Klubberne kan rumme det hele

Klubmedarbejderne i Albertslund synes selv, at de er rigtig gode. Nu har de en rapport, der fortæller, at de samlet set er tæt på at være så gode, som de selv mener, de er.

Rapporten 'Klubpædagogik og inklusionsprocesser' tegner et billede af en kommune, hvor der er et kreativt projektmiljø på tværs af klubberne, hvor de unge møder op til aktiviteter, og hvor de tosprogede unge flokkes om de tre klubber, der er lavet til kontingentfri væresteder.

På kommunalt plan lykkes klubberne at rumme og inkludere udsatte børn og unge. Men i den enkelte klub er der ikke meget inklusion på tværs. De velfungerende børn frekventerer de traditionelle klubber, mens indvandrerne kommer i de gratis væresteder.

Samtidig er der også problemer med aktivitetspædagogikken i de traditionelle klubber. Her vokser de unge fra klubben, når de når 14-15 år - også kaldet 'udtynding'. I værestederne bevirker relationspædagogikken, at medarbejdere og medlemmer finder sammen om fælles værdier, som betyder, at unge med andre værdier har svært ved at komme ind i klubben. Det er fænomenet 'tilsanding'.



Store sociale problemer. Ifølge rapporten er resultaterne karakteristiske for klubkultur og klubpædagogik på landsplan.

Albertslund er til gengæld så langt fra karakteristisk, som man næsten kan blive. 20 kilometer vest for København ligger det, der lige efter anden verdenskrig blev projekteret som en satellitby til København. Det er Danmarks første kommune, der er 100 procent miljøcertificeret, og alle vuggestuer og børnehaver har fuld økologisk bespisning.

Kommer man til Albertslund, falder det især i øjnene, at kommunen ikke har de store betonblokke, der i forstæder som Ishøj, Brøndby, Vollsmose og Gellerup fortæller en historie om mislykket byplanlægning, ghettodannelse og en næsten uløselig arbejdsopgave for pædagoger, lærere og socialrådgivere.

Kommunen er præget af tæt-lav-bebyggelse, og rækkehuse er den dominerende boligform. Mange steder er vejene uden fortove. Fodgængerne er henvist til byens omfattende stisystem.

Men 61 procent af boligerne er almene boliger, og forstadsidyllen dækker over, at Albertslund på sin vis er den kommune i Danmark, der har de største sociale problemer.

Kommunens socioøkonomiske indeks er landets højeste med 1,81 - gennemsnittet ligger på 1,0. Det socioøkonomiske indeks er et nøgletal, der viser kommunens udgiftsbehov på det sociale område i forhold til andre kommuner. Indekset bruges, når kommunerne gennem udligningsordningen omfordeler penge fra de rige til de fattige kommuner.

"Det er mærkeligt, at Albertslund ikke er på forsiden af aviserne ligesom Nørrebro, men det eksploderer ikke på samme måde herude. Det skyldes meget klubmedarbejderne, der er så engagerede i de unge, at de unge selv kommer til dem," siger Hans Luther Madsen, leder af klubberne i Albertslund.



Engagement. Søren Langager, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og en af forfatterne til 'Klubpædagogik og inklusionsprocesser', blev overrasket over, hvor højt engagementet var blandt klubmedarbejderne i Albertslund.

"De interview, vi lavede, afspejlede en meget høj grad af nærmest personlig interesse i, hvordan det gik de unge. Det er positivt, men det er også et hårdt pres på en profession at skulle og ville gå så tæt på," siger Søren Langager.

For klubleder Hans Luther Madsen er engagementet et nøglepunkt i rapporten.

"Jeg er stolt af at have medarbejdere, der i den grad vil de unge, uanset hvor de er henne. Det er helt ufatteligt. De ser det ikke bare som et fritidstilbud. De går virkelig ind og blander sig i de unges liv på den rigtige måde," siger han.



Berlinmuren. Albertslund Kommune er delt i to. Midt igennem byen skærer Roskildevej sig. 'Berlinmuren', har folkeviddet døbt vejen, der både er en social og en pædagogisk skillelinje.

Nord for vejen bor middelklassen. Her kommer de velfungerende børn i klubber, der med et væld af spændende tilbud bekender sig til aktivitetspædagogikken. Syd for Roskildevej bor de socialt udsatte og de tosprogede. Her bekender medarbejderne sig til relationspædagogikken i klubber, der er lavet om til væresteder uden kontingent.

På medarbejderplan er kommunen også delt i to, fortæller Hans Luther Madsen:

"Der er højest en håndfuld af pædagogerne fra nord, der kan arbejde i syd. Og omvendt."

På grund af den delte by ventede der Hans Luther Madsen noget af en opgave, da han i 2002 begyndte som leder af klubberne i Albertslund. Dengang var der 10 klubber, der alle havde det samme budget pr. medlem, uanset at nogle af klubberne i syd havde et væsentligt mere belastet klientel end klubberne i nord.

Hans Luther Madsen indførte et system, hvor de rige klubber i nord overførte penge til de hårdt prøvede klubber syd for 'muren'. Han kalder organiseringen for en 'EU-struktur', hvor der er stor selvstændighed i den enkelte nation, men der er fællesskab om ting, der går på tværs af grænserne.

Med den fælles klubstruktur har han også skabt en pulje på tre millioner kroner, som alle klubber kan søge tilskud fra, primært til større udviklingsprojekter. Hver klub betaler efter evne til puljen. De største klubber med færrest udsatte unge betaler mest, mens nogle små klubber med mange udsatte slet ikke betaler.

Sidste år blev 350.000 kroner fra puljen brugt til at finansiere rapporten 'Klubpædagogik og inklusionsprocesser'.

Den fælles struktur og værestederne har skabt grobund for inklusion, så klubberne tilsammen kan rumme alle slags børn og unge, vurderer klubleder Hans Luther Madsen.



Udtynding. Selv om klubberne er blevet bedre til at arbejde sammen hen over Roskildevej i 'et kreativt projektmiljø', som rapporten kalder det, så er pædagogikken stadig delt op. Og både aktivitets- og relationspædagogikken har problemer indbygget i deres praksis, mener lektor Søren Langager.

Han peger på den polske sociolog Zygmunt Baumans skelnen mellem æstetiske og etiske fællesskaber. De almindelige aktivitetsklubber, der henvender sig til almindelige unge, er æstetiske fællesskaber, siger Søren Langager.

"Man samles om en fælles interesse, og når den interesse ikke er der længere, så laver man noget andet. Du har nok at lave i din fritid, og så handler det om, hvorvidt klubben er mere attraktiv end andre tilbud," siger han.

I de klubber sker der en udtynding, når medlemmerne bliver ældre.

"Når de bliver ældre, får de andre interesser, og fritidstilbuddet ligger stadig på samme matrikel, i samme rum, med samme aktivitetstyper, og så vokser de ud af klubben," siger Søren Langager.



Tilsanding. Værestedernes relationspædagogik har et helt andet udgangspunkt, fremhæver Søren Langager.

"Det drejer sig om at komme de unge i møde, få fat i dem, og vejen til det går gennem gode relationer. Det gælder om at have et godt personligt forhold, og der igennem opstår muligheden for at lave noget sammen," siger han.

Den type pædagogik skaber etiske fællesskaber, og det giver andre problemer.

"Når man arbejder med relationsfællesskaber, arbejder man også med værdifællesskaber. Relationerne bygger på, at man får samme værdier, samme rollemodeller, og det betyder, at man i klubben værdimæssigt er tilbøjelig til at lukke sig om sig selv. Man etablerer sine egne normer, værdier og det gode fællesskab, som gør det vanskeligt for andre at komme ind i klubben," siger Søren Langager.

Han kalder fænomenet 'tilsanding'.



Skarpe skel. Det skarpe skel mellem aktivitets- og relationspædagogikken er blevet diskuteret og kritiseret af medarbejderne, blandt andet for at være alt for rigidt i sin opdeling.

Søren Langager medgiver, at man på sin vis ikke kan have det ene uden at have det andet.

"Hvis man er sammen i fællesskabet, giver det ikke nogen mening at være sammen uden at være sammen om noget. Og i aktivitetsklubberne er det klart, at hvis man er aktiv omkring noget, så opstår der også relationer. Så begge ting er til stede, men der er forskellig dynamik, der karakteriserer klubben og klubbens pædagogiske attraktion," siger Søren Langager og påpeger, at rent analytisk vil der være en tendens til, at en klub vil trække i enten den ene eller anden retning.

"Men når man kigger på det ud fra en pædagogisk synsvinkel, så er man tilbøjelig til at have en idealistisk forestilling om, at de to ting må fungere på samme tid sammen. Det er et at problemerne i pædagogisk praksis, at man vil have det hele med uden at ulejlige sig med at finde ud af, hvilke dynamoer der præger udviklingen i klubben," siger Søren Langager.



Et almindeligt liv. På grund af den analyse har Hans Luther Madsen revideret sin opfattelse af pædagogikken. Tidligere mente han, at det ene ikke udelukkede det andet. Nu påpeger han, at klubberne har forskelligt klientel, og derfor skal de arbejde med forskellige pædagogiske metoder.

"Men vi skal arbejde med begge metoder i begge slags klubber. Derfor skal vi også styrke den kulturelle del i syd. Det er ikke nok at have tætte relationer, de unge vil også have et almindeligt ungdomsliv. De vil også lære at spille guitar, og de vil også godt blive bedre til fodbold," siger Hans Luther Madsen.

Udfordringen ligger dér for alle klubber i hele landet, siger Søren Langager:

"Hvordan kan vi systematisk og pædagogisk udvikle det gode mix mellem aktivitets- og relationspædagogikken?" spørger han.

Svaret må den enkelte klub finde.



Mødested på tværs. Traditionelt har klubpædagogikken defineret sig ved at have til opgave at sørge for, at de velfungerende og de udsatte kunne mødes i klubben. Derved skulle eksemplets magt hjælpe de udsatte på ret kurs. Søren Langager fremhæver netop den opgave.

"For vores samfunds kulturelle udvikling er det afgørende vigtigt at have et institutionsområde, som har til opgave at være mødested på tværs af kultur og alder. Klubområdet er det eneste område i dag, hvor folk har mulighed for at mødes på tværs," siger Søren Langager.

Den opgave bliver ikke løst i Albertslund. "Klubberne som helhed står relativt svagt med hensyn til at udgøre et mødested mellem etniske danske børn og unge og indvandrere/efterkommere", står der i rapporten.

Hans Luther Madsen er helt på det rene med, at klubberne ikke formår at blande de unge.

"Det er, ligesom dengang Olufsvej kæmpede mod Randersvej. Man søger sammen med dem, man bor sammen med og er rod sammen med. Og det ærgrer mig, at det lige går på etnicitet, men jeg tror i hovedsagen, at det er af sociale grunde. Det er de tosprogede, der er mest udsatte her," siger Hans Luther Madsen.

Han påpeger, at kommunen har en spredningspolitik, hvor de tosprogede skal gå i forskellige skoler spredt ud over kommunen.

"Vi kan bare konstatere, at de er fuldstændig splittet op i fritiden. Der er stort set ingen, der har venner på tværs af etnicitet," siger han.

Han glæder sig til gengæld over, at inklusionen og integrationen lykkes, hvis man ser på kommunens klubber som helhed.

"Og vi har sat fuld turbo på fælles aktiviteter, så de mødes der. Og det er med færre og færre konflikter," fremhæver han.

Et eksempel er Klubbernes Dag, hvor alle klubberne en gang om året mødes til fælles aktiviteter. De første år endte det altid i ballade, slagsmål og et halvt års mental oprydning i kølvandet.

"Men de seneste to år har der ikke været en eneste konflikt. Nu er der endelig etableret et miljø, hvor begge parter kan være trygge," siger Hans Luther Madsen.



Nytænkning. Søren Langager mener, at det er nødvendigt at nytænke ungdomsklubben, hvis klubben skal være et mødested for alle unge. Som det er nu, er frafaldet stort i overgangen til ungdomsklub. I Albertslund går 46 procent af børnene fra 7. klasse ikke i klub. I 8. klasse er 65 procent faldet fra. Det er udtynding i praksis. De unge vokser simpelthen fra klubbernes aktiviteter.

Et bud på en udviklingspolitik for ungdomsklubberne er ifølge Søren Langager at gøre op med traditionen for glidende overgange, som ellers er kendetegnende for hele institutionsområdet.

"Når de unge kommer op i 13-14 års alderen, så er der behov for et brud. Man skal arbejde med at lave et skel mellem fritidsklub og ungdomsklub," siger Søren Langager, der mener, at det også er nødvendigt at forsøge sig med at etablere ungdomsklubberne i helt andre lokaler, så bruddet bliver tydeligt for de unge.

Men det rejser selvfølgelig nogle spørgsmål, påpeger han.

"Hvordan kan du skabe mødesteder i klubregi, hvor netop de forskellige grupperinger af unge får mulighed for at mødes, uden at de bliver tvangsgift? Hvad skal der til for at gøre det attraktivt at mødes på trods af, at der kommer nogle fra de andre klubber," spørger Søren Langager.

"Hvem siger, at pædagogik skal være nemt," tilføjer han.



Fakta om rapporten

"Klubpædagoggik og inklusionsprocesser- Klubberne i Albertslund" af Søren Langanger, Maria P. Krogh og Annemarie Højmark, Danmarks pædagogiske Universitetsskole.