Kvalitet og trivsel; Ja tak til faglig udvikling

Når man er glad for sit arbejde, synes, at det er interessant, stimulerende og i øvrigt også samfundsgavnligt, vil man være god til det. Sådan har mange det - også de tre Odense-pædagoger, som Børn&Unge har opsøgt for at få et indtryk af, hvad man ude i institutionsverdenen mener om tingenes generelle tilstand. Og nærmere bestemt, hvad Iben Due Bøgelund, Dorte W. Jensen og Hanne Jørgensen, menige gulvpædagoger i hvert sit "hus" under Børneinstitutionen Næsby, siger om de krav, som BUPL har præsenteret regeringen og de kommunale arbejdsgivere for under de såkaldte trepartsforhandlinger.

"Ja tak, meget gerne", lød svaret fra de tre, da de hørte kravene om et mindstemål af mandskab og plads i institutionerne. Modtagelsen var tilsvarende positiv, da de hørte om et tredje krav, som BUPL-formand Henning Pedersen har sagt skal opfyldes, hvis BUPL skal stå bag en aftale med regeringen. Det er kravet om bedre muligheder for efter-og videreuddannelse.



Tab af viden. Hanne Jørgensen, uddannet som pædagog fra Odense Socialpædagogiske Seminarium i 1974, har ikke styr på, hvor meget efteruddannelse hun har været på i sine over 30 år i faget. Der har været et foredrag her, og, når det er gået højt, et tre-dages kursus der. Noget har været nyttigt, andet ret ligegyldigt, men især har det ærgret hende, at der i den travle hverdag hjemme på arbejdspladsen sjældent har været tid til at dele oplevelsen med kollegerne. Ny viden er derved blevet gemt og siden glemt, siger hun.

"Hvis jeg skal vurdere den efteruddannelse, jeg har været igennem, så vil jeg sige, at de arrangementer, hvor vi har været to fra institutionen af sted, har skilt sig ud. Jeg husker specielt et kursus, som en kollega og jeg var på i Esbjerg. Vi skulle køre sammen ud og hjem. Der var rigtig godt, for hvor nåede vi dog at få vendt mange ting, som vi ellers ikke havde fået talt om," husker Hanne Jørgensen



Faglig udvikling. Dorte W. Jensen og Iben Due Bøgelund, uddannet henholdsvis 1996 og 2003, ser begge efteruddannelse som et uundværligt indslag i en pædagogs faglige udvikling.

"Når benene gennem et stykke tid har løbet lidt for hurtigt, er det godt med nye impulser og at blive mindet om, hvad vi som pædagoger er til for. Selv om det bare er sådan en lille ting som den introduktion til arbejdet med de nye læreplaner, vi har været igennem i Odense, kan det give virkelig meget. Det var fantastisk, ja, det var simpelthen så skønt at sidde og få smidt pædagogik i hovedet fra klokken 8.00 til kokken 15.00. Synes I ikke det," spørger Iben Due Bøgelund, da hun fornemmer, at de to andre ikke deler hendes begejstring. Men hun holder nu fast på sit.

"Jeg kunne godt lide selve tilgangen. Vi skal det her, så lad os se, hvad vi kan få ud af det, uanset at der er ikke er fulgt penge med opgaven. Det var en god blanding af teori og praksis, som jeg fandt meget anvendelig," siger hun.



Fremtidsmusik. Selv om de alle synes, det er fornuftigt af BUPL at insistere på bedre muligheder for efter- og videreuddannelse, har ingen af de tre Odense-pædagoger selv de vilde planer inden for feltet. Deres kræfter og livsomstændigheder er ikke til det.

"Jeg føler, at jeg lige for tiden ikke har energi til at tage en egentlig videreuddannelse. Hverdagen er fyldt meget op, når man i institutionen hele tiden har 22 børn om sig og derefter skal hjem og være noget for sine egne. Det kræver et overskud, som jeg synes, jeg ikke har lige nu. Videreuddannelsen må for mit vedkommende nok vente til mine børn er blevet noget større," siger Dorte W. Jensen.

For Iben Due Bøgelund, der inden hun gik i gang med pædagoguddannelsen havde læst et år på Danmarks Pædagogiske Universitet, men stoppede, fordi hun kunne mærke, at hun havde brug for noget praktisk erfaring, er videreuddannelse også noget, der ligger et stykke ude i fremtiden.

"Det sker, når jeg har nogle andre vilkår og flere ressourcer at trække på. Og så har jeg det det i øvrigt sådan, at jeg aldrig ville tage en videreuddannelse og derefter fortsætte på den samme arbejdsplads," siger hun.





Assistent i Børnehuset Stærekassen:"Jeg har ikke sat mig ind i, hvad det indebærer, om jeg er nødt til at tage orlov, og hvor pengene i så fald skal komme fra, men jeg anser det ikke for udelukket, at jeg på et tidspunkt får mulighed for at tage en egentlig videreuddannelse. Lige p.t. føler jeg ikke, at jeg har energi til det, men hvis jeg skal dygtiggøre mig, skal det være inden for det område, jeg arbejdet mest med, og det er musik."





Assistent i Børnehuset Eventyrgården: "Selv om jeg er forholdsvis nyuddannet, er jeg godt klar over, at grunduddannelsen skal suppleres. Ikke bare for mig egen, men også for arbejdspladsens skyld. Det er vigtigt, at personalegruppen repræsenterer en alsidighed af kompetencer. Læreplanen og de seks fokusområder, den indeholder, skal vi da mindst kunne honorere."





Assistent i Børnehuset Næsbyhovedgård: "Selv om det er ved at være mange år siden, husker jeg de første kurser, som jeg var på efter endt uddannelse. Nej, hvor jeg syntes, at jeg fik meget med mig hjem. Og så var der dengang tid til at fortælle kollegerne, hvad man havde hørt og oplevet. Jeg vil stadig gerne lære nyt, men jeg er alligevel nået dertil i karrieren, hvor jeg vil koncentrere mine kræfter om arbejdet med børnene hjemme i min institution.