Krise i BUPL-toppen; Orden i stedet for kaos

Forhandlet magtdeling mellem fløjene i BUPL skal stoppe driften mod kaos og ødelæggelse. Arbejdsgruppe får til opgave at foreslå ny forbundsledelse

Stående på randen af noget, som med dets egne, dramatiske vendinger fører til kaos, splittelse og/eller BUPL's langsomme død har et enigt forretningsudvalg - omfattende også afgående forbundsformand Birgit Elgaard - spillet ud med et forslag, som det håber kan afværge katastrofen og genskabe orden og ny fremdrift.

Forslaget indebærer, at en arbejdsgruppe med tre medlemmer fra det siddende forretningsudvalg og fem formænd for de lokale BUPL-fagforeninger skal komme med deres bud på et nyt forretningsudvalg.

Fremgangsmåden er utraditionel. Derfor er også kravene vidtgående til den opbakning, som forslaget skal samle, hvis det skal have nogen gang på jord.

Arbejdsgruppen stiller kun et nyt hold, hvis den er enig om, hvordan det skal se ud. Er den ikke det, kommer der ikke noget forslag.

For dernæst at blive båret igennem til den ekstraordinære kongres 3. maj i Nørrebrohallen i København, skal forslaget opnå bred accept i hovedbestyrelsen. Gør den ikke det, sendes forslaget ikke videre.



Langt ude. Hovedkasserer Henning Pedersen sagde på et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i Parken i København fredag den 8. april om baggrunden for udspillet, som forretningsudvalget har givet overskriften "Kaos eller orden?":

"Vi er kommet for langt ud. Forløbet af den ekstraordinære kongres 30. marts var et nulpunkt. Siden har Birgit Elgaards beslutning om at trække sig understreget situationens alvor. Når 11 ud af 22 fagforeninger på den ekstraordinære kongres stemmer for et mistillidsvotum til Lis Pedersen som forbundsnæstformand, og når kun 55 procent af de delegerede stemmer på Birgit Elgaard som forbundsformand, så har vi på tillidsmands-niveauet med en delt organisation at gøre. Hvis vi fortsætter ad det spor, bliver den kommende ekstraordinære kongres næppe den sidste. Magtkampen vil vare ved, indtil den ene halvdel af organisationen står med "sejren". Men det bliver en sejr, som vil føre til nye magtkampe og endnu mere splittelse," pointerede Henning Pedersen.



Ren tavle. Om alternativet - forhandlet magtdeling - sagde han, at den bygger på en accept af, at der er to stort set lige store grupper i BUPL, og at magtdelingen er en måde at håndtere den øjeblikkelige ledelseskrise på, så BUPL kan komme videre.

"Vi visker tavlen ren. På den ekstraordinære kongres vil der være valg til alle syv poster i forretningsudvalget. Formålet er at få valgt en ledelse, som har opbakning hele vejen rundt, hvilket til gengæld også er en forudsætning," sagde Henning Pedersen.

Når det er fagforeningsformænd og ikke medlemmer af hovedbestyrelsen, som er udset til at deltage i sammensætningen af et nyt forretningsudvalg, skyldes det, at formændene er ledere, og at krisen i BUPL anses for primært at være en ledelseskrise.

Formodningen er desuden den, at det vil fremme sagen, hvis der bag forslaget til et nyt forretningsudvalg står en kreds af fagforeningsformænd, som har pondus, er repræsentative for bredden i BUPL og må forventes at fortsætte som formænd i den nye BUPL struktur.



Klangbund. En første pejling på, hvorvidt forslaget om forhandlet magtdeling har klangbund i BUPL-organisationen, kom på det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde 8. april. Pejlingen tydede på, at det har den.

Den gennemgående holdning var, at BUPL er havnet i en situation, som kræver resolut handling, og at et brugbart alternativ til en forhandlet og bredt accepteret magtdeling ikke er til at få øje på.

En del kritiske bemærkninger var der dog også.

Per Wøssner, BUPL Sønderjylland: "Henning Pedersen siger, at vi er kommet for langt ud. Helt enig, men havde I i forretningsudvalget bare erkendt det noget før, så var vi blevet sparet for meget. Hvis der i det nye forretningsudvalg kommer gengangere fra det nuværende, må jeg så ikke foreslå, at de får mulighed for at arbejde med deres sociale kompetencer."

Ann Dorte Graae, BUPL Vejle Amt: "Godt sagt, Per. Personligt har jeg svært ved at tro på det her. I øvrigt er der nogle formænd i arbejdsgruppen, som i dette forløb har været markante på en måde, jeg ikke kan bakke op om."

Randi Tielbo, BUPL Afdeling 2, mente, at en forhandlet magtdeling i sig selv udgjorde et demokratisk problem, som bare blev forstærket, hvis der i arbejdsgruppen kom til at sidde fagforeningsformænd med ambitioner om en egen fremtid i forretningsudvalget.



Så mange var indlæggene til fordel for forretningsudvalgets forslag om forhandlet magtdeling, at Henning Pedersen uimodsagt kunne slutte debatten med at konstatere, at et overvejende flertal i hovedbestyrelsen havde bakket op om forslaget. De sidder med nøglen

Arbejdsgruppen, som har fået som opgave at foreslå medlemmer til det nye forretningsudvalg, tæller otte medlemmer.

Fra forretningsudvalg indgår hovedkasserer Henning Pedersen, faglig sekretær Birgitte Conradsen og faglig sekretær Allan Baumann. De resterende fem medlemmer er fagforeningsformændene: Michael Egelund, BUPL Afdeling 3, Lars Christensen, BUPL Frederiksborg Amt, Bertha Langhoff Hansen, BUPL Vestsjællands Amt, Lars Søgaard Jensen, BUPL Fyn, og Henning Truelsegaard, BUPL Århus Kommune.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.