Kommunal økonomi: BUPL: Kommunerne stjæler fra børnene

To tredjedele af kommunerne bruger ikke millionerne fra staten til forbedringer i daginstitutionerne. Tyveri, siger BUPL’s formand. Økonomiministeren løfter en truende pegefinger over for kommunerne.

To tredjedele af kommunerne lever ikke op til aftalen med regeringen om at bruge deres andel af de 500 millioner kroner, som er afsat på finansloven til at forbedre kvaliteten i daginstitutionerne og ansætte flere pædagoger. Det viser en ny BUPL-undersøgelse af de 89 kommunale budgetforslag og -aftaler, der indtil videre er indgået.

Kun 33 procent af kommunerne bruger alle pengene til forbedringer af kvaliteten og lever således op til aftalen. 28 procent af kommunerne bruger kun en del af pengene på forbedringer. Men hele 39 procent af kommunerne gennemfører slet ingen forbedringer på institutionsområdet eller sparer ligefrem.

»Det er tyveri. Man stjæler fra børnene ved ikke at bruge de afsatte penge til at forbedre kvaliteten i daginstitutionerne og ansætte flere pædagoger, sådan som Kommunernes Landsforening (KL) selv har indgået en aftale om,« siger en meget vred Henning Pedersen, formand for BUPL.



Løber fra aftale. Regeringen og Enhedslisten øremærkede sidste år 500 millioner kroner i finansloven til at forbedre normeringerne i daginstitutionerne fra 2013 og frem. Og ved kommuneforhandlingerne tidligere på året accepterede KL, at pengene skulle gå til kvalitetsforbedringer.

»Kommunerne løber fra aftalen, og det er helt klart en falliterklæring for det kommunale selvstyre. Kommunerne har et forklaringsproblem, når de ikke bruger pengene til det, som var aftalt. Regeringen må følge op og sikre sig, at de særlige midler, som afsættes på finansloven, bliver omsat i overensstemmelse med aftalerne,« siger Henning Pedersen.



Penge skal gå til børn. Jane Findahl (SF), formand for KL’s børne- og ungevalg, forventer, at kommunerne lever op til den aftale, der er lavet med regeringen om, at de 500 millioner kroner skal gå til kvalitetsforbedringer i daginstitutionerne.

Men hun mener, at det også er alt for tidligt at sige noget om, hvor budgetterne lander. For det er først nu, at de politiske forhandlinger om næste års kommunale budgetter går i gang.

»Vi kan først se det samlede billede efter den 15. oktober, men i KL har vi en klar forventning om, at pengene bruges på kvalitet i daginstitutioner. Men det er jo ikke sikkert, at det alle steder bliver til forbedringer af de daglige normeringer. Der er også andre måder at tilføre ressourcer på, for eksempel særlige inklusionspædagoger,« siger hun.



En aftale er en aftale. Også økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) forventer, at kommunerne bruger de 500 millioner kroner til at forbedre kvaliteten i daginstitutionerne. En aftale er en aftale, mener ministeren.

»Kommunerne har med aftalen med regeringen fået en oplagt chance til at vise, at de er parate til at tage det ansvar og den frihed, de selv har bedt om. Det indgår i aftalen, at vi holder øje med, om normeringen i dag­institutionerne nu også bliver forbedret, og gør status, inden vi indgår næste økonomiaftale med kommunerne,« siger hun.

Om kommunerne får pengene udbetalt på samme måde fremover, er Margrethe Vestager ikke så sikker på.

»Hvis evalueringen viser, at pengene ikke er gået til at forbedre normeringerne i daginstitutionerne, har kommunerne selvsagt et forklaringsproblem. Så må vi overveje, hvordan vi kan sikre, at pengene fremover bliver brugt efter hensigten,« siger hun.



Følg med på www.bupl.dk, og se, hvordan landet ligger, når alle aftaler er forhandlet færdig i kommunerne mandag den 15. oktober.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.