Lær af os. Sådan inkluderer vi alvorligt syge børn

Hvordan inkluderer den almindelige daginstitution et alvorligt fysisk sygt barn, der måske har været isoleret i længere tid for at undgå infektion? Det har Børnehuset SIV lavet en inspirationsguide om.

Det ville vi

Vi ville opsamle og videregive erfaringer om, hvordan man modtager børn med alvorlig sygdom i en almindelig daginstitution. Vi ville lave en guide for, hvordan man inkluderer et barn, der som følge af sygdommen har været isoleret fra andre børn i længere tid. Hvordan arbejder man bedst pædagogisk med barnet, så det bliver en naturlig del af børnegruppen, samtidig med at der tages hensyn til de sociale konsekvenser, som sygdommen og isolationen har haft?



Sådan gjorde vi

Vi gennemførte en række interview og udarbejdede en guide ud fra praksisfortællinger. Vi satte fokus på, hvordan de pågældende under et langt isoleret sygeforløb har været omgivet af voksne og derfor relaterer sig til voksne. Samtidig kan de i starten være trætte og have behov for pauser, og disse forhold kan skabe særlige udfordringer i overgangen til et almindeligt børnefællesskab. Vi satte også fokus på, at børnene måske ser anderledes ud med manglende hår, sonde i næsen eller lignende, og at det derfor kan være vigtigt at tale med børnegruppen om sygdommen på en måde, så det syge barns grænser respekteres.



Det lærte vi

Vi lærte, at et barn med alvorlig sygdom har behov for

at være ’almindelig’, og at pædagogerne skal tage de særlige hensyn på en måde, så barnet ikke adskiller sig for meget fra de andre børn. En fælles leg kan organiseres med afsæt i det pågældende barns styrker og muligheder, så det kan være med på lige fod med de andre. Vi lærte, at børn efter langvarig isolation kan have svært ved at aflæse andre børn, og at pædagogerne måske skal hjælpe dem med at skabe legerelationer og komme med i en leg og dermed et fællesskab.



Om projektet

Informationsguiden ’Godt samarbejde mellem pædagoger og forældre inkluderer børn med alvorlige fysiske sygdomme’ er udarbejdet af Børnehuset SIV i Farum, der er en institution for immunsvækkede børn. Herudover deltog pædagoger fra tre daginstitutioner, der tidligere har modtaget børn fra SIV, og også forældre blev interviewet. Projektkonsulent Sigrid Borup Bojesen var tilknyttet projektet, der blev støttet af BUPL’s udviklingspulje.

Kontakt Jeanne Skjødt Pedersen på tlf. 4495 0066 eller mail: info@bhsiv.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.