LEDER. Vi tager det personligt, for vi er mere værd

Vi skal ikke tage det personligt, siger arbejdsgiverne. Men hvordan kan vi lade være med det?

Da vi i fagbevægelsen varslede strejke for 80.000 offentligt ansatte, svarede arbejdsgiverne igen ved at varsle lockout for 440.000 offentligt ansatte. Og en stor del er os, pædagogerne.

Det er os, som har afgørende betydning for børn, unges og mange andre borgeres trivsel og udvikling. Det er os, som er blevet ramt af besparelser og effektiviseringer i stribevis og alligevel går på arbejde med gejst og vilje til at gøre en forskel. Det er os, som holder fremtiden i hånden! Samtidig må vi lide den tort at være den faggruppe med en mellemlang uddannelse, der økonomisk får mindst ud af at uddanne sig.

Så selvfølgelig tager vi det personligt, når arbejdsgiverne nu har trukket det tungeste våben i forbindelse med forhandlinger om vores løn og vilkår – forhandlinger, hvor vi stiller rimelige og ansvarlige krav.

Men arbejdsgiverne lytter ikke. I stedet vil de lamme Danmark og splitte fagbevægelsen.

Lige nu arbejder vi på højtryk for at lande en aftale i Forligsinstitutionen, og vi håber naturligvis, at det lykkes. Men vi ønsker ikke en aftale for enhver pris, og så kan resultatet blive en storkonflikt, der rammer stort set alle offentligt ansatte.

For fagbevægelsen er rykket tættere sammen. Vi er flere end 800.000 offentligt ansatte, der står skulder ved skulder på tværs af kommuner, regioner og staten. Vi kræver en retfærdig lønfremgang, vi er imod nedskæringer i antallet af seniordage og imod et angreb på den betalte frokostpause. Og vi står tæt sammen for at forsvare den hårdt pressede danske forhandlingsmodel.

Arbejdsgiverne forsøger at male et billede af uansvarlige og krævende offentligt ansatte, der ikke vil give noget. Men intet er mere forkert. Vi giver alt, hvad vi har, hver eneste dag.

Så vi holder fast i, at offentligt ansatte selvfølgelig skal have del i det økonomiske opsving, som vi også har været med til at skabe. Vi står heldigvis ikke alene. I sidste uge viste en artikel i Berlingske, at 63 procent af danskerne bakker arbejdstagerne op, mens kun 9 procent står på arbejdsgivernes side. Befolkningen har gennemskuet Kommunernes Landsforening og Moderniseringsstyrelsen og bakker os op, når vi siger, at vi er mere værd.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.