Lær af os. Sorg bearbejdes gennem aktiviteter

I Daginstitutionen Lærkehuset i Køge mødes en fast gruppe af børnehavebørn hver uge for at arbejde med deres tanker og følelser af sorg.

Det ville vi

En del børn i vores dag­tilbud bærer rundt på en sorg, som de ikke kan dele med andre i hverdagen. Det kan være sorg over skilsmisse, skænderier, dødsfald blandt venner og kæledyr, syge forældre og meget andet. Det er vigtigt for børnene at have et rum, hvor de kan sætte ord på eller på andre måder bearbejde deres følelser. Men i det daglige kan det være svært for os at nå at få snakket med de børn, der er sårbare eller kede af nogle ting. Derfor ville vi gerne give de børn et særligt sted, hvor der er bedre mulighed for at varetage deres sårbarhed.



Sådan gjorde vi

Vi har etableret en børnesorggruppe med 5-10 børn, som mødes cirka 2½ time fast hver uge. Børnene er med i gruppen i lang eller kort tid, afhængig af deres behov. Vi laver rollespil om venskaber, samler blade i skoven, maler og læser skønlitterære bøger om relevante temaer. På den måde opstår der et trygt rum, hvor børnene kan åbne op eller lytte til de andre. Nogle gange begynder børnene på eget initiativ at fortælle om deres sorg, andre gange spørger en pædagog ind. Vi er altid to pædagoger i sorggruppen, og den ene pædagog indtager en observerende position, så vi kan sparre og evaluere.



Det lærte vi

Det har været rart at få rum til at sætte ord på noget, der er svært at få tid til i det daglige. Projektet giver mening, og børnene i sorggruppen har meldt rigtig positivt tilbage på projektet. De kommer tit hen og spørger os, hvornår vi igen skal i sorggruppe. Det er meget forskelligt, hvordan børnene har reageret i sorggruppen. Nogle har været gode til at sætte ord på deres følelser, mens andre har foretrukket at sidde og lytte. For nogle børn går der lang tid, før de opbygger tillid til pædagogerne og tør åbne sig, så derfor er det vigtigt, at man er tålmodig og tillidsvækkende.



Vores råd til andre

1. Skab en god og rolig atmosfære. Stil drikkelse og en godbid på bordet, så der er noget, børnene kan samles om. Det skaber hygge.

2. Vær tålmodig. Det kan tage lang tid, før børnene i gruppen får tillid til jer og stoler på, at det, I snakker om i gruppen, er fortroligt.

3. Stil de rette spørgsmål. Vær lydhør og lyttende, og lad børnene bruge deres egne ord, men hjælp dem gerne på vej.

4. Deltag i et kursus. Lærkehuset deltog i et kursus om sorg og krise hos Kræftens Bekæmpelse for at få konkrete arbejdsredskaber.



Om projektet

Lærkehusets projekt ’Børnesorggruppe’ har modtaget støtte fra BUPL’s udviklingspulje. Projektet har kørt et år for en udvalgt gruppe af børnehavebørn i institutionen. Karina Scheelhardt og Tina Dreyer Larsen er ansvarlige for sorggruppen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.