Kunsten at kunne være uenige

En pædagog skal give en mor en vanskelig besked. Souschef Betina Martinussen er tilfældigvis til stede. Bagefter giver hun kollegaen feedback. Hun fortæller, hvad hun synes, kollegaen sagde på den rigtige måde, og hvordan hun oplevede, at moderen modtog beskeden. Hun siger også til kollegaen, hvordan hun eventuelt kan fortsætte dialogen med moderen.

"Siden vores kursus om konstruktiv kommunikation og konfliktløsning har det ligget lige under overfladen, at vi godt må fortælle hinanden, hvad der går godt, og hvad der ikke går så godt. Min kollega var rigtig glad for min feedback, fordi hun havde haft svært ved at aflæse, om moderen havde modtaget beskeden på den tilsigtede måde."

Sammen med resten af personalet i den integrerede institution Vidtskuevej 27 i Højbjerg ved Århus har Betina Martinussen måttet sande, at udviklingen også ligger i uenigheden. Konsulent Annie Egede, der bl.a. underviser i kommunikation og konfliktløsning, kalder det en kunst at kunne være uenig.

"Det skaber udvikling, at man kan interessere sig for andre, der mener noget andet end en selv. I den pædagogiske verden er man tilbøjelig til at tro, at vi skal være enige, men det er en kunst at kunne rumme, at mennesker har forskellige holdninger," pointerer Annie Egede.

Hun forklarer samtidig, at personalet i daginstitutioner ofte tager ud af huset hver for sig, når de skal uddanne sig.

"Men det har stor værdi i en personalegruppe, at alle laver noget sammen, hvor de får et fælles sprog, som kan bruges i diskussioner og fælles læring. Det handler bl.a. om at lytte ordentligt og stille spørgsmål i stedet for hele tiden at komme med svarene. Og ikke mindst at forholde sig professionelt til arbejdet. Det forudsætter, at man kan skille de personlige og de faglige elementer i en samtale," siger Annie Egede.

At kunne skabe en dialog er også at kunne acceptere og rumme uenigheden og forholde sig åbent til den andens synspunkter, mener hun.

"Når noget er gået i koks, så gå i dialog: "Jeg oplever det på den måde, hvordan har du oplevet det?" "Hvordan kunne du godt tænke dig, det skulle være?" "Hvad ønsker du?"... Lyt, og vær interesseret i den andens synspunkter!"

"Mange har en forudfattet opfattelse af en situation og handler ud fra, hvad de tror, den andens motiver er, men det forebygger ofte en konflikt at undersøge sagen, inden man reagerer."



Alle som en. Både pædagoger, medhjælpere og køkkenpersonalet deltog i det forløb, som konsulent Annie Egede satte sammen i samråd med institutionens leder, Gerda Toft. Det bestod af tre moduler: "Konstruktiv kommunikation og feedback", "Den anerkendende synsvinkel" og "Konflikter kan skabe udvikling".

Vidtskuevej 27 er en typisk velfungerende institution. Den integrerede institution har plads til 52 børn i alderen 0-6 år, og der er 16 i personalegruppen - heraf ni pædagoger. Dagligdagen kører godt, men personale og leder ville gerne blive endnu bedre til at samarbejde og til at give hinanden respons.

Leder Gerda Toft mente, at de faglige pædagogiske udviklingsmuligheder lå i arbejdet med kommunikationen. Hvis personalet blev bedre til at lytte og til at udfordre hinanden fagligt, ville det sætte gang i en positiv udvikling.

Personalet havde flere gange snakket om, at det var vanskeligt at konfrontere hinanden med problemer. Som regel var intentionen at få kollegaen i tale, så man kunne finde mulige løsningsmodeller. Men ofte gik den anden i forsvar, og de kom ikke videre, eller det gav måske anledning til en konflikt. Respons blev taget som en personlig kritik, og det blokerede for udviklingen.

Udgangspunktet for personalegruppens fælles uddannelse blev et behov for at blive dygtigere til at give hinanden feedback med henblik på faglig og personlig udvikling. En af metoderne blev træning i at håndtere hverdagens konflikter.



Lydhøre og spørgende. Efter to aftener og en hel dag med Annie Egede er der kommet hul på kommunikationen i institutionen. I løbet af året skal det så følges op for at sikre, at personalet ikke glemmer det, de har lært, og at det bliver brugt i hverdagen.

"Det var vanskeligt at give feedback, fordi folk tog det personligt. De gik i forsvar. Det har forandret sig. Vi er ikke verdensmestre endnu, men vi er godt på vej. Nu har vi meget fokus på kommunikationen. Det skyldes også, at hele personalegruppen har været med, så vi kan være sparringspartnere for hinanden. Mange af os har deltaget i diverse små kursusforløb eller temadage, hvor vi har snuset til f.eks. den svære samtale eller konfliktløsning. Men det har aldrig været muligt at dykke så langt ned i det, som vi har gjort på denne måde," fortæller Gerda Toft.

"For eksempel kan jeg nu i en samtale med min souschef sige: "Jeg spoler lige tilbage, for det var ikke på denne måde, jeg ville sige det". Alle vil nu forstå, hvad jeg mener, fordi vi har været igennem forløbet sammen."

Lederen understreger, at personalet også er blevet langt mere lydhøre i forhold til hinanden. Generelt er pædagogerne mere spørgende og undrende i forhold til kollegaers udøvelse af praksis.

"Det har vi haft brug for at kunne, fordi det er den eneste måde, man kan blive dygtigere. Ofte har vi forudfattede meninger om andres opfattelser af verden. Nu er vi blevet bedre til at spørge "hvad mener du?""

Hun mener, at hele institutionen er blevet bedre til at samarbejde og til at lytte til hinanden.

"Respekten og forståelsen for hinanden er blevet større. Bevidstheden er blevet skærpet, og så tør vi spørge hinanden, fordi vi ikke er så bange for afvisning."

Hun mener, at der er klare beviser i dagligdagen for, at de nyerhvervede evner bliver brugt.

"Hvis man skal give børnene nogle gode redskaber til at løse konflikter, til at kommunikere med hinanden og til at turde være sig selv, skal man starte med at uddanne personalet og skabe en personalegruppe, som selv er i stand til at magte deres liv på den måde. De anvisninger, vi giver børnene, er dem, der er rodfæstet i os selv, og jo bedre og sundere de er, jo bedre er vi i stand til at ruste børnene," siger Gerda Toft.

Lederen blev glædeligt overrasket over, at eksempelvis køkkenassistenten også gik så meget op i det. Og flere har fortalt, at de tillige er blevet bedre til at kommunikere i privatlivet.



Nysgerrighed og undren. Pædagog Sinne Illemann havde ligesom mange af sine kollegaer svært ved at spørge ind til kollegaernes pædagogik. Og ofte begyndte hun at forsvare sig, hvis en kollega forsøgte at give konstruktiv kritik, fordi hun opfattede det som et angreb. Nu har hun opdaget, at man godt kan give og få konstruktiv kritik, hvis kritikken bliver holdt på det faglige plan. Oven i købet med en åben dialog som resultat.

"Jeg ved nu, at det ikke er kritik, men nysgerrighed og undren, når mine kollegaer siger noget til mig om min faglighed. Det giver mig faktisk en mulighed for at formulere pædagogikken. I det hele taget er jeg blevet mere bevidst om, hvordan jeg kommunikerer."

Sinne Illemann fortæller, at hun tidligere havde svært ved at forstå en kollegas pædagogik. Og hver gang hun forsøgte at spørge ind til det - f.eks. hvorfor gør du det? - gik hun i forsvar. Nu er de i stedet begyndt at kunne tale om det.

Under kurset understregede Annie Egede bl.a. over for personalet, at vi oplever verden forskelligt, og at vi ikke må ikke tage for givet, at andre tænker ligesom os selv.

Sinne Illemann brugte derfor et billede på forskellige tænkemåder fra kurset:

Gilbert sidder sammen med sin kæreste, så siger han, "Hvor forelsket er du i mig?" "Du er en ti'er, siger hun. Han sidder lidt og ser glad ud. Så spørger han: "Øh...Hvilken skala bruger du?" "Det vil tage mig ti sekunder at smide dig ud af mit liv og lukke døren efter mig," siger hun.

"Så har man ikke den samme forståelsesramme. Jeg kom til at huske på, hvor forskelligt vi ser verden og lyttede måske på en anden måde. Det har gjort, at vi arbejder bedre sammen i dag. Det er gået op for mig, at min kollega har nogle rigtig gode visioner med det, hun gør.

Åbenheden i huset betyder, at det er blevet mere legalt at spørge til, hvorfor man handler, som man gør, siger Sinne Illemann.

"Jeg er blevet bedre til at undre mig højlydt, ikke i negativ forstand, men på mine egne og mine kollegaers vegne, så der opstår en dialog."



Skulderklap. Annie Egede var overrasket over, hvor stort betydning det fik for personalet at arbejde med anerkendelse - især fra hinanden. De fik en øvelse, hvor de skulle være sammen to og to og fortælle, hvad de satte pris på ved hinanden som kollegaer. Mange blev berørt af det, og der var en, der sad med tårer i øjnene. Alle gik derfra med ranke rygge, store smil og fornyet energi.

"Det fortæller noget om, hvor stort behov vi har for at få anerkendelse af hinanden i hverdagen. Og hvor lidt der skal til for at skabe en stor forandring. Det kan bare være at huske at sige noget om det, man er glad for," siger Annie Egede.

Pædagog og souschef Betina Martinussen oplever, at personalet normalt er rigtig gode til at give børnene anerkendelse. Men nu er de også blevet opmærksomme på at anerkende hinanden. De er blevet bedre til at fokusere på det gode, der foregår. Og til at give hinanden skulderklap og vægte det, der fungerer i stedet for at kritisere.

"Jeg er blevet bedre til at huske, hvor vigtigt det er at kunne sige til de andre, at det var rigtig godt, eller at den aktivitet, du havde gang i, fungerede rigtig godt. Det vokser man af fagligt, og det giver energi og lyst til at fortsætte," siger Betina Martinussen.

"Faktisk kom det bag på mig, at jeg hørte nogle argumenter fra kollegerne, som jeg normalvis ikke ville have hørt, fordi jeg tror, jeg godt ved, hvad de mener. Det gik op for mig, at jeg måske kan rykke mig ved at lytte til andre. De konkrete øvelser, vi lærte på kurset, gør, at det kommer ind under huden, og det gør forskellen." l



Annie Egede, der bl.a. er uddannet konfliktvejleder/mægler fra Center for Konfliktløsning samt psykoterapeut fra Institut for Gestaltanalyse, holder foredrag og kurser og kan kontaktes på tlf. 8612 4852 eller www.egede.dk