Kvalitet og trivsel; Skønt job supersløje vilkår

Afgang fra Københavns Hovedbanegård på slaget 08.00 og rettidig ankomst til Odense 1 time og 37 minutter senere. Dernæst i selskab med en sympatisk og velinformeret taxachauffør, som fortæller, at vores bestemmelsessted, forstanden Næsby, hører til byens bedre kvarterer.

Her ligger børnehuset Eventyrgården, som sidste år fik besøg af statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det affødte en helsides artikel i Fyns Stiftstidende med overskriften "Jeg blev klogere".

Det samme håber Børn&Unge at blive under sit besøg på Eventyrgården, der er en 60 børns børnehave i grønne omgivelser på Nordgårdsvej i Næsby, syv kilometer fra Odenses bymidte.

Formålet med besøget er at få klarhed over, hvordan menige gulvpædagoger har det med jobbet, og hvad de ønsker sig anderledes. Og hvad de synes om de krav, som BUPL stiller i forbindelse med forårets forhandlinger om den offentlige sektor.

BUPL's væsentligste krav er bedre normeringer, bedre fysiske rammer og bedre muligheder for faglig udvikling, efteruddannelse og videreuddannelse. Er det det, der skal til? Eller er det helt andre vilkårsforbedringer, som den menige pædagog drømmer om?



For lidt brok. De bryder sig nok slet ikke om deres job, siden de altid har så meget at brokke sig over. Helt forkert. Det er skønt at være pædagog. Hvad brokkeriet angår, så er der faktisk for lidt af det.

Det er nyuddannede Iben Due, rutinerede Dorthe W. Jensen og erfarne Hanne Jørgensen enige om. De er alle tre tilknyttet Børneinstitutionen Næsby, men arbejder i hvert sit børnehus. Iben Due er i Eventyrgården, Dorthe W. Jørgensen i Stærekassen og Hanne Jørgensen i Næsbyhovedgård.

"Indtil for et par år siden sagde jeg, at mit arbejde bare blev mere og mere spændende. Selv om der skete mange forandringer, syntes jeg, at vi i vores børnehave blev bedre og bedre til at tage vare på børnene. Men her på det sidste har vi fået trukket for meget ned over hovedet. Jeg opfatter os som en flok seriøst arbejdende pædagoger, der vil det bedste og gør det bedste, men som efterhånden lidt for ofte rammes af dårlig samvittighed over alligevel ikke at gøre det godt nok. Hvis man for 20 år siden havde forlangt det af os, som man forlanger i dag, var arbejdet blevet nedlagt lige på stedet," siger Hanne Jørgensen, som lige nu, på grund af merindskrivning, har 25 børn i sin børnegruppe.



Frustrationer. Kollega Dorthe W. Jensen kender fornemmelsen.

"Jeg har altid været glad for at være pædagog, og det er jeg stadigvæk. Men vores arbejdsforhold er blevet for dårlige. Nu har vores løn været meget i fokus, og den er også enormt vigtig, men jeg synes, at de dårlige arbejdsvilkår er et lige så stort problem. Noget må gøres. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal gå hen med min frustration over for eksempel at have fem børn omkring mig og ikke have tid til at høre de historier, de brænder efter at fortælle. Vi pædagoger forsøger at se muligheder i stedet for begrænsninger, så tingene kommer på den ene eller anden måde alligevel til at glide, uanset hvor dårlige forholdene bliver, og det benytter politikerne sig af," siger Dorthe W. Jensen.



Tomrum.Den senest tilkomne til pædagogfaget, Iben Due, har ikke fortrudt sit valg af levevej. Hun kalder pædagogjobbet verdens dejligste, et givende, nært og varmt arbejde. Men hun er ærgerlig over ikke at få mulighed for at bruge hele sit pædagog-faglige potentiale.

"På den ene side er vores område præget af mange nye tiltag. Læreplanerne er eksempel på et af de gode, men der er ikke fulgt de ressourcer med, der gør, at vi kan implementere dem ordentligt. Jeg befinder mig mange gange i et tomrum mellem en kæmpestor faglig bevidsthed og engagement, og så tiden, som bare bliver ved med ikke at være der. Alle de ting, jeg gør omkring læreplanerne, gør jeg ud af et personligt engagement, og fordi jeg er glad for mine forældre og mine børn. Når man har læst pædagogik og psykologi, så ved man, at der er den fantastiske måde at gøre tingene på, og så det muliges kunst. Pædagogik er det, man stjæler sig til at lave, hvis der ikke er nogen, der er syge," siger Iben Due.



Overdreven ansvarlighed. De tre Næsby-pædagoger er ikke blinde for, at de selv og deres praksis kan være en del af problemet.

"Er vi i virkeligheden ikke alt for flinke og pæne," spørger Dorthe W. Jensen.

"Jo," svarer Iben Due. "Det kan godt være, at vi har drevet vores ansvarlighed for vidt. Vi har her i institutionen haft hærværk på vores legeplads tre gange inden for et år, og det har kostet os mange tusinde kroner. Der er en del kurser, jeg forfærdelig gerne har villet være på, men dem har jeg af samme grund droppet. Man kan så sige, at det ikke er mit problem at finde pengene, men det er det alligevel, for vi ved godt, at institutionen har et budget, og at budgettet skal holdes."

En anden ting, de tre Odense-pædagoger er enige om, er, at der er behov for, at der udvises mere omsorg for omsorgsgiverne.

"Det giver jeg gerne BUPL mandat til at kæmpe hårdt og inderligt for," siger Hanne Jørgensen, og får straks tilslutning fra sine to yngre kolleger.





Syv børnehuse i et

Børneinstitutionen Næsby, beliggende i Odense-forstaden af samme navn, består af syv børnehuse: Næsbyhovedgård, Hyldemor, Louisegården, Kastaniegården, Eventyrgården, Stærekassen og Ærtebjerggård. Nogle af dem er rene børnehaver, mens andre er integrerede institutioner med både børnehave- og vuggestuebørn. Til to af børnehusene er knyttet henholdsvis en specialgruppe og en udflyttergruppe.

Næsbys syv børnehuse har sammenlagt 400 børn, 70 ansatte og et budget på på 20,7 millioner kroner i 2007. Hvert børnehus har en daglig leder, som refererer til områdeleder Dorthe Holm.