Kommunale budgetter: Behov for skattestigninger

Den store genopretning af daginstitutionerne kommer ikke næste år. Kun 12 procent af kommunerne vil bruge flere penge på børnepasning, viser en ny undersøgelse. Samtidig forudser 13 procent af kommunerne, at de skal spare på daginstitutionsområdet.

Umiddelbart er der ikke udsigt til voldsomme besparelser i langt de fleste daginstitutioner næste år. Landets kommuner er ved at lægge budgetterne for 2008, og den første tilbagemelding lyder, at 12 procent af landets kommuner har planer om at bruge flere penge pr. barn næste år.

59 procent har tænkt sig at fastholde de nuværende udgifter, mens 13 procent i øjeblikket planlægger at skære i udgifterne pr. barn.

Det viser en ny undersøgelse af de kommunale budgetter for næste år, som Synovate Vilstrup har foretaget for fagforbundene FOA og BUPL.

Samtidig planlægger 48 procent af kommunerne at lade skatten stige for at få budgetterne til at hænge sammen.

Nanna Vestereng, der er konsulent i BUPL med den kommunale økonomi som sit arbejdsområde, fremhæver, at det ikke umiddelbart ser supersort ud i kommunerne.

"12 procent af kommunerne snakker om stigende udgifter pr. barn næste år. Knap halvdelen af kommunerne snakker om øget skat næste år. Og det er selvfølgelig positivt, for vi ved fra de andre år, at det er det, som folk vil have. De vil gerne have mere kvalitet, og de er også villige til at betale for det," siger Nanna Vestereng.

Men der er også en negativ side, advarer hun.

"Hvis halvdelen af kommunerne har tænkt sig at lade skatten stige, er det meget usandsynligt, at de kan holde sig indenfor den grænse på 750 millioner kroner, som regeringen har sat af til alle kommuner til skattestigninger. Det er trist, for vi så gerne, at skattestigningerne blev gennemført, så folk kunne få den service, de gerne vil have og betale for," siger Nanna Vestereng.

Hun påpeger, at de kommunale budgetter sandsynligvis skal igennem endnu en runde. Her går øvelsen ud på at få kommunernes samlede økonomi, herunder skattestigningerne, til at blive inden for den ramme, som KL og regeringen har aftalt.



Presset økonomi. " Vi må konstatere, at der igen i år er kommuner, der lægger op til besparelser på børneområdet. Men billedet er ikke så sort, som vi så det sidste år," siger BUPL's formand Henning Pedersen og tilføjer, at det ikke er en trøst der, hvor nedskæringerne rammer.

"Der var også nogle kommuner sidste år, hvor det gik galt. Det var lidt svært for dem at bruge gennemsnitstal til noget."

"Men mange kommuner tumler med økonomiske problemer. Den store genopretningsplan og den store kvalitetsudvikling lægges der ikke op til i de kommunale budgetter. Det bliver ikke næste år," konstaterer han.

Det er især kommunernes udtalte ønske om skattestigninger, som BUPL's formand Henning Pedersen hæfter sig ved.

"For overhovedet at kunne følge nogenlunde med og holde niveauet, så er kommunerne faktisk nødt til at hæve skatten. Den økonomiske ramme, der er lagt for kommunerne, er ikke tilstrækkelig til, at de kan leve op til den service, som de selv synes er rigtig. Så lige så snart der åbnes en lillebitte smule for, at man kan hæve skatten, så er der altså halvdelen, der vil gøre det. Der må være et kæmpebehov. Der er så meget pres på kommunernes økonomi," siger Henning Pedersen.

Han er overrasket over, at så mange vil ty til at hæve skatten, men han kan godt forstå det og henviser til sidste års massive folkelige protester mod nedskæringer på daginstitutionsområdet.

"Det, der skete sidste år, har fået mange kommuner til at tænke sig om en ekstra gang. Vi har allerede kendskab til nogle kommuner, der lægger ud med et sparemål, men hvor de prøver alt, hvad de kan, for at friholde institutions- og skoleområdet, og det tror jeg er en udløber af det, der skete sidste år.

De er godt klar over, at der kan man ikke presse citronen mere," siger BUPL's formand.



Mulighed for tilgivelse. Formanden for KL's Børne- og Kulturudvalg, Henrik Larsen (R), advarer mod at lægge for meget i undersøgelsens resultater.

"Det er altid ulempen ved at lave analyser på det her tidspunkt af året, at billedet rykker sig temmelig meget i løbet af september. Vi så sidste år, at det kan flytte sig utrolig meget," siger Henrik Larsen.

Han er spændt på, om kommunerne kan nøjes med at sætte skatten op med 750 millioner kroner, når næsten halvdelen af kommunerne har planer om at sætte skatten op.

"Jeg er jo ikke bundnaiv. Det er spændende, om vi kan holde den på 750 millioner kroner. Og det er interessant, om vi får lov til at sætte skatten op, hvis vi kommer over de 750 millioner kroner. Man kan sige det meget koldt og kynisk: Har vi ikke haft et folketingsvalg på det tidspunkt, den 15. oktober, så er chancen for at få tilgivelse større, end hvis vi har haft et," siger Henrik Larsen.

Han sidder selv i kommunalbestyrelsen i Kolding Kommune, som i øjeblikket mangler 180 millioner kroner for at få næste års budget til at gå op. Men umiddelbart er planen at friholde børneområdet for besparelser.



Gyldne løfter. Henrik Larsen medgiver, at det er svært at se regeringens kvalitetsreform afspejle sig i undersøgelsen, hvor kun 12 procent af kommunerne vil bruge flere penge pr. barn næste år.

"Men det er værd at bemærke, at alle de gyldne løfter om penge til de her ting først er kommet, efter vi har lavet regeringsaftalen," siger han.

"Det er lidt enestående at opleve, at man i begyndelsen af juni skal sidde nat efter nat ovre i KL-bygningen og prøve at være med til at støbe kuglerne til at presse finansministeren, og han vrider sig nærmest for at være med til at skaffe de sidste 50 millioner kroner. Og så en uge efter åbner han kassen med et milliardbeløb," fortæller Henrik Larsen om regeringens milliarddyre trepartsaftale.





Sådan svarede kommunerne

Hvilken realudvikling i udgiften pr. barn i dagtilbud forventes der på budget 2008 i forhold til 2007?

Stigende udgifter 12 %

Faldende udgifter 13 %

Status Quo 59 %



Hvad er jeres forventede udvikling i skatten for budget 2008 i forhold

til 2007?

Uændret skatteniveau 51 %

Øget skatteniveau 48 %

Faldende skatteniveau 1 %



75 af landets 98 kommuner har deltaget i undersøgelsen.

Kilde: Synovate Vilstrup.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.