Klar ved tasterne. BUPL-A dropper brevene

BUPL’s A-kasse vil fra 1. november udelukkende kommunikere digitalt med medlemmerne. De sparede portopenge kan bruges på mere medlemsservice.

Fremover skal ikke mindst ledige pædagoger, som tegner sig for størstedelen af kommunikationen med BUPL-A, ikke længere hente breve om møde­indkaldelser eller påmindelser i postkassen. Fra 1. november 2014 skifter BUPL-A nemlig alle brev­udsendelser ud med digitale meddelelser i e-Boks.

Det sker samtidig med, at Lov om Offentlig Digital Post træder i kraft, og som betyder, at alle danske borgere over 15 år får posten fra offentlige myndigheder og virksomheder digitalt. Kun hvis man har særlige handicap eller ikke har adgang til en pc, kan man beholde papirposten fra det offentlige.



Sparer portoen. Det er frivilligt, i hvilken udstrækning private virksomheder og organisationer vil benytte sig af loven, men for BUPL-A er det naturligt at gøre som det offentlige. Ikke mindst fordi der er mange penge at spare. En brevudsendelse koster BUPL-A cirka 8 kroner pr. brev i porto, papir og brevhåndtering. Til sammenligning koster en meddelelse i e-Boks kun 2,50 kroner stykket.

»Omlægningen betyder, at a-kassen kan spare 5 kroner pr. brev, og det bliver til cirka 500.000 kroner om året. De penge kan vi i stedet bruge på medlemsservice på anden vis,« siger Lasse Bjerg Jørgensen, der er hovedkasserer i BUPL og formand for BUPL-A.

Han henviser til, at a-kassen har en forpligtigelse til at bruge medlemmernes penge så samvittighedsfuldt og effektivt som muligt.

»BUPL-A er fortsat den billigste a-kasse, pædagoger kan være medlem af. Mens lønninger og priser stiger i resten af samfundet, har vi siden 2007 holdt prisen i ro. Det vil vi gerne blive ved med at kunne,« siger han.



Gør det allerede. Digitaliseringen berører især BUPL’s knap 4.000 arbejdsløse medlemmer. Og de bruger i forvejen internettet til at kommunikere med både jobcenteret og a-kassen, når de skal melde sig ledige, oprette et CV, ansøge om dagpenge, udfylde dagpengekort, melde sig syge eller søge barselsdagpenge eller sygedagpenge.

»Derfor bliver det mere og mere oplagt at lægge den øvrige del af vores kommunikation over i et digitalt format,« siger Lasse Bjerg Jørgensen.

I resten af BUPL er meget af kommunikationen også blevet digital. Men nogle breve er fortsat værd at sende ud som brev, siger Lasse Bjerg Jørgensen.

»Vi sender stadig en brevpakke som velkomst til nye medlemmer, og i den anden ende af medlemsforløbet vil vi fortsat sende en rykker til et medlem, der ikke har betalt sit kontingent. Her giver et brev mest mening,« siger han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.