Legepladssikkerhed; Stadig ingen garanti for sikkerheden

Ny rapport om legepladssikkerhed giver ingen garanti for sikker leg. Rapporten anbefaler årlig inspektion, offentliggørelse af kommunale tilsynsrapporter og udarbejdelse af inspirationsmateriale til legepladsejere, men der er ingen tvang. Et flertal i ministeriets arbejdsgruppe kalder derfor rapporten vag

Der er stadig ingen garanti for sikkerheden på børnenes legepladser.

En ny rapport fra Familie- og Forbrugerministeriet anbefaler årlig inspektion, offentliggørelse af kommunale tilsynsrapporter og udarbejdelse af inspirationsmateriale til legepladsejere som måder at forbedre sikkerheden på. Men der er ingen tvang, og derfor ændrer rapportens anbefalinger reelt ikke ved den gældende lovgivning på området. Hverken til det bedre eller værre.

Et flertal i arbejdsgruppen bag rapporten finder af den grund rapporten vag, men Familie- og Forbrugerminister Lars Barfoed (K) står fast. Loven gør det godt nok, mener han.

"Det følger både af byggeloven, bygningsreglementet og retssikkerhedsloven, at legepladser skal holdes i forsvarlig stand, så de ikke er til fare for nogen, at ejeren har ansvaret for, at den er i orden, og at der skal føres tilsyn med de offentlige legepladser," skriver Familie- og Forbrugerminister Lars Barfoed (K) i en e-mail til Børn&Unge.

Ministeren har meningsfæller blandt to af arbejdsgruppens medlemmer, nemlig Kommunernes Landsforening og Boligselskabernes Landsforening. Men arbejdsgruppens øvrige medlemmer, som tæller blandt andre producentforeninger, legepladsinspektører og BUPL kræver ny lovgivning og tvungen kontrol på området. Næstformand i BUPL Lis Pedersen er derfor skuffet over rapporten.

"Vi er af den opfattelse, at det må være muligt at lave enkle og anvendelige regler for ansvar, drift og etablering af legepladser," siger hun i en pressemeddelelse fra arbejdsgruppen, hvor hun også får følgeskab af Helen Amundsen, ingeniør i Forbrugerrådet.

"Det kan ikke passe, at vores børn skal være prøveklude for sikkerheden på legepladser. Det er ikke godt nok, og vi kræver lovgivning, der tvinger legepladsejerne til at sørge for, at sikkerheden er i orden, og at legepladserne tjekkes fremover," fastslår hun.



Farlig fortolkning. Arbejdet i arbejdsgruppen har vist, at der i syv år har været standarder og lovgivning på området, men at der er kommuner, der alligevel ikke lever op til deres ansvar. Problemet er, at kommunerne har forholdsvis frie hænder, når det kommer til spørgsmålet: Hvordan skal reglerne og sikkerhedsstandarderne overholdes? Derfor ærgrer det mange medlemmer af arbejdsgruppen, at man ikke har kunnet nå til enighed om faste, fælles regler og klare standarder på området.

Horst Niesobski, der er regionalleder i det tyske certificeringsinstitut TÜV, kalder rapporten og ministerens holdning forkastelig.

"Det er forkasteligt, at ministeren ikke vil ændre ved loven. Ensartede retningslinjer for standarderne er nødvendige, for som det er nu, er der dyb forvirring omkring standarderne. Problemet er, at der er mulighed for at fortolke standarderne, og det skaber usikkerhed blandt legepladsinspektørerne og producenterne, og i sidste ende går det kun ud over børnenes sikkerhed," siger han.



Kommunens ansvar. Børn&Unge har i en omfattende artikelserie om legepladssikkerhed fokuseret på de godkendelser, legepladserne er forsynet med (Se artikler om Rabo-sagen: Børn&Unge nummer 31, 32 og 33/04 samt nummer 1, 3, 5 og 18/05.

Som reglerne er nu, er kriterierne for godkendelse forskellige alt efter, om man bruger de tyske, de danske eller de fælles EU-standarder for certificering, og i den konkrete sag var to legeredskaber fra leverandøren Rabo blevet godkendt efter tyske standarder, men en dansk legepladsinspektør dumpede redskaberne i henhold til den fælles, dansk europæiske sikkerhedsstandard DS/EN1176.

Sagen var ikke en enlig svale, og arbejdsgruppen har i rapporten påpeget problemet. Da Børn&Unge skrev om sagen, blev daværende Familie- og Forbrugerminister Henriette Kjær (K) også gjort bekendt med problemerne (Børn&Unge nummer 35/04). Hun nedsatte derefter arbejdsgruppen, som nu er barslet med rapporten, der også påpeger problemet, men den nye minister vil altså ikke ændre loven. Han overlader fortsat ansvaret og fortolkningen af standarderne til de kommunale legepladsejere og inspektører.

"Det er op til den enkelte kommune at vurdere, hvilken metode de vil anvende for at sikre, at legepladserne er sikkerhedsmæssigt i orden (...). Det ville være forkert, hvis man fra centralt hold går ind og dikterer én særlig metode. Det har vi ikke tradition for i Danmark, og jeg har faktisk tillid til, at kommunerne selv kan foretage den vurdering," skriver Lars Barfoed til Børn&Unge.



Sikkerhed over udfordring. Selvom der altså hersker uenighed mellem ministeren og et flertal af arbejdsgruppens medlemmer, kan alle dog være enige om, at det er vigtigt, at forældre og pædagoger trygt kan sende børnene ud på legepladsen.

Ministeren beskriver dog en svær balance mellem udfordrende og sikker leg.

"Det er ikke muligt at skabe 100 procent sikre legepladser, hvis legepladserne stadig skal være udfordrende for børnene," skriver han i e-mailen og fremhæver:

"De basale ting skal være i orden: Børn skal ikke kunne stikke sig på rustne søm, og vi skal gøre alt for, at alvorlige ulykker undgås. Men jeg synes, det er vigtigt at have fokus på legeværdien," skriver han og henviser til groteske forhold i eksempler fra England, hvor hele legepladser er ryddet for buske og andet, som kan skygge for pædagogernes udsyn til børnene, hvor træer hegnes ind, så børnene ikke kan kravle op i dem, og hvor niveauforskelle udlignes af frygt for, at børnene falder og slår sig.

I BUPL mener man heller ikke, at børn kan undgå at få et blåt mærke i ny og næ, men Lis Pedersen vil gerne understrege, at sikkerheden må være højeste prioritet.

"I dag har kommunerne, lederne og personale forskellige fortolkningsmuligheder af standarderne, og det giver ringe garanti for sikkerheden," fastslår hun.

Regeringen har over de næste fire år afsat to milliarder kroner til at forbedre kvaliteten i daginstitutioner, hvoraf en endnu uvist sum skal gå til at forbedre legepladssikkerheden. o



Se pressemeddelelse på www.bupl.dk, hvor der også henvises til rapporten.





Arbejdsgruppens medlemmer

• Teknologisk Institut

• Forbrugerrådet

• KL

• BUPL

• Dansk Standard

• P.I.L (Brancheforeningen for Producenter, Importører samt Forhandlere af legeredskaber i Danmark)

• Tüv Danmark

• Tüv Product Service GMbh

• Sikkerhedsstyrelsen

• Boligselskabernes Landsforening

• Parcelhusejernes Landsforening

• Forbrugerstyrelsen



Ministeriets anbefalinger

For at forbedre legepladssikkerheden anbefaler Familie-

og Forbrugerministeriet blandt andet:

• Årlig inspektion på alle legepladser

• Offentliggørelse af kommunale tilsynsrapporter

• Udarbejdelse af vejledninger og inspirationsmateriale

til legepladsejere



Kilde: "Oplæg fra arbejdsgruppen om sikkerhed på legepladser".

Familie- og Forbrugerministeriet september 2005

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.