Kultur: Museum åbner 70'er-børnehave

Den Gamle By i Aarhus indretter en børnehave anno 1974. Den åbner i 2015, men på Facebook diskuterer pædagoger allerede ivrigt, hvordan virkeligheden så ud dengang.

Kartoffeltryk på tøjet, en lilla ble på hovedet og en Totte-bog i hænderne. Pædagoger får mulighed for at spole den indre film knap 40 år tilbage, når de i fremtiden bevæger sin ind i Den Gamle By i Aarhus. Her er museet i gang med at indrette en børnehave, som den så ud i 1974.

Det sker i samarbejde med Daginstitutionernes Museumsforening Århus. Foreningen har siden 1987 indsamlet genstande og inventar fra daginstitutioner. Netop 1974 er et vigtigt årstal, fordi institutionerne begyndte at ændre sig.

»I 1950’erne og 60’erne havde institutioner meget legetøj, som pædagoger og børn enten havde lavet selv, eller det var lavet af lokale snedkere. Efter 1974 begyndte store firmaer at rette deres produktion af blandt andet møbler og inventar ind efter institutionerne, og legetøjet købte man i legetøjsforretninger,« siger Karsten Tuft, der er lektor i psykologi på Via University College og næstformand i Daginstitutionernes Museumsforening Århus.

Tingene i institutionerne ændrede sig i høj grad, fordi indholdet og rammerne skiftede. Man gik fra, at institutioner var private og skabt af civilsamfundet, til at de blev styret af stat og kommuner, forklarer Karsten Tuft.



Del af større udstilling. Børnehaven er et af flere nye huse, som Den Gamle By åbner for at beskrive det 20. århundrede. Museet slår ned på to årstal, 1924 og 1974. Formålet er at fortælle en større historie om samfundsudviklingen. Foruden en børnehave indretter museet også lejligheder og en lægepraksis.

»Et af de mest markante træk fra 1960’erne er, at kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, og daginstitutioner for alvor kom ind i billedet. Derfor har vi længe ønsket os en daginstitution« fortæller museumsinspektør Allan Leth Frandsen.

De konkrete ting på udstillingen bliver dog mere værd, hvis man kender historien bag, mener Daginstitutionernes Museumsforening Århus.

Derfor inviterede man 40 pædagoger, der også arbejdede i institutioner i 1970’erne, til et mindemøde. Det viste sig, at de havde vidt forskellige erindringer.

»Når én fortalte, hvordan hun oplevede det, syntes de andre, at det var helt anderledes. Det afspejler, hvordan det var. Der var langt større forskellighed end i dag,« fortæller

Karsten Tuft.



Diskuterer på facebook. Forskelligheden slår også igennem på Facebook, hvor BUPL har fortalt om den kommende udstilling og spurgt pædagogerne, hvad der hører til en børnehave i 1974. Her er et lille udpluk af kommentarerne:

• Farvestrålende bånd syet på pædagogernes bukser med vidde i benene.

• Kaffe, øl og smøger. Det var, hvad der blev nydt – blandt børnene.

• Struktureret pædagogik. Rundkreds. Kalsø-sko, sandaler, støvler uden hæl. Lejrture. Besøg på Moesgård. Tur til Naturhistorisk Museum. Drenge, der med vold og magt skulle sidde og sy på en gulvklud til en pude til julegave.

• Kartofler til kartoffeltryk.

• Totte- og Lottebøgerne. Træer man måtte klatre i. Ingen faldunderlag under legeredskaber. Ingen stramme regler for, hvad man måtte have på legepladsen. Hama-perler. Ingen kostpolitik.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.