Kridt skoene eller bliv løbet over ende

Forandringer er haglet ned over pædagogernes hoveder de sidste 10-15 år. Og de er kommet fra mange forskellige sider. Fra politikernes, fra embedsmændenes, fra forældrenes, fra børnenes og fra den almindelige samfundsudviklings side. Mange interessenter har gjort deres indflydelse gældende, og forandringer i samfundet har betydet, at arbejdet i en daginstitution i dag er meget mere komplekst end tidligere. Det begyndte i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne og er taget til med rasende fart lige siden. Derfor er der ikke noget at sige til, hvis pædagogerne er rundtossede, mener Jan Kampmann, professor ved Roskilde Universitetscenter, hvor han netop er blevet leder af det nye Center for Barndoms- og Ungdomsforskning.

"Men de må hurtigst muligt samle sig, kridte skoene, udvikle en strategi, kvalificere argumenterne og forstå, at de er en del af en samfundsudvikling, ellers bliver de kørt over ende. I en periode kan man stille sig over i et hjørne, lukke skodderne, hugge hælene i, række tunge og sige, at man ikke vil være en del af udviklingen. Men det holder ikke i længden, for så sætter man sig uden for indflydelse," siger han.

Jan Kampmann mener, at pædagoger i dag ikke kun har én kerneydelse, men måske 27. Derfor skal pædagogerne skaffe sig indsigt i og beskrive alle de komplekse opgaver, deres arbejde består af. Og holde op med at insistere på, at "bare vi kunne skære alt det fra, der ikke direkte handler om børnene og gå tilbage til det, det handler om, nemlig omsorgsarbejdet og mødet med barnet". Mange pædagoger reagerer forsvarspræget over for de ting, der har foregået op gennem 1990'erne, og det kan Jan Kampmann godt forstå.

"Men jeg tror ikke, at det nytter noget. Det er ikke bare nogle idiotiske politikere, nogle mærkelige kommunalforvaltere eller nogle enkelte forældre, der er efter pædagogerne. Det er en samfundsmæssig forandring, der betyder, at daginstitutionerne er placeret på en anden måde i børns liv på godt og ondt, og det stiller nye typer af krav til pædagogerne. Sammen med uddannelserne må pædagoger diskutere, hvordan de kan kvalificere sig, så de selv er med til at formulere, hvad deres professionsidentitet skal rumme," siger han.

Daginstitutionen har fået en anden samfundsmæssig placering. Den er i højere grad blevet den uundværlige offentlige institution, som alle børn skal igennem. Det er Jan Kampmanns første bud på en forandring, der har stillet pædagogerne over for nye krav og forventninger fra mange sider.

"Fra at være en pasningsforanstaltning i samfundets øjne går daginstitutionerne i begyndelsen af 1990'erne til at blive set som en pædagogisk nødvendighed, og man udsættes for en mere offensiv holdning i forhold til indholdet. Alle børn skal i daginstitution for at blive socialiseret. Man ser daginstitutionerne som en nødvendig samfundsinstitution på linje med skolerne, og man gør sig mange flere tanker om det vigtige, der sker i daginstitutionen. Det, som børnene ikke kan undvære, og som deres civile netværk ikke kan erstatte," siger han.



Pædagogisk ekspertsystem. Og det er ikke bare det, at nogle vil gøre daginstitutionen til en del af uddannelsessystemet, mener Jan Kampmann. Det er den offentlige opdragelse, socialiseringen, der er fokus på. For det er lige så meget udviklingen af børnenes forskellige personlige og sociale kompetencer, man lægger vægt på.

"Så for mig at se er der et klart øget fokus på børn og på barndom, ikke bare fra statslig og kommunal side, men faktisk også i form af hele det pædagogiske ekspertsystem, som kommer meget mere på banen. Der bliver lavet masser af undersøgelser, som går på alt det, børn mangler og har problemer med, og som man bør gøre noget ved. Og hvem er det, der skal gøre noget ved det? Det er det offentlige opdragelsessystem, altså daginstitutionerne," siger han.



Hvad laver de egentlig. Grunden til, at man i begyndelsen af 1990'erne er så optaget af, hvad der foregår i daginstitutionerne, er en reel bekymring for, om det med moderne barndom og moderne børn nu også går godt, mener Jan Kampmann. Og så er der jo også den økonomiske interesse. For midlerne til området er eskaleret ganske voldsomt op gennem 1980'erne, uden at der er nogen, der har haft styr på, hvad de egentlig er blevet brugt til. Hvad får vi egentlig for alle vores penge, vil mange politikere gerne vide.

"Desuden presses vi til at tage ansvar for vores personlighedsdannelse. Om man er kreativ, omstillingsparat, dynamisk og hvordan man klæder sig, får høj prioritet. Det øgede fokus på det enkelte individs forvaltning af sig selv har mange forældre taget på sig, men det føres jo også videre i opdragelsen af deres barn. Så de bliver opmærksomme på, ikke bare hvad de selv gør ved det, men også hvad man gør ved det i daginstitutionerne," siger han.

Også den ændrede sammensætning af befolkningen får betydning. En høj procentdel af etniske minoritetsbørn sætter et nyt og øget fokus på de offentlige institutioner. For hvor skal integrationen foregå? Ja, det er i de offentlige institutioner, og derfor skal disse børn i institution så tidligt som muligt.

Jan Kampmann mener, at ud over disse meget brede samfundsmæssige forandringsprocesser, kan man også se, at pædagogerne selv har en interesse i at gøre arbejdet i daginstitutionerne mere synligt, fordi det er en måde at profilere sig og højne status på. Og det arbejder man også hårdt på netop fra begyndelsen af 1990'erne.

"Så alle har på hvert deres område en interesse i at sætte fokus på børn. Denne tendens kalder jeg en rationalisering af barndommen, idet vi kan se, at flere og flere børn underlægges en offentlig forvaltning og dermed nogle samfundsmæssige styringslogikker på godt og ondt. Man effektiviserer ikke kun, fordi man vil have pædagogerne til at løbe hurtigere, men også fordi der er øget fokus på, at daginstitutionen skal være den første integrationsmekanisme, som det offentlige kan sætte i værk," siger han.



Styring og kontrol. Jan Kampmann mener, der sker et brud på daginstitutionsområdet omkring 1990. På masser af områder ændrer man radikalt opfattelse og dermed også praksis. Virksomhedsplanerne, forældrebestyrelserne og i det hele taget det offentliges mærkbare interesse for at være med til at definere, hvad der foregår i daginstitutionerne, sker på det tidspunkt. Før kunne medarbejderne i høj grad selv bestemme, hvad der skulle foregå inden for institutionens vægge. Der var en stor grad af autonomi, for der var ingen, der kunne eller ville komme og bestemme noget om indholdet.

"Og det er da en af grundene til, at der i så lang en periode har været en kultur på daginstitutionerne, som var meget mere orienteret mod kollektiv eller i det mindst flad ledelse. Men i løbet af 1990'erne kræves en større grad af synlighed i styringsmekanismerne - synlig ledelse, leder og souschef i et lederteam, lederne ud af stuerne og ind på kontorerne, lederne kommer på egne kurser, hvor almindelige pædagoger ikke kommer, den megen snak om forskellen på at være uddannet og ikke at være det. Hovedstrømningen er, at nu skal der effektiviseres, der skal styr på det og kontrol over," siger han.

På samme tid ses en tendens til, at både pædagoger og forældre begynder at opfatte børnene som rationelle og fornuftige. Påvirkningen kommer fra FN's Børnekonvention fra sidst i 1980'erne, hvor der står, at børn ikke bare skal have beskyttelse og voksne, der sikrer deres udviklingsfremmende livsomstændigheder. Men nu har børn også ret til selvbestemmelse, til at ytre sig og til at deres synspunkter skal indgå i beslutninger om deres liv. Børn får mere medindflydelse, der vokser en forhandlingskultur op, som nogle senere har haft travlt med at nedgøre bagefter med, at de voksne bare var dovne og afgav enhver form for ansvar - rundkredspædagogik og den slags, mener Jan Kampmann.

"Først i 1990'erne går vi fra en relativ tydelig markering af de voksne som autoriteterne eller eksperterne, der vidste på børnenes vegne. De var lidt mangelfulde, der ikke endnu var i stand til at styre deres eget liv. Til at voksne og børn er ligestillede parter, der udveksler og forhandler med hinanden. Denne nye placering af børn er også med til at komplicere pædagogjobbet, for nogle gange skal man holde sig væk, og andre gange skal man blande sig. Det betyder, at man skal være på hele tiden og være opmærksom på, hvor børnene er lige nu, og hvad de har brug for, for at kunne agere," siger han.



Forældrene og de andre. Desuden er forældrene kommet mere på banen. De spørger mere, fordi opdragelsen også er blevet en kompliceret affære for dem. Samtidig har de fået indflydelse via forældrebestyrelserne. Så pædagogerne skal nu magte en dobbelt interaktion med forældrene. Det ene øjeblik skal de være i stand til at rumme en voksen-voksen kontakt, og det næste øjeblik står de over for nogle forældre, som anser pædagogen for at være eksperten og beder om råd angående deres barn.

"Det er en yderligere komplicering af pædagogernes arbejde, at de skal kunne rumme den dobbelthed uden at nedgøre forældrene eller sig selv. Hvordan kan de på en kvalificeret måde gå ind i forhandlinger med forældrene uden at opfatte dem som en trussel. Og i næste øjeblik på en ligeså kvalificeret måde lytte til, at de gerne vil bruge dem som eksperter, uden at de bliver lidt revanchistiske og tænker: "Så kan det være, at du kan lære det. Hold dig lige på din plads. Hvem er det, der ved noget her"," siger Jan Kampmann.



Offentlig fokus.Det tværfaglige og tværinstitutionelle er andre områder, der fylder mere og vil komme til det i større udstrækning fremover. Pædagoger kan ikke mere bare kigge på det, der sker i deres egen institution, at være i den trygge boble for både voksne og børn. For der er et offentligt fokus på, at der skal samarbejdes med skolen.

"Det betyder, at pædagogerne skal indgå i nogle forhandlinger med en anden professionsgruppe - lærerne, som de normalt har haft et meget anstrengt forhold til og haft stridigheder med om, hvem der er mest. Der stilles nu krav om, at man kan bevæge sig ud af den lejrtænkning for at kunne indgå i et fagligt kvalificeret samarbejde."

Der er også en forventning om, at man som pædagog eller som samlet institution kan kommunikere med den kommunale forvaltning. Om virksomhedsplaner, læreplaner og børnepolitik. Jan Kampmann mener, at selv om alt i høj grad foregår på lederniveau, så stiller det også krav til organiseringen og strukturen i institutionen.

"Det kræver mere viden om organisation og strukturer. Før i tiden i den kollektive eller flade struktur handlede det mere om, man havde en god kemi indbyrdes. I dag er daginstitutionen jo meget mere en organisation med hierarkiske kommandoveje, som man skal vide, hvordan man gebærder sig i," siger han.

Det er altså blevet mere kompliceret at være pædagog, end det var for 10-15 år siden. Derfor kan man heller ikke udvikle professionen, hvis man ikke i langt højere grad kombinerer den praktiske og håndværksmæssige side med indsigt i, hvad der præger det arbejdsfelt, som man er en del af. Men samtidig med, at pædagogfaget er blevet mere komplekst, er det også en profession, der på mange måder står i mudder til knæene på grund af de dårlige vilkår, pædagogerne er blevet budt i de år, hvor det er blevet stillet stadig større krav til dem. Jan Kampmann mener blandt andet, at der er mærkeligt, at det ikke er lykkedes pædagogerne at overbevise politikerne om, at de skal have tid til forberedelse.

"For nok er skolelæreres forberedelsestid ikke fantastisk, men der er dog en erkendelse af, at skal de kunne tage alt det nye med i deres undervisning, så kræver det forberedelse. Men på daginstitutionsområdet indfører man læreplaner og sætter særlige opgaver i gang, som at bryde den negative sociale arv og integrere tosprogede børn og mange andre ting, uden pædagogerne får tid til at forberede arbejdet. Det er jo fuldstændig vanvittigt, at man fra det offentlige overflytter flere og flere opgaver, som man forventer bliver løst i daginstitutionen, uden at man overhovedet gør sig overvejelser over hvilke typer af øgede ressourcer, der skal til for, at man kan påtage sig de opgaver på en kvalificeret måde," siger han.

Hvis der hverken kommer flere ressourcer til området, og pædagogerne ikke får sagt fra og til i forhold til deres professionsudvikling, så vil man, ifølge Jan Kampmann, se en yderligere kvalitetsforringelse i daginstitutionerne.

"For hvis vi tænker os, at pædagoger er lige så gode og dårlige, som de altid har været, og deres ressourcer er lige så gode og dårlige, som de altid har været, og der så kommer flere opgaver, og de i øvrigt er mere komplicerede og mere krævende, end de tidligere har været, så må der nødvendigvis ske en forringelse af den pædagogiske kvalitet," siger han.