Læreplaner i Hvidovre; Læring i garderoben; Børn lærer i hverdagen

Sommeren har fundet vej til Danmark, og i Frihedens Børnehave vil børnene bare ud og lege. Derfor er der næsten tomt i garderoben, der ellers plejer at summe af liv og leg. Kun enkelte børn søger ly for den skarpe sol og bruger deres garderoberum som et tilflugtssted midt i det myldrende børneliv. Og det får de lov til. I Frihedens Børnehave er pædagogerne nemlig rummelige, når det gælder børnenes behov for at gøre tingene på en måde, der giver mening for dem. Det er ikke noget, de bare praler med ud i den blå luft. Gennem lang tids iagttagelser af, hvordan det daglige liv i garderoberne går for sig, har de fundet ud af, at de er gode til at lade børnenes behov komme i centrum. Men de har også set, at der er tidspunkter, hvor det praktiske får lov til at dominere over børnenes mulighed for at lære af de situationer, de er i.

Anette Lykke, leder af børnehaven, fortæller, at med temaet garderobeliv har man observeret, lavet fortællinger og senere analyseret sig frem til, at der er både gode og mindre gode situationer. Når der var mindre gode situationer, var det fordi, der ikke var tid til at vente på, at børnene selv kunne tingene, eller der var en skrap stemning, fordi man skyndede for meget på børnene.

"I en institution er der en masse praktiske ting, der skal ordnes: Der er rulleborde, der skal tømmes, der er en opvaskemaskine, der skal fyldes, der er pauser, der skal holdes og så videre. Og vi fandt ud af, at der ikke altid var et trygt miljø. Børnene følte sig ikke set og anerkendt, når vi var stressede og fokuseret på alt det praktiske. Det lyder banalt, men når vi sagde til hinanden, at vi ville have, at det trygge og det anerkendende skulle være til stede, så kunne vi jo begynde at sortere i vores handlinger, at lade de praktiske ting være. Når vi endelig har lært børnene at være selvhjulpne, hvorfor er det så lige, at vi hjælper dem i tøjet, den dag vi har travlt," siger hun.



Lup på hverdagslivet. For pædagogerne i Frihedens Børnehave var det noget af en aha-oplevelse at finde ud af, at det, de gerne ville være - altså rummelige - det var de også. Eller de kunne få øje på, når de ikke var det og så ændre på deres praksis. Og det har ifølge Anette Lykke været det væsentligste, de har fået ud af at skulle lave læreplaner med udgangspunkt i deres daglige praksis. Sammen med alle andre ansatte i Hvidovre Kommune dagtilbud, har de været på kursus i at lave iagttagelser af hverdagssituationer, lave fortællinger om det sete og analysere dem, så den daglige praksis er blevet scannet for læreprocesser. På kurset lærte de, hvordan de kunne sætte hverdagsfortællingerne i forhold til de seks læreplanstemaer. Det betød for personalet i Frihedens Børnehave, at de kunne få øje på nogle kendetegn ved deres måde at agere på i forhold til børnene, og hvornår det fremmede eller hæmmede børnenes læring.

"Det sagde noget om, at for os er det vigtigt, at der grundlæggende er et trygt miljø, at barnet føler sig anerkendt og forstået, ellers lærer det ikke noget. Først troede vi, at vi havde fundet frem til vores læringsforståelse, som også var en del af opgaven. Men senere har vi lært, at det er vores værdigrundlag, som vi har helt på plads og er enige om at arbejde ud fra," siger hun.

Som i alle andre dagtilbud for nul-seks-årige børn i Hvidovre Kommune var opgaven at lave en læreplan baseret på hverdagssituationer, og i Frihedens Børnehave valgte man at sætte luppen på garderobeliv, frokost og ture samt på kultur, natur og musik. Og det har dels betydet en mulighed for at blive klogere på børnenes læring, men i første omgang lige så meget på de voksnes.

"Vi har blandt andet lært, at vi ikke skulle finde på nye måder at arbejde med læring på. Vi skulle faktisk bare vise, hvordan vi gjorde i forvejen. Alligevel blev vi jo klogere på os selv og på det, børnene lærer i de helt dagligdags situationer," siger Anette Lykke.

Pædagogerne har fundet ud af, at de har et fælles udgangspunkt for det pædagogiske arbejde, og så kom husets rummelighed til at stå helt klart for personalet. Børnehaven ligger i et meget socialt belastet boligbyggeri, og noget af det, der kom til at stå tydeligt for pædagogerne, var, at de ikke er særligt firkantede i forhold til det, der er anderledes.

"Vi har ikke en hel masse "sådan gør vi bare". Vi er parate til at bøje os utroligt meget for at opnå det trygge miljø og den anerkendende tilgang til børnene. Rummeligheden viser sig ved, at der en masse fælles træk i vores iagttagelser, at sådan gør vi altid. Men så er der også en masse afvigelser, hvor man kan sige, at "her bøjer jeg den, og det gør jeg, fordi ...". Gennem analysen af iagttagelserne kunne vi se, at vi var gode til at bøje på grund af hensynet til nogle enkelte børn, eller fordi vi ville arbejde med en drengegruppe, så de kunne være sammen på en mere positiv måde," siger Anette Lykke.



Tid til det sjove. Selv om pædagogerne har været glade for at arbejde med læreplaner ved at tage udgangspunkt i hverdagslivet, har det også været et stort arbejde at få det gjort. Anette Lykke synes, at det er svært at få tid til at iagttage, lave fortællinger og analysere. For selv om det handler om dagligdagen, så kan man ikke stå midt i den almindelige daglige rutine med en masse børn, der skal passes, og skrive ned og snakke om det, man har set. Det kræver, at nogle går fra, og at der holdes møder. Så hun synes, at fem temaer er mange at komme igennem.

"Som mange andre sikkert har det, så synes vi også, at det er øv, at vi ikke har mere tid. Man lærer en masse, man tager lige låget af og analyserer på praksis, og så skal man jo ud og agere i hverdagen og passe nogle børn. Vi har beskrevet i vores APV (Arbejdspladsvurdering, red.), at det er svært at få tid til at gå fra til at lave læreplaner, for man kan ikke gøre det hele, mens børnene er der. Vi har fagligheden, vi vil gerne, men det er godt nok vanskeligt at få tiden til det. Folk er meget pligtopfyldende og vil gerne gøre det, der skal gøres, men der er også en hverdagsrutine med børn, der skal ind og sove, forældre, der skal snakkes med og den helt almindelig omsorg, som man også skal yde. På en måde er det nok trættende at høre pædagoger klage over, at de ikke har tid nok til at lave det væsentlige med børnene. Men det er altså bare rigtigt, at det er sådan," siger hun.





Børn lærer i hverdagen



Læreplaner skal handle om den konkrete hverdag, ellers vil de ikke få den betydning for pædagogikken, som de er tiltænkt. Det mener Tim Vikær Andersen, pædagogisk udviklingskonsulent i Hvidovre Kommune, og forsker Søren Smidt



Alle ansatte på daginstitutionsområdet i Hvidovre Kommune skal nu i gang med at lave den anden pædagogiske læreplan. Den første blev afleveret i oktober sidste år, og den næste skal ligge færdig til januar. Og de er godt forberedt, for alle har været på kursus i, hvordan man med udgangspunkt i den daglige praksis analyserer, hvilken læring børnene får både af de voksenplanlagte aktiviteter, rutinerne og hinanden. En af fordelene ved den model er, at praksis bliver meget interessant, og at kravet om at lave en læreplan ikke i så høj grad opleves som en tidsrøver, mener pædagogisk udviklingskonsulent i Hvidovre Kommune, Tim Vikær Andersen.

"Personalet tager udgangspunkt i det, der er der i forvejen og hver dag. Det er ikke noget, der foregår ved siden af, og som man skal gå til side for at lave. På den måde bliver arbejdet mere vedkommende, og den tid, der går med læreplans arbejdet, føler man ikke i samme grad som en tid, hvor man går fra, for det hele handler om pædagogikken og det børnerettede arbejde. Desuden er det vigtigt, hvis læreplanerne skal betyde noget i det pædagogiske arbejde, at hele personalegruppen er med, alle skal dokumentere både pædagoger og medhjælpere, ud fra de fagligheder, de har," siger han.

Sørens Smidt, forsker fra Videnscenter for Institutionsforskning og ekstern konsulent på læreplansprojektet i Hvidovre, mener, at fordelen ved at tage udgangspunkt i hverdagssituationer, er, at man undgår, at læreplanerne kun kommer til handle om det, de voksne planlægger.

"Vi ved jo, at der foregår masser af læring, når man spiser, er i garderoben, eller når børn selv leger sammen. Det er vigtigt, at man også har blik for legens store betydning, for der kan let ske det med læreplanerne, at man gerne vil have, at læring skal gå i en bestemt retning, og at fokus derfor er på, hvad de voksne gør. Så er vi tilbage ved den gamle diskussion om, at børn kun lærer noget, når de voksne har besluttet, hvad det skal være, og når det er sat i gang af voksne. Og det ved vi jo er forkert," siger han.



Hvilken læring. Som metode er valgt "Iagttagelse og Fortælling", fordi man havde arbejdet med den i Hvidovre i forvejen. Metoden er skabt af Søren Smidt og Henning Kopart og indebærer, at pædagogerne skal kigge på egen praksis og lave fortællinger om det, de ser. Dernæst skal de analysere iagttagelserne for at finde ud af, hvilken læring børnene får ud af de forskellige situationer, og om man nu gør det, man tror, man gør. Søren Smidt mener, at det er et meget vigtigt potentiale ved læreplanerne, at de bliver brugt til at få kigget på egen praksis.

"Dokumentation bliver mest opfattet som formidling og i mindre grad som undersøgelsesredskab, men her bruger vi det primært som en mulighed for at analysere egen praksis. Det er et forsøg på at undgå, at læreplanerne bliver en oplistning af, hvad børnene skal lære og så lave aktiviteter, der passer til det," siger han.

Søren Smidt giver et eksempel:

"Hvis børn skal lære noget om natur, så tager man ud i skoven, hvis de skal have noget om kultur, så laver man et H.C. Andersen-

projekt. Og så siger man, at har man gennemført turen i skoven eller H.C. Andersen-

projektet, så har man opfyldt det, man skulle. Men i virkeligheden kan det være, at den læring, man troede fandt sted, ikke gjorde det, eller at børnene lærte noget andet, end det man ville have dem til at lære - eller i værste fald ingenting. Man skal lade være med at tænke i lister over, hvad man skal arrangere, for at børnene skal lære det, der står, at de skal lære. Det ligger også i forlængelse af dansk børnehavetradition, at man har en mere åben pædagogisk ramme, som betyder, at det ikke er fag, børnene skal lære, men at alle projekter kan indeholde mulighed for at lære personlige, sociale, sproglige og kropslige kompetencer."

Søren Smidt mener, at skal pædagogerne blive bedre til at fortælle, hvad de gør, skal de blive bedre til at kigge på egen praksis.

"Noget af ordløsheden, noget af det tavse handler om, at man ikke er gået i dybden med den helt konkrete praksis. Det kan være spændende at kigge på sit H.C. Andersen-projekt og se på, hvad det egentlig var, børnene fik ud af det. Vi har set i Hvidovre, at det giver noget i forhold til faglig refleksion og udvikling og noget i forhold til at kunne fortælle udadtil, hvad man kan," siger han.



Ejerskab er vigtigt. Arbejdet med læreplaner gik i gang i Hvidovre Kommune i august 2004 med temaaftener, hvor alle 750 ansatte på området var inviteret. Senere blev der afholdt tre kursusdage for alle, hvor man tog udgangspunkt i den enkelte institution, og allerede på kurset påbegyndte det, der senere skulle blive den første læreplan.

Tim Vikær Andersen forklarer, at man ville have alle på kursus, fordi det er vigtigt, at alle ansatte er klædt på til opgaven, og at alle er involveret. Han har tidligere sammen med Bente Jensen på DPU lavet forskningsarbejdet "Kompetence- og metodeudvikling i daginstitutioner", der tydeligt påviste, at vil man have et projekt til at blive en del af det pædagogiske arbejde, er det vigtigt, at alle er involveret (læs om forskningen i Børn&Unge nr. 8/2005).

"Alle skal føle et ejerskab til det, man laver, ellers bliver det aldrig godt. I virkeligheden er vi ikke så interesseret i produktet, det vigtige er, at der kører en proces i alle institutionerne. Det er meget nemt at lave en læreplan med en glittet forside og et pænt indhold og så sætte den op på hylden, fordi ingen kan bruge den til noget. Hvis man nøjes med det, kommer læreplaner ikke til at udfylde den rolle, som de er tiltænkt. Og så frygter jeg for, at der bliver fundet undskyldninger for at lave deciderede indholdsplaner eller pensumplaner for arbejdet i daginstitutionerne. Det skal vi af al magt forhindre, og derfor er det vigtigt, at forvaltningen understøtter de processer, der kommer i gang i institutionerne, og ikke bare kræver en plan," siger han.

I løbet af efteråret 2006 vil en leder og to tovholdere fra hver institution igen komme på kursus. De tre skal være forandringsagenter og sikre, at der arbejdes videre med læreplanerne. Søren Smidt mener, at det er en kæmpe fordel, at alle dagtilbud i en kommune arbejder med det samme udgangspunkt.

"Planer og projekter, der udarbejdes på forvaltningsniveau, opleves i institutionerne, som om de ikke rigtig passer ind. Det vil vi forsøge at undgå, så vi har sørget for en retning, at arbejdet skal bevæge sig hen mod fokus på hverdagslivet og dokumentation af egen praksis, en koncentration om børns læreprocesser og de voksnes rolle i forhold til dem. Men det vigtigste af alt er, at pædagogerne kan arbejde med det, der er vigtigt for dem," siger han.



Feedforward. Alle institutioner har haft besøg af en repræsentant fra forvaltningen og de eksterne konsulenter og har fået feedback på deres arbejde. Men det vigtigste har været at se frem mod det videre arbejde, og derfor vil Tim Vikær Andersen helst kalde møderne for feedforwardmøder.

"Det handler jo ikke om at finde fejl eller give karakterer, det interessante er at arbejde med, hvordan læreplaner kan komme til at betyde noget i hverdagen og i det arbejde, der foregår med børnene. Det giver noget for alle, at vi har lejlighed til at sætte fokus på den pædagogiske læreplan i to til tre timer, også for os fra forvaltningen," siger han.

Søren Smidt mener, at det er en generel oplevelse i daginstitutionerne, at man har lavet mange planer og projekter, som man har oplevet som et krav oppefra. Men når de så er lavet, har man ikke fået respons.

"Vi har gerne villet vise institutionerne, at vi tager deres arbejde alvorligt. Det er stadig svært for mange at formulere sig skriftligt, og når de så har gjort det store stykke arbejde, som mange har, så skal de også vide, at vi har læst det og er interesseret i, hvad der sker i deres institution. Med de her møder får man et lille skub og en anerkendelse af, at der kan være forhold, der har spillet ind på resultatet, og får en fornemmelse af, at det ikke er for sent at hoppe på vognen," siger han.

Der er stadig en opfattelse af, at arbejder man med pædagogisk dokumentation, så arbejder man ikke rigtigt, og derfor oplever mange det også som et ekstra arbejde, der skal gøres ved siden af, og at man bruger tid, der går fra børnene, mener Søren Smidt.

"Man kan sætte det lidt hårdt op og sige, at det er rigtigt pædagogisk arbejde at lægge vaskeklude sammen og lægge dem op på hylden. Men den pædagogiske dokumentation skulle gerne blive en del af den pædagogiske identitet, så man også oplever, at det er vigtigt at arbejde med det. Når man finder ud af, at nogle at de ting, man har analyseret sig frem til og diskuteret med kollegerne, hjælper en ved måltidet sammen med børnene, synes man, at den tid og energi, man har brugt på dokumentation, giver noget tilbage til arbejdet. Jeg er godt klar over, at mange er belastet hårdt. Men for fagets udvikling tror jeg, at det er vigtigt, at refleksion over egen praksis og dokumentation bliver en del af den faglige identitet, at det er sådan, man arbejder, når man er pædagog."



Læreplaner i Hvidovre

Pædagogerne i Hvidovre skal for fremtiden ikke lave virksomhedsplaner eller andre handleplaner. Den pædagogiske læreplan og senere, når kontraktstyring slår helt igennem, en kontrakt, vil være de eneste papirer mellem daginstitution og forvaltning. Den pædagogiske læreplan skal bestå af et grundplan, et praksisplan og et evalueringsplan.

Grundplanet: Fakta om institutionen.

Hvidovre Kommunes børnepolitik. Hvidovre Kommunes læringsforståelse på 0-6-års området og for børn med særlige behov.

For institutioner på kontrakt skal planen ydermere indeholde kommunens politiske udmeldinger for 2007: Den inkluderende institution, sprogstimulering og bevægelse og fysisk aktivitet.

Desuden: Institutionens mål og værdier, læringsforståelse for normalområdet og for børn med særlige behov.

Praksisplanet: Det almenpædagogiske:

Hverdagstemaerne. Beskriv praksis og de væsentligste læreprocesser, der kan indgå i minimum fem hverdagslivstemaer, herunder læreplanens seks læringstemaer. Giv eksempler/brug fortællinger. Hverdagslivstemaerne er delt ind i tre underpunkter:

Rutiner (kan være aflevering/modtagelse, måltider, sove, bleskift, garderobeliv, afhentning).

Aktiviteter (kan være projekter, samling, ture, kolonier, rytmik, teater, maling med mere).

Børnekultur (kan være leg, børns relationer, diller - samlekort, beyblades med mere - privat legetøj). Tværgående emner (kan være venskaber, konflikter, inklusion, sprog).

I praksisplanet er også: Det særligt pædagogiske: Børn med særlige behov. Her skal beskrives, hvilke typer af børn med særlige behov institutionen har, og hvordan der arbejdes med dem.

Samt overgange i børns liv: Interne overgange, modtagelse af nye børn, afsked med gamle børn, samarbejdet med andre institutioner - herunder skolerne.

Evalueringsplanet: Der er endnu ikke taget endelig stilling til, hvordan arbejdet med de pædagogiske læreplaner skal evalueres. Dette påbegyndes efter aflevering af næste læreplan i januar 2007.



Vil du vide mere om læreplansarbejdet i Hvidovre, er du velkommen til at kontakte pædagogisk udviklingskonsulent Tim Vikær Andersen, tlf: 3639 3774, e-mail: tva@hvidovre.dk