LEDER. Hvad skal pædagoger
LEDER. Hvad skal pædagoger
I de snart 20 år, pædagoger har været en del af folkeskolen, har der været diskussioner om vores rolle og opgave. Det kan virke paradoksalt, fordi pædagogisk arbejde grundlæggende er det samme, uanset konteksten. Men debatten er naturlig, da vi arbejder tæt op ad en anden profession, og der er behov for en vis klarhed om faggrænserne.
På nogle skoler prøver man at afgrænse pædagogens opgave til at understøtte lærerens undervisning. Intet kunne være mere misforstået, og her skal vi trække en streg i sandet. Vi opnår aldrig respekt om vores fag, hvis vi accepterer, at vi alene arbejder for snævre mål for undervisningen. I stedet skal vi insistere på, at vi på lige vilkår med lærerne skal arbejde for folkeskolens formål, der bredt set handler om børns og unges alsidige udvikling. Om at de skal lykkes som mennesker.
Lærernes arbejde inkluderer helt naturligt relationsarbejdet, uden at det er detaljeret beskrevet. På samme måde er det umuligt nøjagtigt at beskrive, afgrænse og begrænse pædagogers arbejde. For skal pædagogen møde barnet, den unge eller fællesskabet optimalt, skal der være en vis pædagogisk frihed i skolen, så metoder og aktiviteter giver mening.
Vi skal kunne arbejde med børns og unges fantasi, virkelyst, kultur, selvtillid, demokratiforståelse, fællesskaber etc. i tæt samarbejde med lærerne. Vi skal ranke ryggen og fortælle, hvad der skal til, for eksempel at pædagogisk arbejde ikke lader sig gøre uden relationsarbejdet, en ordentlig organisering og tid til forberedelse.
I de kommende måneder vil BUPL i samarbejde med undervisningsministeriet forsøge at skabe mere klarhed om pædagogers bidrag til folkeskolen. Vi går optimistisk til opgaven, for de 20 års diskussioner har endnu ikke rokket ved den kendsgerning, at pædagoger i skolen styrker børns og unges livsduelighed. Og det skal vi være stolte af.