Jagten på støvet: Hvor kommer det fra?

Støvet er enhver husmors, husfars og allergikers skræk. Men hvor kommer de uendelige mængder af stof fra? Videnskab.dk giver svaret.

Støv er en ubekvem evighedsmaskine: Det kommer, man tørrer af, det kommer igen, man tørrer af, og sørme om det ikke kommer igen!

Aldrig nogensinde holder det op. Kun kost, støvsuger og klude hjælper, men aldrig særligt længe. For skidtet kommer igen. Men hvor i alverden kommer alt det støv og alle de nullermænd og -koner fra?

Videnskab.dk, som Børn&Unges redaktion er ivrig læser af, er gået på jagt efter svaret. Det finder Vivi Shlünssen, som er ph.d. i arbejds- og miljømedicin. Hun forsker blandt andet i andet organisk støv på Aarhus ­Universitet og gør rede for de klassiske ingredienser i støv. Og det er ikke specielt lækkert: Det er typisk en skøn suppe af hud fra mennesker, små sandkorn, rester fra planter, pollen, hunde- og kattehår samt partikler fra cigaretrøg og stegeos. Alt sammen enten skabt af mennesker eller slæbt ind af mennesker og deres husdyr.

Forskeren forklarer, at det er grunden til, at der er mindre støvet end normalt, når vi vender hjem fra en uges ferie. Men løse partikler fra planter og huset selv hvirvler dog rundt i luften hele tiden. Derfor er vores hjem aldrig helt støvfrie – desværre.

Da mennesket selv er hovedproducent af støvet, er der naturligvis mest støv i rum, hvor vi opholder os meget.

»Som regel dannes der meget mere støv i soveværelset end i de andre rum,« fortæller Vivi Shlünssen, som forklarer det med, at vi ligger hele natten og drysser hudceller ned i sengetøjet. Det er således et mekka for støvmider, som lever af den hud, som de finder i støvet. Ifølge Vivi Shlünssen er det støvmidernes ekskrementer, som støvallergikere ikke kan tåle.



Ekstra info om støv

• Der skal ikke stå bogreoler i dit soveværelse, for de er svære at støve af. Og der er i forvejen rigeligt med støv.

• Generelt er husstøv ikke farligt, men det kan irritere luftvejene og nedsætte vores velvære.

• Forskerne diskuterer, om børn kan bo for rent. Nogle mener, at det er usundt for børn at vokse op i for rene hjem, fordi de får for få mængder mikroorganismer og derfor har større risiko for at udvikle astma og allergi senere. Andre mener, at det er noget vås.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.