Lær af os. Unge løb sig til at blive uddannelsesparate
Lær af os. Unge løb sig til at blive uddannelsesparate
Det ville vi
Scene 1, november 2016: ’Du skal virkelig tage dig sammen, hvis du skal have mulighed for at blive erklæret uddannelsesparat’. Sådan indledte udskolingslederen på en københavnsk folkeskole en stribe møder med en gruppe drenge og piger fra 8. klasse samt deres forældre, SSP og klubmedarbejderne. De unge var indkaldt, fordi de ikke var erklæret uddannelsesparate. Og det skulle de gerne blive.
Scene 2, november 2017: ’Hey Bro, så er vi lige blevet erklæret uddannelsesparate!’ De to drenge fortæller begejstret klubpædagogen, at de har fået standpunktskarakterer, som ikke er under 7 i ét eneste fag.
Sådan gjorde vi
Efter mødet i november 2016 iværksatte Fritidscenter Ydre Valby et løbeprojekt, der blandt andet havde til hensigt at træne en række ikke-kognitive kompetencer, der er vigtige for, at børn og unge lykkes med skoleprojektet. Fokus lå på vedholdenhed, behovsudsættelse, selvkontrol, nysgerrighed mv. Herudover aftalte skolen og klubben at holde tæt kontakt, blandt andet om fravær, sådan at eventuelt fravær kunne italesættes, når de unge var med til løbetræning. Udover løbetræning var byggeklodserne i projektet: fælles spisning efter træning og målrettede samtaler om udvikling og uddannelse.
Det lærte vi
Det at løbe blev aldrig et mål i sig selv. Det centrale er alt dét, som løb kan bidrage med i den enkeltes liv, og specifikt i forhold til uddannelse. James Heckmans tænkning (’Giving Kids a Fair Chance’) viste sig at være god inspiration til at italesætte metaintentionen med løbeprojektet: At gøre børnene uddannelsesparate. Heckman peger på vigtigheden af at have fokus på ikke-kognitive færdigheder som vedholdenhed, flid og behovsudsættelse samt på, at alle aktører omkring barnet arbejder i samme retning. I dette tilfælde skole, forældre og klub. I praksis betød det, at systematik havde en essentiel betydning for succesen.
Om projektet
Løbehold2500 er en del af et større undersøgelse, som Center for Ungdomsstudier (CUR) afsluttede i december 2017. Projektet er gennemført i et samarbejde mellem Valby Lokaludvalg og Fritidscenter Ydre Valby og gik ud på at kortlægge børns og unges fritidsvaner – både de organiserede, selvorganiserede og uorganiserede. Søren Østergaard er ph.d., leder af Center for Ungdomsstudier samt udviklingskonsulent i Ungdomsringen. I en ny antologi ’Er du på tværs’ fra Ungdomsringen kan du læse mere om ’Løbehold2500 – når sproget bygger bro mellem professioner og hjælper unge til at løbe i den rigtige retning’.