Kultur i Ghettoen; Cirkusvognen i nordvest

Den grønne cirkusvogner parkeret lige over for flaskecontaineren og til venstre for rækken med cykelstativer. På græsset foran vognen løber en stor flok børnehavebørn med armene strakt ud til siderne lige i hælene på en meget livlig kvinde med rød nederdel, grøn velourbluse, Nike-sko og bongotromme med træudskæringer.

En gråhåret dame stikker hovedet op over sine tre mørkegrønne potteplanter og kigger ned på den farverige scene, der udspiller sig to etager længere nede. Kantorparken i Nordvestkvarteret i København er ellers ikke et sted, der er forvænt med musik og farver, tværtimod står de ensartede etageejendomme og ser lidt tomme ud i blikket.

Men i dag er det grønne græs overladt til fantasien og udfoldelsen, den lille grønne cirkusvogn er igen på besøg i kvarteret. For 10. sommer i træk kører den ombyggede skurvogn rundt i Nordvestkvarteret i København og giver kvarterets unger en tiltrængt dosis kultur og cirkus.

I de sidste 10 år er Nordvestkvarteret blevet mere farverigt, men det er mest de brune nuancer, der er skudt frem. Ifølge lederen af cirkusvognen, Maren Grosen, er de mange indvandrerbørn nogle af de mest forsømte børn i Danmark hvad kulturoplevelser angår. I modsætning til middelklassens børn, der bliver slæbt i teater, biografer, museer og meget andet af både pædagoger, forældre og bedsteforældre, er mange børn i Nordvest ikke de store kulturforbrugere. Og det er bl.a. derfor, at den grønne cirkusvogn kører rundt her og ikke på Østerbro.

"Mange mennesker i kvarteret har sociale problemer, og der er mange indvandrere. Daginstitutionerne bruger ofte mange ressourcer på sprogstimulering, socialpædagogisk arbejde og andre ting, og derfor kommer de ikke så meget ud som i andre institutioner i København. Ideen er, at cirkusvognen skal give farve, spræl og glæde, der hvor ungerne bor. Den time, de er her, giver mange timers snak på daginstitutionen og derhjemme," siger Maren Grosen.

Hun sidder backstage og fortæller om cirkusvognen i en pause mellem to musikalske fantasirejser med rytmikpædagogen Lotte Tænner. Den pensionerede Ib Lander og Conny Humeniuk, der begge turnerer med cirkusvognen sætter sig også ved det røde, lettere afskallede kaffebord, og fortæller om successerne med cirkusvognen. De er alle klædt i Cirkusvognens uniform, der ligner noget aflagt fra Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band - veste pyntet med tyl, blomster, perler og meget mere.

Vognen er en del af Børnekulturhuset Sokkelundlille, der er udsprunget af projektet Den Boligsociale Indsats på Bisbebjerg, der lukkede i 2003. I begyndelsen var det tanken at skabe en permanent scene på Hulgårdsplads, men den tidligere børne- og kulturmedarbejder og idékvinden bag cirkusvognen, Janne Kjærsgaard, fandt en skurvogn "et sted på Møn" for 1000 kroner, og scenen blev til et "roadshow." Det første år nåede 400 børn at forundres, grine, hoppe og synge foran den grønne vogn, og sidste år oplevede 3500 det samme, og i år regner Maren Grosen med at slå rekorden og få besøg af 4000. Alle er velkomne, men det er oftest de lokale daginstitutioner, der kommer ned og ser gøgl, dukketeater og meget andet eller deltager i de åbne værksteder.

Cirkusvognens succes måles ikke kun i høje tilskuertal. De tre små indvandrerdrenge, der først var tilskuere og senere vendte tilbage som teenagere og optrådte og underviste i breakdance med gruppen Dans i Nordvest, er for personalet et bevis på, at deres arbejde flytter nogle grænser.

"Vi er et integrationsværktøj. Børn og voksne fra kvarteret mødes på kryds og tværs. De mødes om et fælles tredje, og det lukker nogle døre op til fantasien," siger Maren Grosen.

Hun ved, der er nogle børn i kvarteret, systemet slet ikke har fat i. F.eks. har børnene fra en egyptisk familie i perioder hængt ud ved cirkusvognen fra morgen til eftermiddag.

"De er i Egypten halvdelen af året og i Danmark den anden halvdel. De går ikke i skole, og der er ingen, der når at samle dem op," siger Maren Grosen.

En anden stor oplevelse var en gæsteoptræden af en gruppe børn fra La Paz i Bolivia. For en gang skyld kunne ungerne i Nordvest føle sig privilegeret, da børnene fra Bolivia indtil for nylig havde boet på gaden. Besøget blev en stor succes. De danske børn inviterede bl.a. gadebørnene til at spille fodbold sammen, og børnene fra den lokale klub har siden e-mailet med børnene fra Bolivia.

Ib Lander istemmer med en anden historie om succes. En dag opdagede en af kvarterets alkoholikere Cirkusvognen, og han kom hen og spurgte, om hans dreng også måtte komme over at kigge en dag.

"Et par dage efter kom han tilbage og sagde glad, at hans dreng allerede havde været i Cirkusvognen med sin børnehave. Manden havde fået noget at snakke med sin dreng om," fortæller Ib Lander.

Forestillingen begynder igen. Lotte Tænner giver den som listig kat og logrende hund, der siger goddag og hej med dig, inden hun begynder sin fantasirejse til Grønland.

"Hvad skal vi have med til Grønland?" spørger hun børnene.

Legetøj råber en dreng begejstret, som dog bliver overgået af en mere snusfornuftig pige og hendes forslag om at tage en hue med nordpå. Andre børn råber deres bud på, hvordan man pakker en kuffert til Grønland, og Lotte Tænner opfordrer dem til at lyne munden i, tænke sig godt om, og derefter lyne den op igen, når de er kommet i tanke om noget. Opfordringen foregår med et så tydeligt kropsprog, at børnene helt bogstaveligt forsøger at lyne munden i.

Herefter begynder en begivenhedsrig tur til Grønland med fly, hundeslæde og kajak og bevæbnet med guitar, bongotromme og sang. Det hele kulminerer med, at Lotte Tænner og et udsnit af Nordvests børn med tilbageholdt åndedræt nedlægger en stor flot isbjørn.

Isbjørnens skæbne kan måske også overgå Cirkusvognen, da økonomien ikke er for god. Børnekulturhusets midler går hovedsageligt til husets basale drift. Cirkusvognen skal derfor betales af pulje- og fondsmidler bl.a. fra Københavns Kommune, og som det ser ud nu, beskæres de fondsmidler, der går direkte til børnekultur. Derfor skal der findes alternative midler for at få cirkusvognen på vejen til næste sommer.

"Vi ved ikke, om vi kommer ud at køre til næste år. Og det er jeg ked af ikke mindst på de ungers vegne, vi giver en solskinsoplevelse af format," siger Maren Grosen.

Det er blevet tid til farvelsangen, der bliver sunget på knæ.

En flyver larmer fra himlen, og Lotte Tænner siger glad, "måske er den på vej til Grønland." Og en pige kigger op og siger, "Ja, i virkeligheden."