Lær af os. Vi lod lokalsamfundet og børnene tale sammen
Lær af os. Vi lod lokalsamfundet og børnene tale sammen
Det ville vi
Nogle gange er de bedste samarbejdspartnere ikke længere væk end et par skridt nede ad vejen. Det fandt vi ud af, da vores projekt med kreativitet i fokus fik hjælp af lokale aktører. Kreativitet kan være mange ting, og ofte forbinder man det med fag som billedkunst og musik. Men kreativitet kan også handle om samarbejde, bevægelse og medborgerskab. Ved at bruge kreativitet i skolen ville vi afprøve nye læringsformer og gøre undervisningen mere alsidig for børnene. Vi ville afprøve tanken om den åbne skole, så vi inddrog lokalsamfundet til at vise børnene, hvad og hvordan tingene bliver til.
Sådan gjorde vi
Projektet blev gennemført via en række workshops i understøttende undervisning i 2. og 3. klasse. Hver workshop tog udgangspunkt i en videofilm fra en lokal forretning. Videoerne havde pædagogstuderende filmet hos virksomheder og butikker i lokalområdet. Børnene blev sat til at se videoerne, som både indeholdt en øvelse og en kreativ udfordring. Det kunne eksempelvis være en video fra en tøjforretning, hvor øvelsen var at lægge tøj sammen, eller fra en pizzamand, hvor øvelsen var at lave pizza. Vi afsluttede med en konference, hvor børnene viste, hvad de havde lært.
Det lærte vi
Vi har lært, at børn bliver nysgerrige på at lære noget mere, hvis de får lov til at se noget visuelt og derefter selv prøve det af. Børnene lærte, at alle mennesker på tværs af erhverv har en funktion i samfundet. At en buschauffør er lige så vigtig som en bankdirektør. Vi har lært, at børn i 2. og 3. klasse kan samarbejde med hinanden, hvis de får klar vejledning i, hvad der skal ske. For os voksne var det inspirerende at se, hvordan børnenes opmærksomhed blev fanget af videoerne, hvordan de tog udfordringerne til sig og ikke mindst viste, hvad de kunne på vores store afslutningskonference.
Om projektet
Marievangsskolen i Slagelse gennemførte projektet om kreativitet i skolen fra august 2016 til august 2017. Bag projektet står de to pædagoger Martin Thilemann og Nanna Mundt samt Mikkel Snorre Boysen, der er ph.d. i kreativitet og læring og lektor ved UCSJ. Flere oplysninger kan fås ved henvendelse til MartinThilemann, tlf. 5057 0062. BUPL’s udviklingspulje har støttet projektet. Puljen giver tilskud på op til
100.000 kroner til projekter. Se mere på bupl.dk under ’Forskning’.