Kvalitet og trivsel; Ringe adgang til livslang læring

41 procent af pædagogerne modtog ikke efter- eller videreuddannelse i 2006, viser nye tal. Det på trods af at næsten alle ønsker mere livslang læring. KL kalder pædagogernes krav for "umættelige".

Hver gang tre pædagoger kan vifte med eksamensdiplomerne efter endt videreuddannelse, må to kolleger se på med misundelse. De har nemlig ikke samme adgang til mere læring. Det viser nye tal fra Epinion, der har spurgt 1.032 pædagoger om deres syn på efteruddannelse.

Formand for BUPL Henning Pedersen mener, problemet er velkendt:

"Der er stor forskel på, hvordan mulighederne er for videre- og efteruddannelse, fordi pengene til uddannelsesområdet varierer fra kommune til kommune."



Sultne fagfolk. Ifølge tallene fra Epinion mener næsten alle pædagoger, at efter- og videreuddannelse er vigtigt eller meget vigtigt for deres direkte arbejde med børnene. I Kommunernes Landsforening (KL) oplever konsulent ved Center for Kompetenceudvikling og Personalepolitik, Henrik Casper, pædagogernes iver for livslang læring som noget nær overvældende.

"Det er vores indtryk, at pædagoger tager efteruddannelse i meget stort omfang," siger han og finder det ganske naturligt, at 412 pædagoger ud af lidt over tusind pædagoger i undersøgelsen svarer, at de ikke har taget en pædagogisk diplomuddannelse.

"At den gruppe ikke har videreuddannet sig skyldes, at kursusaktiviteten svinger, sådan at man i enkelte år har brugt flere penge på området, mens man andre år ikke har brugt så mange."

Uddannelsesområdet har nemlig ifølge Henrik Casper en høj prioritet i kommunerne.

"Der er dog ofte uoverensstemmelse mellem de faktiske forhold i kommunen, og så hvordan pædagogerne oplever det," forklarer han og vurderer, at det ikke er nogen overraskelse, at flertallet af pædagoger oplever, at der er færre ressourser i dag end før:

"Behovet fra pædagogerne er umætteligt."



Find gejsten. BUPL-formand Henning Pedersen kan godt forstå, at pædagogernes appetit på efteruddannelse er stor. Han vurderer, at efteruddannelse er vigtigt for alle pædagoger, da de tit genopdager nye sider ved deres gamle grundforløb, der kan være med at sikre en højere faglig bevidsthed og tilfredshed.

"Efteruddannelse øger den enkelte medarbejders motivation i arbejdet og gør medarbejderen bedre i stand til at løse de opgaver, der bliver stillet, blandt andet fordi medarbejderen hurtigt finder nye sider af sin grunduddannelse, når han eller hun har modtaget efter- og videreuddannelse," siger han.

BUPL-formanden vurderer, at bedre økonomiske rammer sikrer videbegærlige medarbejdere.

"Det er vigtigt, at medarbejderne synes, at efter- og videreuddannelser er interessant og spændende. Den løbende kompetenceudvikling skal være attraktiv. Det forudsætter gode rammer, som kan give det enkelte medlem et skub i den rigtige uddannelsesmæssige retning."

Også hjemme i institutionerne har ledelsen et ansvar for at skabe et godt uddannelsesmiljø.

"Rammerne skal kommunerne levere økonomisk, men institutionerne skal også tage diskussionen om behovet for efter- og videreuddannelse med kommunen. Det er BUPL med til at understøtte lokalt, samtidig med at vi forsøger at skabe bedre muligheder gennem de centrale politiske forhandlinger," understreger Henning Pedersen. o





Hvor mange dages efter-/videreuddannelse deltog du i sidste år?

Ingen dage 41%

1 dag 4%

2-3 dage 14%

4-5 dage 16%

Mere end en uge 23%

Ved ikke 2%

Kilde: Epinion for BUPL, maj 2007.

1.032 pædagoger deltog.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.