Klubber åbner for handicappede

Fritidsklubber kommer i stigende grad til at skabe tilbud til børn, der adskiller sig fra flertallet. Det sker i takt med, at folkeskolerne opfylder det politiske krav om at integrere børn med særlige behov i den normale undervisning.

Det vurderer blandt andre Michael Thøgersen, der leder Sct. Georgs Gårdens Klub i Roskilde.

"En inkluderende skole betyder, at folkeskoler får elever, som i dag hører til på skoler i amterne. De børn får vi også ind i klubberne," siger han.

Selv har Michael Thøgersen haft psykisk udviklingshæmmede børn fra 4. klasse og op efter i klubben siden 1997. De går i klubben sammen med 70 andre medlemmer.

"For tre år siden oprettede en anden klub i kommunen et lignende tilbud, og om to år gør en tredje klub formentlig det samme, så udviklingen er i fuld gang. Vi ved dog ikke, hvad politikerne gør, når Roskilde bliver slået sammen med sine nabokommuner," siger Michael Thøgersen.

Kommunalreformen fører utvivlsomt til flere lokale fritidstilbud til handicappede børn, vurderer chefkonsulent Jan Dehn fra Børne- og Kulturkontoret i Kommunernes Landsforening.

"Kommunerne får ansvar for flere handicappede børn, end de har i dag, og flere undersøgelser viser, at udsatte børn bliver mere udsatte af at blive placeret uden for normalområdet. Derfor presser vi på for at få kommunerne til at skabe større rummelighed i både folkeskole og fritidstilbud," siger Jan Dehn.

Alle børn vil dog ikke kunne rummes i normaltilbuddene.

"Der er en naturlig grænse for, hvor handicappede børnene kan være. Det afhænger af det enkelte barn," siger Jan Dehn.



Handicappede er en gevinst. Klub Piraten i Søborg har et tilbud til børn med autisme eller autistiske træk, og det betragter leder Jolanta Maurin som en klar gevinst i forhold til arbejdet med de normale børn.

"Vi kan godt fortælle børnene, at de skal lære at tage hensyn til dem, der har det svært. Men de forstår det bedre, når vi har børn i huset, som ikke magter at modtage mere end én besked ad gangen, som bliver frustreret, hvis urene ikke går helt ens, eller som nogle gange reagerer ekstra voldsomt, hvis de kommer i en konflikt."

De første autister begyndte i Piraten for seks år siden. I øjeblikket er der syv af dem i klubben, og det er et passende antal, mener Jolanta Maurin.

"Hvis gruppen bliver for stor, risikerer vi, at den kommer til at fungere som en selvstændig enhed i klubben. Med syv - højst otte - autister - kan vi integrere dem i mange aktiviteter sammen med de andre børn," siger hun og understreger, at aktiviteterne ikke skal foregå på de svageste præmisser, for så bliver de andre børn bare sure på dem.

"Det er ikke de normale børn, der skal være som autisterne, men omvendt. Der er dog grænser for, hvad handicappede kan være med til. Det må man gøre sig klart."

Selv om autisme findes i mange varianter, er Jolanta Maurin glad for, at de syv i Piraten trods alt har samme slags handicap, fordi de forstår hinandens problemer og reaktioner og kan drage omsorg for hinanden. Men uanset hvor mange børn en klub har, bør højst syv-otte af dem være handicappede, vurderer hun. Derfor vil det være godt, hvis flere klubber åbner for psykisk udviklingshæmmede.

"Jeg kommer fra Polen, hvor man lukker handicappede inde på klostre. I Danmark møder vi dem på gaden, og der er ingen tvivl om, at samfundet bliver ved med at kræve rummelighed i skolen og på arbejdspladsen. Derfor må vi som institutioner også tage vores tørn."



Ud af sandkassen. Ved siden af 80 børn i fritidsklubben og 55 i ungdomsklubben har Tranbjerg Fritids- og Ungdomsklub syd for Århus ti unge mellem 14 og 21 år med forskellige former for empatiforstyrrelser. Nogle har DAMP, andre Aspergers syndrom, og andre igen er småt begavede.

Uanset årsagen er de ikke i behandling i klubben, understeger pædagog Aase Hultberg. Alligevel er der tale om en særlig pædagogisk udfordring.

"Vi får dem fra SFO, hvor de er vant til at søge nedad og lege med de mindste børn. Men hos os er det at lege med biler et overstået kapitel. Vi prøver at sparke dem fra lege i sandkassen til et ungdomsliv ved at udnytte deres interesser. Hvis de for eksempel er glade for biler, læser vi bilblade med dem, søger efter biler på internettet og går på biludstilling. Vi vil ikke sende en 21-årig ud med en legetøjsbil i hånden," siger hun.

Pædagogerne bruger også megen tid på at iscenesætte de unge.

"Jeg spiller gerne pool med en af de unge, men de skal ikke altid være afhængige af os voksne, så efter et spil eller to siger jeg til min modspiller, at nu skal han spille med en af de andre drenge under påskud af, at jeg lige skal noget andet," siger Aase Hultberg.

De ti unge har deres egne lokaler, som bliver kaldt Basen. Her kan de finde den ro og overskuelighed, de har brug for. Men der er stor forskel på både deres interesser og intellektuelle niveau, så klubben i Tranbjerg samarbejder med klubber, der har unge med tilsvarende problemer.

"De har ikke en kammerat om nabohjørnet derhjemme, men ved at samle dem sørger vi for, at de kan mødes med ligestillende. Det profiterer mange af dem af," siger Aase Hultberg.

Alle kommer ud af huset, men det kræver omtanke.

"Vi har været ude at bowle med hele flokken, men nogle bliver skøre af larmen fra kuglerne og lysene, der blinker, så det er ikke en ubetinget succes. Det betyder ikke, at vi er holdt op med at bowle, men vi forklarer den enkelte, hvorfor han eller hun ikke skal med. Det kan de som regel godt forstå, når bare der bliver sat ord på. Så kan de godt huske, at bowlingturen ikke var så rar."



Lige børn leger bedst. Selv om de psykisk udviklingshæmmede i Tranbjerg har deres egen base, færdes de over hele klubben og laver aktiviteter sammen med klubbens 10-14-årige børn.

"De spiller måske billard sammen engang imellem, og de kan også løse praktiske opgaver sammen. For eksempel har vi lige været på skitur, hvor de var på blandede hold alt efter, hvor godt de står på ski. Men venner og veninder bliver de aldrig. Vi er rummelige, alle har ret til at være her, og børnene skal behandle hinanden ordentligt, men vi har ingen intentioner om, at Per og Poul skal være kammerater. Lige børn leger nu bedst," siger Aase Hultberg.

I Roskilde benytter 17 udviklingshæmmede børn og unge sig af tilbuddet i Sct. Georgs Gården. Nogle er hjerneskadede fra fødslen, andre har en kromosomfejl, og andre igen har forskellige former for epilepsi. Den oprindelige tanke var, at de i høj grad skulle integreres med de andre børn i klubben, men det er ikke lykkedes, erkender Michael Thøgersen.

"Erfaringen har vist, at udviklingshæmmede børn har det bedst i hinandens selskab. Også fordi de kender hinanden fra skolen, hvor de går i en specialklasse. Der foregår integration, men vi er ikke så ambitiøse som i starten. Nu handler det mere om, at der skal være plads til alle," siger Michael Thøgersen.

Både i Roskilde, Søborg og Tranbjerg er der ansat pædagoger til specielt at arbejde med de handicappede børn og unge. Normeringen er bedre end til de normale børn, men driftsbudgettet følger ikke altid med.

"Vi har 30.000 kroner til at gøre noget særligt for vores 17 børn. De har vidt forskellige handicap, og derfor har de brug for vidt forskellige tilbud, så det er ikke ret mange penge," siger Michael Thøgersen.