Kommunalvalg; Kommuner afviser BUPL-kampagne

BUPL's kommunalvalgskampagne er ilde set i Sorø og i syv sønderjyske kommuner. Pjecer må ikke omdeles og plakater ikke hænge til skue for medarbejdere, børn og forældre. De lokale fagforeninger kalder det udemokratisk, og forældrene undrer sig

På tirsdag er der kommunalvalg, og BUPL har som altid sat en kampagne i gang. På badges, plakater og i pjecer slår organisationen et slag for børnepolitikken. Men otte danske kommuner har afvist valgkampsmaterialerne. I Sorø Kommune må daginstitutionslederene ikke uddele BUPL's pjece eller invitationer til debatmøder. Og i syv sønderjyske kommuner er eksempelvis BUPL-plakater blevet bandlyst fra vægge, hvor børn og forældre kan se dem.

BUPL's lokale fagforeninger kalder det udemokratisk, og synspunktet støttes af Søren B. Thomsen, der er formand i Landsforeningen af Forældre til Børn i Daginstitutioner (FOLA).

"Det er småligt af kommunerne," siger han og påpeger, at forældre til børn i daginstitutioner er meget interesserede i at diskutere børnepolitik og kvalitet i deres børns dagsintitutioner.

"Borgmestrene må jo være bange for kritik," siger han og indvender, at de måske kan blive grebet i ikke selv at have noget bud på en børnepolitik, eller også mener de, de har det.

"Og så synes de ikke, at BUPL skal blande sig," siger han.

Søren B. Thomsen påpeger, at det er almindelig kendt, at BUPL's partipolitiske tilknytning ligger til venstre for midten.

"Altså ikke mod Venstre, og måske har man tænkt, "vi skal ikke have sådan noget rødt noget hængende"," siger han.



Alssund afviser. Dog er der i de otte kommuner både eksempler på socialdemokratiske og på borgerlige borgmestre, der afviser kampagnerne. De syv borgmestre i Alssund-kommunerne kalder det "uhensigtsmæssigt" og "ikke i overensstemmelse med god etik", at forældre, der henter deres børn i daginstitutioner, bliver mødt med politiske budskaber. Også selvom materialet ikke bærer partifarve. "Enhver form for kampagne, der kan henføres til valgkamp, bør efter kommunens opfattelse ikke foregå på institutionens område", skriver Sønderborg Kommunes kommunaldirektør Alfred Holm-Petersen i et brev til institutionslederne på vegne af de syv sønderjyske borgmestre.

Over for Børn&Unge indrømmer kommunaldirektøren dog, at hverken han eller borgmestrene har set kampagnematerialet.

"Det er en principiel holdning, og vi gør det for at beskytte medarbejdere og brugere af institutionerne," siger Alfred Holm-Petersen, der dog ikke vil lege politibetjent, hvis institutionerne alligevel hænger materialet op.

"Vi anerkender, at institutionens forældrebestyrelse kan beslutte, at man gerne vil hænge materialet op," siger han.



Udemokratisk. Samlet set består kampagnematerialet af en håndfuld badges og fem streamere med påskriften "pædago' til børn" samt nogle postkort og en plakat, der opfordrer borgerne til at stemme på "politikere, som ser kvalitet i daginstitutioner som en god investering". I Asserballe Børnehave i Augustenborg ligger der kun nogle badges på bordet i personalestuen.

"Plakaten kommer nok ikke op at hænge her," konstaterer pædagog Birgit Nielsen.

For faglig sekretær i BUPL Sønderjylland Hanne Micheelsen er det et klart eksempel på, at mange institutionsledere er blevet skræmt af brevet.

"I hvert fald hører jeg, at plakater og postkort mange steder ikke bliver brugt.".

Hanne Micheelsen stiller sig uforstående over for borgmestrenes afvisende holdning og mener, at politikere i stedet skulle have taget imod materialet med kyshånd.

"Kampagnen har intet med partipolitik at gøre. Meningen er at rette borgernes opmærksomhed mod kvaliteten i daginstitutionerne og få en kvalificeret debat om børnepolitik op til valget," siger hun og kalder det udemokratisk, at politikerne lukker for debatten.



Forbudt pjece. Ikke bare i det sønderjyske, men også i Vestsjællands Amt har BUPL fået forbud mod at føre valgkampagne gennem kommunens arbejdspladser.

BUPL Vestsjælland har ikke udsendt forbundets kampagnepakke, men i stedet udformet pjecer med et konkret oplæg til børnepolitik i hver af amtets kommuner, når 23 kommuner snart bliver til syv nye.

Som den eneste kommune forbyder Sorø sine institutionsledere at omdele pjecen til forældre og medarbejdere. Sorø-lederne fik forbudet i en e-mail fra Børne- og Kulturchef Flemming Baagø.

"Som arbejdsgiver skal vi kunne stå inde for, hvad der bliver uddelt på vores arbejdspladser, og lige så vel som vi ikke uddeler reklamer fra Brugsen eller propaganda fra politiske partier, så uddeler vi ikke materialer fra en privat organisation som BUPL. Pjecen er blevet betragtet som et fagpolitisk indlæg i debatten op til kommunalvalget," siger han og understreger, at det ikke er en børnehaves eller for den sags skyld en skoles opgave at være formidlingscentral for politiske budskaber.

Pjecen beskriver børnepolitikken i de tre kommuner Sorø, Stenlille og Dianalund, der skal lægges sammen til Ny Sorø Kommune.

"Og man kommer med et forslag til, hvordan børnepolitikken skal være, og det er et politisk statement, som ikke er kommunens statement," siger han.

Han roser indholdet, men kalder BUPL's kommunikationspolitik for uprofessionel.

"Personligt synes jeg, det er et godt materiale, der er blevet lavet, men det skal distribueres på den rigtige måde. Det er kommunen, der ejer institutionerne, og BUPL skal ikke bruge kommunens arbejdspladser som posthus," siger han.



Ærgerlige forældre. Børn&Unge har talt med flere ledere i daginstitutioner, som enstemmigt siger, at de ikke ønsker at udtrykke deres holdning til forbudet, og at de som ansatte i Sorø Kommune må respektere arbejdsgiverens beslutning.

Dog melder BUPL Vestsjællands Amt om civil ulydighed.

"Vores tillidsrepræsentanter har nogle steder stået på fortovet uden for institutionens matrikel for at uddele pjecen," siger faglig sekretær Ib Marquardsen og kalder forbudet uhensigtsmæssigt og en indskrænkelse af ytringsfriheden.

Også forældrene er ærgerlige. Med Sorø-pjecen fulgte en invitation til et debatmøde om børnepolitik i Holbæk (se artiklen ved siden af). Og forældrebestyrelsesformanden i den integrerede institution Magdalene Haven i Sorø er ked af, hun første gang ser invitationen i forbindelse med denne artikel.

"Vores leder stiller op til kommunalbestyrelsen og i forældrebestyrelsen synes vi ikke, hans materiale skal ligge i børnehaven, men det her materiale ser jeg personligt ikke noget galt i at uddele til forældre. Det er jo ikke partipolitisk. Jeg tænker øv, for jeg ville gerne have været til det debatmøde," siger Helle Kayser Nielsen.

Forelagt eksemplerne fra både Sorø og Alssund-kommunerne støtter Søren B. Thomsen fra forældreorganisationen FOLA op om Helle Kayser Nielsens synspunkt.

"Jeg tror, et debatmøde om børnepolitik ville interessere mange forældre, og kan det nås endnu, vil vi i FOLA gerne være behjælpelig med at få materialet ud," siger han.

Han har selv oplevet, at en kommune har afvist at samarbejde om et projekt i Esbjerg.

"Som markering af besparelser på pasningsområdet ville vi lave en happening på Rådhuset. Vi foreslog, at institutionerne skulle tage børnene med og bruge det som en udflugt. Men kommunen rundsendte i stedet et forbud mod at deltage," siger han.

Klog af erfaring påpeger han, at BUPL i stedet for at involvere kommunen burde have sendt kampagnematerialet direkte til forældrebestyrelsesrepræsentanterne, som han gerne vil være behjælpelig med adresser på.

"Kommunen kan forbyde lederen at bruge materialet, men ikke forældrebestyrelsen," siger han.



Godt materiale. I nogle institutioner i Alssund-kommunerne har lederne taget konsekvensen af borgmestrenes brev og spurgt forældrebestyrelsen, der så har givet deres tilladelse til ophængning af plakater. Det oplyser BUPL Sønderjylland. I Sorø mener kommunalbestyrelesmedlem Anne Madsen (S) da også, at hele miseren ligger i BUPL's måde at distribuere materialet. Det er ikke et spørgsmål om indhold.

"Det er et smaddergodt materiale, så det er ærgerligt, der ikke har været en ordentlig afklaring omkring måden, det kommer ud på," siger hun, og støtter Flemming Baagø og Sorø-borgmester Ivan Nielsens (S) beslutning om at forbyde omdeling af pjecerne.

Men i Stenlille Kommune, der skal sammenlægges med Sorø, er borgmester Vagn Guldborg (V) mere liberal i både partifarve og holdning til BUPL's pjece og plakater for den sags skyld.

"Vi har slet ikke diskuteret, om vi skulle uddele materialet, og jeg regner med, det bare er sket. Jeg opfatter BUPL som samarbejdspartner. Vi beskæftiger jo BUPL's medlemmer," siger han.

Den holdning ligger til højrebenet for jurist i BUPL's ledersekretariat Ulla Nielsen. Hun påpeger, at kommunen som ejer af institutionerne er i sin fulde ret til at bestemme, hvad der omdeles til forældrene eller hænger på væggene.

"Men det er utroligt dumt af en kommune ikke at gå i dialog med BUPL omkring børnepolitik," siger hun.

"Det skal ikke være sådan, at forældrene åbner barnets rygsæk og finder pjecer fra Scientology eller diverse reklamer. Men forældre vil enormt gerne diskutere børnepolitik, og ved at lade BUPL komme med et fagligt bud på børnepasning opkvalificerer og udvider man debatten. Det kan kun være i politikernes og borgernes interesse," siger Ulla Nielsen, der er bekymret for de faglige organisationers ytringsfrihed.

"Det undrer mig, at man vælger at lukke debatten med den begrundelse, at den er fagpolitisk. Jeg ville omvendt være bekymret for demokratiet, hvis de faglige organisationer ikke ytrede sig forud for et kommunalvalg," siger hun. o



Find det landsdækkende kampagne-materiale på www.bupl.dk og søg Sorø-pjecen under BUPL Vestsjællands Amt

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.