LEDER. Drop upædagogiske besparelser på uddannelsen
LEDER. Drop upædagogiske besparelser på uddannelsen
I august hilste vi knap 5.000 nye studerende velkommen på
Danmarks største uddannelse. Som altid var det en fornøjelse at
få et nyt kuld spirende pædagoger om bord, og der bliver mildest
talt brug for dem. Bare på dagtilbudsområdet får vi over de næste
10 år brug for at udvide standen med 10.000 kolleger for blot at holde
de nuværende historisk ringe normeringer.
Desværre er de kommende kolleger stemplet ind på en uddannelse, hvor
den ene besparelse har afløst den anden i en årrække. Fremtidens pædagoger træder
ind i musiklokaler fyldt med instrumenter, men uden strenge på guitarerne eller
skind på trommerne. Et obligatorisk og selvfinansieret startsæt med saks, lim, noget
karton og lidt filt – det skal forestille det kreativ-musiske element på en uddannelse,
hvor mange undervisere ikke selv er pædagoger og i øvrigt aldrig har tid til at komme
i børnehaverne og på skolerne. Pædagogstuderende, der ikke har faget pædagogik.
Ja, det er blot nogle af de mange paradokser, der er indbygget i vores pædagoguddannelse.
I regeringens nye finanslovsudspil blev der blandt andet foreslået fine små skridt
for de mest udsatte børn. I samme åndedrag foreslog regeringen at fortsætte omprioriteringsbidraget.
Det vil fra sin fødsel i 2016 og frem til 2022 løbe op i en samlet
åreladning på 2,6 milliarder kroner hos professionshøjskolerne, der uddanner de
pædagoger, lærere og sygeplejersker, som får vores velfærdssamfund til at fungere.
Sågar i en tid, hvor politikerne næsten falder over hinanden for at komme til mikrofonerne
og fortælle om, hvor godt det går med Danmarks økonomi.
Man vil altså styrke den tidlige indsats og børne- og ungeområdet, samtidig med
at man fastholder udsultningen af vores uddannelse. Det hænger bare ikke sammen.
I BUPL fortsætter vi arbejdet for et kvalitetsløft af vores uddannelse. Blandt andet
har vi i dialog med aktive medlemmer netop formuleret visioner i en uddannelsespolitik,
som bliver et vigtigt led i vores kommende professionsstrategi. Den skal være
afsæt for debatten om, hvordan vi sammen fastholder, drøfter og øger kvaliteten af
uddannelserne til glæde for børn, unge og voksne – ja, hele vores samfund.
Ud med de evindelige besparelser og ind med nødvendige og retfærdige investeringer i pædagoguddannelsen.
Elisa Rimpler.