Jamen jeg har jo ikke slået hende

Smerten var uudholdelig for Vivi Koch. Den fireårige pige hang fast i hendes underarm med tænderne. Hun måtte bare have pigen til at slippe. Der lød et klask. Det var lyden af Vivi Kochs hånd, der ramte den fireårige piges bare hud på hoften. Pigen slap sit bid - og Vivi Kochs liv havde forandret sig for altid.

Det er nu over tre år siden, episoden fandt sted i børnehaven Humlebien i Holeby på Lolland, hvor Vivi Koch arbejdede som støttepædagog. Vivi Koch er mødt op i Østre Landsrets imposante bygning for langt om længe at få afsluttet den sag, der har formørket hendes liv.

Landsretsdommerne skal tage stilling til, om Holeby Kommune (som nu er en del af Lolland Kommune) var i sin gode ret til at bortvise Vivi Koch efter episoden - og om kommunen håndterede bortvisningen efter reglerne.

Umiddelbart har Vivi Koch ikke dårlige kort på hånden, for da BUPL på hendes vegne trak kommunen i byretten i Maribo, var dommen entydig: Bortvisningen var uberettiget, og Vivi Koch fik 130.436,43 kroner i erstatning. De 30.000 kroner var kompensation for ugyldig bortvisning. Resten var løn, feriepenge og pension i den opsigelsesperiode, hun på grund af bortvisningen aldrig fik. En dom, som kommunen valgte at anke til landsretten.



Grænsesøgende pige. Østre Landsret ligger i Frederiksstaden i København. Tæt på Amalienborg og Marmorkirken. Den 300 år gamle bygning forlener domshandlingerne med en vis autoritet, som bliver understøttet af de traditioner, der knytter sig til landsrettens virke: Såvel dommere som advokater bærer sorte kapper. Tonen er høflig, man er De's med hinanden. Og man rejser sig, når de tre dommere træder ind i lokalet. Sådan skal det være, når lov og ret står på spil.

Vivi Koch er nærmest krumbøjet af nervøsitet og bekymring, da retssagen går i gang.

Efter advokaternes fremlæggelse af sagen skal Vivi Koch endnu engang forklare og gennemleve, hvad der skete torsdag den 11. marts 2004 i Humlebien.

Dengang havde Vivi Koch været støttepædagog for en fire-årig pige i lidt over en måned. Pigen har sandsynligvis en mindre hjerneskade med føtalt alkoholsyndrom og bor hos plejeforældre.

Hun kan være grænsesøgende i sin adfærd og kan finde på at bide og slå, men det har ikke givet nogle problemer for Vivi Koch, som har været pædagog i 24 år. Hun kommer rigtig godt ud af det med pigen.



Biddet bliver ved. Men den torsdag formiddag går det galt. Vivi skal skifte pigen ude på et af toiletterne i Humlebien. Pigen bliver skiftet stående, men da Vivi med højre arm rækker ned med bleen, bider pigen hende. Hårdt.

Vivi får armen fri og giver pigen besked på at lade være med at bide. Derefter fortsætter hun med at komme den nye ble på. Pigen bider igen.

"Det gør så afsindigt, hvinende ondt," forklarer Vivi Koch i retten.

Og hun kan ikke få armen fri. Biddet bliver ved, og til sidst klasker hun barnet på den bare hofte for at slippe fri. Barnet holder op med at bide.

"Da jeg hører det klask, bliver jeg meget chokeret. For jeg er ikke vant til at slå et barn," fortæller Vivi Koch.

"Og jeg har ikke ville slå pigen. Det var ikke for at straffe hende," tilføjer hun.

Barnet græder ikke efter slaget. Og det virker til, at tilliden mellem voksen og barn er intakt.

Men Vivi Koch er chokeret og går efter hjælp. Hun finder Humlebiens leder, Lene Nielsen, og forklarer, hvad der er sket.

Hun siger, at hun har slået pigen. Det ordvalg har hun fortrudt mange, mange gange siden.

"Jeg tænkte overhovedet ikke på, at jeg sagde noget forkert," siger Vivi Koch til Børn&Unge i dag.

"Jeg syntes selv, at det var en rigtig dum situation, jeg var kommet i. Jeg ville have, at der var en, der skulle overvære det, jeg gjorde," siger hun.



Afstraffelse. Hun giver pigen ble på, klæder hende på og sender hende ud på legepladsen.

Sammen med lederen kører Vivi Koch derefter ind til kommunens pædagogiske konsulent, Ulla Lomborg. Her fortæller en meget oprevet Vivi Koch selv, at hun har slået pigen. Og at hun ikke længere kan være pædagog, fordi hun har slået.

Ulla Lomborg skønner, at støttepædagogen, som hun er leder for, har brug for psykologisk krisehjælp. Men samtidig vurderer hun også, at Vivi Koch ikke kan fortsætte som støttepædagog i kommunen.

I sin chokerede tilstand opfatter Vivi Koch, at Ulla Lomborg siger: "At slå er at slå, og det bliver man fyret for i Holeby Kommune."

Men Ulla Lomborg vil også bortvise Vivi Koch.

"Umiddelbart så jeg ingen grund til at betvivle Vivis ord. Hun brugte selv de ord (at slå, red.). Hvis der ikke er et slag, så ville hun ikke være så oprevet," fortæller Ulla Lomborg i Østre Landsret. Hun betragter slaget som en afstraffelse af den lille pige.

Derfor får hun personaleafdelingen, der i Holeby Kommune består af én person, til at udfærdige en bortvisning. Vivi Koch nægter at underskrive. Det ser så hårdt ud, det, der står på papiret, synes hun.

Med en bortvisning får Vivi Koch ikke den partshøring, som hun har krav på. Ved en bortvisning skal kommunen nemlig sikre sig, at sagen er tilstrækkeligt belyst, ligesom den, der skal bortvises, skal have mulighed for at forklare sig.

I dag undrer Vivi Koch sig over, at hverken Ulla Lomborg eller leder Lene Nielsen ville se sagen fra hendes side. Der var ingen af dem, der kiggede på Vivi Kochs højre arm, hvor der var to tydelige mærker efter pigens kraftige bid.

"De gik kun op i, hvad det skulle munde ud i," siger Vivi Koch til Børn&Unge.

Det er tydeligt, at hun også tvivler på, om de tre landsretsdommere har forståelse for, hvad der er sket. Efter at Vivi Koch har givet sin forklaring i retten, er der en kort pause. Hun bliver siddende forstenet på sin plads, mens alle andre går ud. Vivis datter lægger armen omsorgsfuldt om sin mor.

"Jeg har jo ikke slået hende," hvisker Vivi Koch fortvivlet og knytter hænderne i afmagt.



Depression. Dagen efter biddet bliver bortvisningen leveret med anbefalet post. Vivi Kochs tid som støttepædagog i Holeby Kommune er forbi. Hun får ikke lov til at sige farvel til den lille pige.

"Det var ikke retfærdigt overfor hende, men det var heller ikke retfærdigt overfor mig. For jeg knyttede mig til hende og var ved at lære hende at kende. Jeg ved, at hun var glad for mig, og jeg var også glad for hende," siger hun.

For Vivi Koch er det begyndelsen på en hård tid.

"I første omgang turde jeg ikke snakke med nogen om det, for jeg følte mig lidt flov over det, der var sket. Uden at jeg egentlig behøvede at være flov. Jeg vidste ikke, om folk ville tro, at det var rigtigt," siger Vivi Koch.

Sagen får også alvorlige følger for hendes humør.

"Jeg fik en depression, og jeg tager stadigvæk medicin," siger Vivi Koch.

Det får betydning for familien.

"Især min mand har måttet leve med, at jeg har været meget langt nede. Han siger, at jeg har forandret mig. Men om det er på grund af medicinen, ved jeg ikke," siger Vivi Koch, der har været sygemeldt lige siden.



Tilbage til en børnehave. Hun er blevet lovet et fleksjob, og lige nu er hun i praktik to dage om ugen i en social virksomhed, hvor fysisk og psykisk udviklingshæmmede arbejder med blandt andet at pakke bagepapir og smørrebrødspapir.

"Så jeg skal pakke nogle af de ting, som de har stoppet i poser. Og snakke med dem. Der er tid til, at vi kan snakke sammen, samtidig med at der er en produktion. Det er et meget, meget godt sted," fortæller Vivi Koch.

Hun er også i en ungdomsgruppe med fysisk og psykisk udviklingshæmmede på 17-25 år.

"Jeg er der kun som en ekstra person, men jeg er sammen med de unge mennesker som pædagog. Det har jeg været meget glad for. Personalet er enormt flinke, og jeg har fået stor støtte af dem," siger hun.

Hun har overvejet at prøve noget helt nyt, men i første omgang har hun bedt om et fleksjob i en børnehave.

"Det er jo der, jeg har mine faglige kompetencer. Og det er der, jeg helst vil arbejde. Men jeg kan ikke arbejde på fuld tid, fordi jeg har et belastningsproblem. Jeg kan ikke klare stresset og pressede situationer."

Men hun håber, at hun igen kan overkomme at arbejde som pædagog.

"Jeg var faktisk meget glad for mit arbejde - og stolt af det," siger Vivi Koch.

Men hun aner ikke, om hun kommer til at få et normalt arbejde igen.

"På nuværende tidspunkt kan det ikke lade sig gøre. Jeg må prøve at se, hvordan det bliver at komme ud et sted og afprøve mig selv. Foreløbigt er det meget få timer," siger Vivi Koch og tilføjer:

"Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle ende mit arbejdsliv på den her måde. Det havde jeg ikke."



Der er nuancer. Vivis sag er berammet til at vare to dage. På den sidste dag er kun advokaternes procedure på programmet - og så en kendelse.

Advokat Christian Clasen, der repræsenterer Lolland Kommune, lægger vægt på at overbevise retten om, at bortvisningen var berettiget.

"Det var ikke en afværgehandling," siger han og påpeger, at retten må betragte slaget som en afstraffelse.

"Ellers er der ingen grund til, at hun siger, at der er sket noget forfærdeligt," fremfører han.

BUPL's advokat Michael Berner, der taler Vivi Kochs sag, fremfører, at Vivi Koch var nødt til at beskytte sig selv. Og at hun viste omtanke, fordi hun ikke rev armen til sig

og lod barnet falde ned på gulvet. Ligesom han fremhæver, at barnet ikke græd bagefter.

Dommerne trækker sig tilbage for at votere. Det tager kort tid. Så kommer de ud igen. Landsretsdommer Ina Steincke siger:

"Vi har voteret. Der er enighed. Byretsdommen stadfæstes."

Advokat Michael Berner blinker til Vivi Koch. Hun har vundet. En stille tåre presser sig ud i øjnene, og Vivis datter lister over med et par kleenex.

"Selvfølgelig må man ikke slå, men der er flere nuancer," siger landsretsdommer Ina Steincke og fremhæver, at dommerne opfattede det sådan, at Vivi Koch som led i at komme fri slog ud og ramte barnet.

"Men kommunen har haft en vis føje til at tro, at barnet blev slået," medgiver landsretsdommeren. Hun fremhæver, at Vivi Koch, da hun blev bortvist, ikke havde mulighed for at modsige kommunens opfattelse - og altså ikke fik en reel partshøring.

Dermed får Vivi Koch nu løn i hele opsigelsesperioden. Og en økonomisk kompensation på 30.000 kroner for den ugyldige bortvisning og den manglende partshøring.

Bagefter får Vivi Koch travlt med at ringe til familie og venner for at fortælle om det glædelige udfald. Hun er lettet over, at dommerne troede på hende.

"Det er en kæmpe præmie at have fået, at blive troet på," siger hun og fremhæver, at såvel hendes familie som BUPL har støttet hende og troet på hende hele vejen igennem det tre år lange forløb.

"Jeg kan næsten ikke tro, jeg har vundet. Jeg plejer aldrig at vinde noget," udbryder hun.





Derfor er dommen så vigtig for pædagogerne



Ifølge Michael Berner, advokat i BUPL, vil afgørelsen i Østre Landsret få betydning for pædagoger i hele landet.

"For første gang har vi en afgørelse, der er prøvet både i byretten og landsretten. Så nu ved vi, at BUPL har haft ret, når vi har påstået, at der var et område for lovlig magtanvendelse også i institutioner på normalområdet," siger Michael Berner og henviser til, at der på døgnområdet er et magtanvendelsescirkulære efter serviceloven. Men der er ikke noget tilsvarende på daginstitutionsområdet.

"Det har forledt nogle kommuner til at udøve helt uproportionale sanktioner, hvis en ansat har brugt nødvendig magt for at bringe helt uholdbare situationer til ophør. Det helt uholdbare kan være, hvis barnet er ved at gøre skade på sig selv, på andre børn, eller på den voksne. Eller hvis barnet anretter stor materiel skade. Så er det i orden, ved vi nu, at sætte sin krop bag et indgreb," påpeger Michael Berner.

"Det ændrer ikke ved, at vi stadig efterlyser regler på området. Men vi står ikke i samme grad med hatten i hånden. Nu kan vi sige, at vi har et ikke nærmere defineret lovligt rum for magtanvendelse i daginstitutionerne," siger Michael Berner.

Han glæder sig også over, at rettens afgørelse viser, at kommunerne skal følge spillereglerne ved bortvisning, så den, der påtænkes bortvist, har ret til en partshøring og til at få sagen ordentligt belyst.

"Arbejdsgiverne havde forsøgt at komme igennem med, at de forvaltningsretlige regler ikke skulle gælde i den her situation. Det kom de ingen steder med. Det var meget fint at få det på tryk," siger Michael Berner.