Jeg elsker rytmik

I Vuggestuen Mindegade i Århus er planlagte aktiviteter ikke noget, der foregår hver dag. Pædagogikken er, at det enkelte barn er i centrum, og at barnets behov skal følges. Så ofte opstår aktiviteter og lege spontant alt efter, hvad børnene har lyst til, og hvad der kan lade sig gøre. Men pædagogerne synes, at rytmik er så vigtig for børnenes udvikling, at det vil de gerne kunne tilbyde - også selv om det bryder ind i en dagligdag, som ikke er lagt an på strukturerede forløb.

Pædagogerne mener ikke, at de er gode nok til selv at håndtere tromme og guitar, og derfor har de valgt at købe ekspertisen udefra. Musikpædagog Helle Hunø har efterhånden lavet rytmik i tre forløb á otte gange i vuggestuen, så både børn og voksne ved, hvad de går ind til, når der står rytmik på programmet.

»Vi bruger Helle til at give os og børnene inspiration og til at være den, der står for det. Hun styrer forløbet, og så skal vi være dem, der viser gejsten og lysten til at lave rytmik og sørge for, at det hele forløber godt. Når vi har en ekspert til at lave rytmik, og vi bare leger med, betyder det, at vi kan se vores børn bedre. Hvor er de

motorisk, og hvordan fungerer de med hinanden?« Siger pædagog Gunhild Bjarnason.

»Vi har været angste for instrumenterne, for ikke at kunne styre det. Nu har vi indrømmet, at det kan vi altså ikke. Selvfølgelig er der nogle pædagoger, der kan lave rytmik selv. Men vi kan ikke, så det bliver så udbytterigt, som det vi får, når Helle kommer,« siger leder Susanne Nielsen.

»Hvis man ikke har rimelig mange færdigheder inden for rytmik, så tror jeg, at det er svært at komme i gang uden at have en udefra, der kommer ind og sætter gang i den. Det er jo også lidt af et kursus for os det her. Vi har da fået mange ideer og bruger det på andre tidspunkter, især sangene synger vi ind imellem,« siger pædagog Jette Hessellund.



Vi kan se børnene. Inspirationen fra Helle Hunø har faktisk betydet, at pædagogerne ikke mere er så bange for at bruge instrumenterne sammen med børnene. Og selv om de ikke tager dem frem hver dag, bliver der ikke kaos, når det sker.

»Vi nyder det nu, for det er ikke kun høje lyde, det er også at se børnene more sig. Man lærer at differentiere lydene, så efter et stykke tid kan man rent faktisk høre, at et barn lige pludselig laver en fed rytme. Den her måde at gøre det på har også betydet, at vi har set nogle andre sider af børnene. Nogle af dem, som vi forestillede os ville stå midt på gulvet og spille luftguitar, har faktisk siddet ovre under reolen i lang tid, før de ville deltage. Men det har vi jo også tid til at tage os af, når Helle tager sig af underholdningen,« siger Susanne Nielsen.



Et vigtigt tilbud. Pædagogerne synes, at det er vigtigt at tilbyde børnene fysisk udfoldelse, og det gør de også på mange andre måder end den arrangerede rytmik. Men de er efterhånden blevet lige så glade for de planlagte forløb som børnene.

»Og det er selvfølgelig, fordi vi tillader os at være, hvor vi er. Vi skal ikke tænke på de andre børn og voksne, og hvad de laver. Vi kan koncentrere os om at være med til rytmik. Og det er da utrolig dejligt at få lov til det i hele tre kvarter til en time,« siger Jette Hessellund.

»Det er vigtigt, at vi hengiver os til rytmikken, for vi er jo modeller for børnene. Og sidder vi og ligner en død sild, så animerer det ikke dem til at deltage. Det må da være fedt for vores børn at se, at vi også kan rive os løs og være i "det andet rum", som Helle kalder det,« siger Gunhild Bjarnason

»Vi indgår i det her på samme måde som en bedstemor, der spiller kort med sine børnebørn. Hun spiller for at vinde, hvor vi som forældre ofte spiller for at få tiden til at gå. Den overgivelse eller en hengivelse, som vi kaster os ind i det her med, gør, at vi er ligeværdige med børnene,« siger Susanne Nielsen.



Tilbud til kompetente børn. Pædagogerne synger meget i hverdagen, hvad enten de har én tone i livet eller tyve, og de digter mange spontane sange om, at "nu venter vi på maden" eller noget andet. Men når Helle Hunø er der, er det omkostningsfrit ikke at kunne holde rytmen eller synge, for hun gør det, så det lyder godt.

»På det personalemøde, hvor Helle kommer og viser os, hvad hun vil lave med børnene, har vi jo siddet og trommet og grinet af hinanden, når vi ikke kunne holde calypso-rytmen. På den måde har vi været "til grin" for hinanden, så det er tilladt at være mindre god til rytmik,« siger Gunhild Bjarnason.

»Det er svært at holde rytmen og synge samtidig, det kan jeg bare ikke. Det er enten eller. Jeg skulle virkelig have et meget langvarigt kursus for at lære det, men hvorfor skulle jeg det, når Helle kan, og jeg kan bidrage med noget andet,« siger Jette Hessellund.

Og pædagogerne i Vuggestuen Mindegade er så glade for, at der kommer én udefra, at de har overvejet at få andre eksperter ind, der kan noget kreativt, som de også gerne vil tilbyde børnene. Susanne Nielsen mener, at i øjeblikket er pædagoger bange for at afbryde alle de kompetente børn, der befolker institutionerne, med noget, der måske ikke er så relevant, som det børnene selv finder på.

»Vi kunne engagere en kunstner eller et andet kreativt menneske. Så vidste vi, at hver tirsdag er der dækket op ved bordene til noget kreativt, og igen ville vi være fri for at skulle komme med ideerne og styre ret meget. Det kunne være en måde for pædagogerne at komme på banen igen at gøre det, vi gør her. Fordi det er én udefra, der leverer det kreative, kan vi være sammen med børnene på en mere nærværende måde, end hvis vi selv skulle levere varen.«