Kvalitet og trivsel; No money no deal

Om en måneds tid afslører regeringen, hvad den vil med den offentlige sektor, og hvad der ligger i dens højt profilerede kvalitetsreform. Så skal det vise sig, om den har forstået rækkevidden af sidste efterårs oprør mod udsultningen af den offentlige velfærd. Eller om den ikke har.

BUPL-formand Henning Pedersen er på forhånd behersket optimist. Han befinder sig i begivenhedernes centrum, dels som personligt udpeget medlem af den såkaldte kvalitetsgruppe og dels som en af hovedorganisationen FTF's fire repræsentanter i trepartsforhandlingerne mellem regeringen, de kommunale arbejdsgivere og fagbevægelsen.

"Regeringen har mere brug for en aftale med fagbevægelsen, end fagbevægelsen har brug for en aftale. Og regeringen ved også, at prisen for at få en aftale i stand bliver høj. Vi skriver ikke under på noget, som helt sikkert vil blive udnyttet i regeringens forsøg på at opnå genvalg, medmindre vi får håndfaste og fuldt finansierede løfter om forbedringer af vore medlemmers vilkår," siger Henning Pedersen til Børn&Unge.



I vildrede. Det der med det håndfaste har det hidtil skortet på i det mange måneder lange forløb med temadrøftelser, kvalitetsgruppens møder med regeringens topministre og på det seneste også trepartsforhandlinger, indrømmer Henning Pedersen.

"Der har fra starten været formuleret en masse gode intentioner, man kunne måske endda sige visioner, men hvad det ender med af konkrete udspil, fortoner sig. Vi har ikke på noget tidspunkt hørt regeringen sige, at det er det her, vi vil."

Er det fordi, at den er i lyttefasen, eller fordi den er i vildrede?

"Jeg tror, at den er i vildrede. Man er ikke klar på, hvilke forslag, man vil stille, og hvordan man vil stille dem. Vi andre har leveret forslag i stribevis, men ikke fået nogen reaktion eller tilbagemelding fra regeringens side. Min vurdering er, at regeringen ikke ved helt nøjagtigt, hvad den vil."



Nye toner. Da regeringen søsatte arbejdet med kvalitetsreformen, gjorde den et stort nummer ud af at understrege, at en mere velfungerende offentlig sektor ikke bare er et spørgsmål om at pumpe flere penge i sektoren. Der var efter dens mening talrige andre måder at løfte kvaliteten på: bedre ledelse, det gode eksempels magt, ny indstilling hos de ansatte og andet af samme lette luftart blev nævnt.

Blev det dermed ikke også sagt, at der ikke kommer flere penge i den offentlige sektor?

"Statsministeren har gang på gang sagt, at han ikke vil snakke økonomi, men på det punkt har han flyttet sig undervejs. Han har, som jeg hører det, erkendt, at det kommer til at koste, og at det også må koste. Men stadig fastholder regeringen, at der kan opnås meget ad anden vej, det være sig ved nye arbejdsrutiner, bedre ledelse og en ændring af medarbejdernes hele holdning til borgerne."

Har regeringen ikke en pointe dér?

"Jo, bestemt, men det forudsætter, at vilkårene er i orden. At man rent faktisk som medarbejder får mulighed for at udføre arbejdet så godt som overhovedet muligt. Hvis medarbejderne synes, at de gives mulighederne, vil der også være en stor vilje til at udvikle og skabe nyt. For mig at se er det hele omdrejningspunktet. Hvis man skal have positivt medløb, så skal medarbejderne kunne se en mening med det. Så skal de ikke stå med frustrationer over opgaver, som tårner sig op i form af for eksempel dokumentationskrav, hvis formål de ikke kan se meningen med. Man afleverer en rapport til nogle politikere, og man ved ikke engang, om den bliver brugt til noget. Hvis det er sådan nogle ting, man oplever, så er man slet ikke interesseret i at gøre det anderledes. Oplever man derimod at blive taget alvorlig, tror jeg, at vejen vil være banet for ændringer, som ikke i sig selv fordrer ekstra ressourcer. Men den første del - en forbedring af grundvilkårene - kræver, at der tilføres for eksempel pædagogområdet ekstra økonomi."



Hænder, plads og tid. Nøglen, der kan låse døren op for en trepartsaftale, er altså en forbedring af grundvilkårene. Men hvad mener BUPL's formand, når han taler om grundvilkår?

"Det er tiltag, der forbedrer medarbejdernes mulighed for at bruge deres faglighed i det daglige arbejde. Det kan være flere ansatte, altså normeringen, det kan være, at de fysiske rammer bliver forbedret, hvor der er behov, og det ved vi, at der er mange steder. På daginstitutionsområdet i høj grad, men da også på skoler og på plejehjem. Det er også medarbejdernes egne muligheder for faglig udvikling gennem efter- og videreuddannelse eller muligheder for at danne faglige netværk samt tid til at planlægge og reflektere over deres arbejde. Og det er, at lederne får bedre muligheder for at udøve ledelse. Det kan være ved at frigøre dem for nogle af de mange administrative opgaver, de i dag er bebyrdet med. Lederne skal desuden have adgang til en egentlig lederuddannelse, sparring med andre ledere og støtte fra den kommunale forvaltning. Det er den type initiativer, der skal til for at medarbejderne oplever, at der sker lettelser, så de får mulighed for at bruge deres faglighed. Hvis de kan se, at der på det punkt sker forbedringer, så tror jeg, at man kan få mange af de andre ting, regeringen taler om, til at virke. Og så vil vi som organisation også finde det interessant at indgå aftale med regeringen. Hvis vi derimod vurderer, at det, regeringen måtte komme med, er for vagt og ukonkret, er det ikke interessant for os at være med."

Ikke interessant at være med, siger du. Hvad ligger der i det?

"At vi ikke indgår en trepartsaftale. Vi skal have konkrete forbedringer, og det er det vi i FTF er enige om at gå efter. Der har i hele forløbet været i hundredvis, ja i tusindvis af gode forslag. Det er dem, vi nu skal have kogt ned til nogle ganske få krav, som er helt afgørende vigtige for, hvordan vores medlemmer oplever deres dagligdag."



Hovedlinjen klar. Der er fra de i øvrigt hermetisk tillukkede trepartsforhandlinger sluppet ud, at der mellem LO og FTF har været nogle uenigheder, blandt andet om, hvis medlemmer der skal stå forrest i køen til forbedrede muligheder for uddannelse.

Hvor dybt stikker uenighederne?

"Vi er enige om hovedlinjen, som er, at det vi måtte aftale med regeringen skal kunne mærkes af medarbejderne i den offentlige sektor. Så kan der være nogle forskellige nuancer på, hvordan man når dertil. Det er klart, at LO-fagbevægelsen, som repræsenterer en lang række ufaglærte grupper, har fokus på, hvordan man skaffer dem uddannelse. FTF, som repræsenterer de professionsuddannede, er til gengæld optaget af, at denne gruppe får mulighed for videreuddannelse og løbende efteruddannelse. To forskellige tilgange, men med det samme sigte: At der skal ske forbedringer af vilkårene. Vi er i udgangspunktet, også enige om, at vi indgår i disse trepartsforhandlinger i et forsøg på at presse regeringen på et tidspunkt, hvor den har mere brug for os, end vi har for den. Derfor skal vi også tage os godt betalt, hvis vi skal være med til at lægge navn til en aftale. For vi ved jo godt, hvordan den vil blive brugt i en politisk sammenhæng."

Hvad skal regeringen bruge en aftale med fagbevægelsen til?

"Den skal bruges til at vinde det næste folketingsvalg. Man skal jo se kvalitetsreformen i forlængelse af strukturreformen, Globaliseringsrådet og velfærdsaftalen fra sidste år. Nu kommer der så et oplæg til, hvordan man kan udvikle den offentlige service. Når den kommer nu, meget hurtigere end planlagt fra regeringens side, så er det, og det er jeg helt overbevist om, på grund af det, der skete sidste efterår. Da opdagede regeringen, at den var sårbar i forhold til befolkningens forventninger til kvaliteten af de offentlige velfærdsydelser. Anders Fogh Rasmussen så straks, som den udmærkede politiker, han er, at man var nødt til at agere for at vinde denne vigtige dagsorden tilbage. Det er det, vi forsøger at benytte os af til at få flyttet fokus fra privat velstand til offentlig velfærd."



Høj pris. Det er ikke alle, der har været lige begejstrede for fagbevægelsens flirt med den borgerlige regering. Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt, har ømmet sig, og på forrige uges Pædagogisk Træf blev Henning Pedersen spurgt, hvad BUPL dog vil på den galej.

Så hvad skal det gøre godt for?

"BUPL's bestemmelse er først og fremmest at skabe forbedringer for medlemmerne. Og vi ser trepartsforhandlingerne som en mulighed for at fremme den sag. Men lad mig lige skille tingene ad. Når det gælder kvalitetsreformen, har der på intet tidspunkt været tvivl om, at vi skulle gå ind i arbejdet med vores bidrag. I forhold til trepartsforhandlingerne har sagen været mindre oplagt. Der har i fagbevægelsen været forskellige vurderinger af, hvad man kunne forvente at få ud af det. Mine egne forventninger kunne fra starten ligge på et meget lille sted, men jeg har også sagt, og det har vi været enige om i forretningsudvalget og i hovedbestyrelsen, at vi måtte være med og prøve at påvirke, se om vi kunne få noget ud af det. Det er i den sammenhæng vigtigt at understrege, at vi ikke på forhånd har bundet os til at indgå en aftale. Regeringen ved ikke, om den opnår en aftale. Derimod ved den, at den skal levere noget, hvis den skal gøre sig håb om at få os med. Og at det, den skal levere, i omfang og tyngde skal stå i forhold til, at vi ved at indgå en aftale et eller andet sted er med til at legitimere en politik, vi dybest set er imod. Jeg tænker her på skattestoppet, privatisering og anden markedsgørelse samt de styringsmodeller, som lægges ned over den offentlige sektor," konstaterer Henning Pedersen.



Hvad er kvalitetsreformen?

Med kvalitetsreformen vil regeringen søge nye veje til høj kvalitet i den offentlige service. Udgangspunktet er gode erfaringer fra brugere, medarbejdere og ledere på institutionerne. Regeringen har i løbet af efteråret 2006 og foråret 2007 afholdt temamøder rundt om i landet og besøgt velfungerende plejehjem, børnehaver og hospitaler. Statsministeren har også udnævnt to personlige repræsentanter til at indsamle erfaringer og ideer fra hele landet.

Regeringen har nedsat en kvalitetsgruppe med markante aktører på velfærdsområdet, der skal arbejde videre mod en samlet strategi. Regeringens strategi om en kvalitetsreform bliver offentliggjort sommeren 2007.



Hvad er trepartsforhandlingerne?

Trepartsforhandlingerne mellem regeringen, de kommunale og regionale arbejdsgivere samt hovedorganisationerne LO, FTF og AC (Akademikernes Centralorganisation) handler om medarbejdernes vilkår, og kun om dem.

Ifølge kommissoriet er de centrale emner for forhandlingerne uddannelse, arbejdsmiljø, ledelse og medarbejderindflydelse samt rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

Forhandlingerne tager sigte på vedtagelse af et fælles, forpligtende slutdokument.



Hvad kræver BUPL?

- Nationale kvalitetsstandarder for hvor mange børn per voksen, der må være i en daginstitution, hvordan disse voksne skal være uddannet, og hvor store børnegrupperne må være inden for de enkelte alderstrin.

- Bedre fysiske rammer. Gennem lovgivning skal det sikres, at der i eksisterende institutioner er tre kvadratmeter frit gulvareal per barn i vuggestuer og to kvadratmeter i de øvrige institutionstyper. Kravene skærpes til henholdsvis 4,5 og 3,5 kvadratmeter, når der et tale om nybyggeri.

- Alle ledere skal tilbydes en diplomuddannelse i ledelse inden for de første to år af deres ansættelse.

- Tid til forberedelse, vidensdeling og refleksion indlægges som del af normeringen.



Fortsættelse følger

Læs Børn&Unges nye serie om normeringer, pladsproblemer og efteruddannelse i de tre næste numre af bladet, hvor vi også offentliggør helt nye meningsmålinger.