kan bruge kræfterne på at være synlige i den pædagogiske og den personalemæssige ledelse. Og selv om Birgit Pedersen kun har været hos os i kort tid, kan jeg da allerede mærke, hvilken fantastisk hjælp, vi har fået ind ad døren. Det, der sker hos os, er, at vi både på det pædagogiske og på det økonomiske område bliver mere professionelle. Det ser jeg som et effektivt modtræk mod dem, der vil have djøf'ere og sådan nogle til at overtage ledelsen af daginstitutioner og skoler, siger Leo B. Rasmussen.

Han indrømmer, at det for en almindelig 60 børns børnehave ikke ligger lige for at gå ud i byen og købe en lønsumsstyrer til over 300.000 kroner om året.

»Jamen, det er da en del af historien bag den løsning, vi har fundet, at vi er en institution, der kan kapitalisere nogle stordriftsfordele, men det kan andre faktisk også. Hvis man ikke i sig selv er stor, kan man jo blive det ved at slå sig sammen med andre.«



Ny udfordring. Birgit Pedersen lader ikke til at være bekymret over de høje forventninger, der næres til hende.

»Jeg har arbejdet med kommunal økonomi gennem 27 år, så mon ikke jeg er i stand til at stille tingene så klart op, at Uffe og Per får et godt grundlag at disponere ud fra. Det tror jeg på. Hvorfor jeg valgte at skifte? Fordi det skulle være nu, hvis jeg skulle nå at prøve noget nyt. Og fordi jeg, efter at have siddet i en forvaltning i så mange år, godt kunne tænke mig at arbejde ude i det led, hvor man er tæt på konsekvenserne af de politiske og administrative beslutninger, siger Birgit Pedersen, som på plussiden også noterer, at hun har kunnet tage sin relativt gode løn med sig og fået mulighed for at møde nye mennesker med en anden baggrund end den, som er den sædvanlige i en økonomisk forvaltning.



Om lønsumsstyring

Lønsumsstyring indebærer - groft sagt

* at hver institution får en pose penge om året til løn- og driftsudgifter, som de selv skal forvalte. I modsætning hertil står den førhen så udbredte normeringsstyring, hvor kommunen fastlægger budgettet på grundlag af normeringsaftaler.

Det vil sige, at institutionen i stedet for at styre efter et bestemt antal medarbejdertimer styrer efter et bestemt lønbudget.



Indenfor en aftalt ramme kan den enkelte institution derfor i højere grad

* sammenkæde løn- og driftsbudget,

* bestemme andelen af henholdsvis pædagoger og pædagogmedhjælpere,

* supplere den kommunale forhåndsaftale om Ny Løn med en lokal aftale og

* overføre overskud eller underskud fra et budgetår til et andet.



Lønsumsstyrer i profil

Kravene og forventningerne til landets formentlig første institutionsansatte "lønsumsstyrer", Birgit Pedersen i Skive, er mange. Vi citerer fra det interne stillingsopslag.

* En erfaren regnskabs- og budgetmedarbejder til analyse og kontrol af regnskab og budget samt udmøntning af lønsumsstyring.

* Opgaver: Forventet regnskab, normtal og budgetkontrol, budgetredegørelse efter behov, kalkulationer over udgifter over flere år i forhold til blandt andet lønsumsstyring, energiforbrug med videre.

* Kort sagt en regnskabs- og budgetmedarbejder, der kan se muligheder til fremme af vore institutioners kerneydelser