Islam i vuggestuen; Jeg har altid vidst, at jeg skulle dække mig til

Det er sådan en sensommerdag, hvor vejret ikke kan finde ud af, hvilket ben det skal stå på. Den brede trappe foran indgangen til den selvejende institution Åkanden i Charlottenlund når aldrig helt at tørre, før et nyt regnskyl plasker den til igen

I sandkassen på legepladsen ved siden af den gamle patriciervilla sidder en ung kvinde klædt i lilla fra top til tå. Hendes hår er dækket af et lilla slør, og en lang, lilla kjole dækker hendes krop, så kun hænderne er synlige. Ved siden af hende leger tvillingerne Fillipa og Harry på tre år i det våde sand.

"Hvorfor har du egentlig det der lilla noget på hovedet," spørger en forbipasserende pige.

"Det er, fordi jeg ikke vil vise mit hår," siger kvinden.

Pigen kigger lidt.

"Det lyder da fjollet," siger hun så.

"Det er også for at passe på mit hår, så jeg ikke får lus," fortæller kvinden.

Pigen står og kigger lidt. Så smiler hun og går videre. Svaret har stillet hende tilfreds.



Svært at forstå for børnene. 32-årige Bushra Naseem blev ansat som vuggestuepædagog i den integrerede institution Åkanden i 2007. Siden har hun ofte måttet svare på spørgsmål om det tørklæde, som hun har båret i tre år.

Forklaringen med, at tørklædet beskytter mod lus, giver Bushra Naseem ofte til de mindre børn i institutionen, når de spørger til hendes hovedbeklædning.

"Nogle af børnene er for små til at forstå det med religion. Hvis de store børn spørger, forklarer jeg, at det ifølge min tro kun er min mand, som må se mit hår. Jeg prøver at gøre det kort og simpelt, for religion kan jo blive ret kompliceret for små børn," fortæller hun.

Ingen af børnene i institutionen, der ligger i den rigeste del af Danmark, har muslimsk baggrund, og alle Bushra Naseems kolleger er 'gammeldanskere'.



Familien overrasket. Bushra Naseem kom til Danmark som otteårig. Hendes far, som havde boet i Danmark i en årrække, fik godkendt familiesammenføring, så Bushra Naseem, hendes mor og to yngre brødre tog flyet fra Pakistan til København. Siden ankomsten til Danmark er to yderligere brødre kommet til.

Bushra Naseems mor går ikke med tørklæde, og i den del af Pakistan, hvor familien kommer fra, er det heller ikke normen at bære det tætte slør, som Bushra Naseem bærer i dag. Hendes forældre blev derfor overraskede over datterens beslutning.

"Min far blev stolt. Han syntes, det var fint, hvis det var det, jeg ville. Men min mor var bange for, at jeg ville gøre tingene sværere for mig selv ved at gå med tørklæde. Mine forældre har jo altid gerne villet, at jeg skulle have så nem en tilværelse som muligt," siger hun.



Tørklædet er det rigtige. Muhammedkrisen og den debat om islam, som fulgte i kølvandet på krisen, medførte, at Bushra Naseem begyndte at fokusere mere på sin muslimske baggrund. Hun kom i kontakt med nogle stærkt religiøse muslimske kvinder, og sammen begyndte de at gå til foredrag om islam. Hendes beslutning om at iføre sig tørklæde var en forlængelse af hendes øgede fokusering på religion.

"Jeg har altid vidst, at jeg skulle dække mig til, men det bekymrede mig ikke før. Men efter at der skete så meget med profeten, og efter der opstod alle de problemer, har jeg læst meget om islam og påklædning. Og jeg vidste jo godt, at det var det rigtige at gå med slør," siger hun og fortæller, at hun et år tidligere var begyndt at bede de fem gange om dagen, som muslimer ifølge koranen bør.

Bushra Naseem føler, at hendes liv er blevet lettere, efter at hun er begyndt at gå mere op i sin religion.

"Det er blevet meget nemmere med hensyn til, hvad man må, og hvordan man i det hele taget skal opføre sig," siger hun.

For tre måneder siden gik hun et skridt videre med sin religiøse påklædning. Der begyndte hun at gå med den muslimske klædedragt, den såkaldte jilbab, der er en frakkelignende lang tunika.



Slut med kvindekampen. Til at begynde med var Bushra Naseems kolleger meget nysgerrige i forhold til tørklædet. Det har hun tacklet med at være åben og svare på de spørgsmål, som kom.

"Det er et valg, jeg har taget, og det virker, som om folk godt kan forstå det. Måske havde det været anderledes, hvis jeg havde været meget indadvendt eller ikke havde været god til dansk. Eller hvis jeg gik med det, fordi min familie sagde, at jeg skulle, eller fordi jeg var blevet gift," vurderer hun.

Hun har været ude for, at hendes kolleger direkte har kommenteret hendes påklædning.

"Der har da været nogle kolleger, som har sagt 'tag det af, du er jo meget pænere uden', eller at det er gammeldags. Men de tilhører jo den generation, som har kæmpet for frigørelsen, så jeg kan godt forstå dem. Men jeg har ikke brug for de kampe mere. Nu har jeg fundet mit," siger hun bestemt.

Hun er overbevist i sin tro og stiller ikke spørgsmålstegn ved de regler, hun lever sit liv efter.

Den feministiske fortid. Da Bushra Naseem var yngre, havde hun selv feministiske holdninger, og hun har blandt andet skrevet et essay til bogen 'Nu er det nok - så er det sagt' for Kvindeligt Selskab (nu Selskab for Ligestilling).

Men i takt med at hun har taget islam mere og mere til sig, har hun lagt sine feministiske holdninger på hylden.

"Som religiøs kan man ikke være feminist. Manden og kvinden har forskellige roller i samfundet, vi kan være ligeværdige, men ikke ens," siger hun.

Danske kvinders karriereræs får også en kommentar med på vejen.

"Det virker lidt, som om danske kvinder prøver at være manden, de ikke kan være. Og så kan det komme til at halte derhjemme, fordi både hun og han skal have karriere, og så har de ikke tid til børnene. Det er bedre at acceptere det, man er, i stedet for at prøve at være noget andet. Gud ved godt, hvilke roller man skal have," siger Bushra Naseem, som føler, at hun er blevet klogere, i takt med at hun er blevet ældre. Og at hendes livsstil og holdninger i dag er de rigtige for hende.



Fremtid og familie. For to år siden blev Bushra Naseem gift med en pakistansk mand, som hun havde kendt i fem år. I øjeblikket studerer han til IT-ingeniør i Australien. Han er glad for hendes beslutning om at bære slør.

"Han er ikke stærkt religiøs, men han er født og opvokset i Pakistan, hvor folk dækker sig mere til, så han er glad for min beslutning om at gå med tørklæde. Han havde nok været irriteret, hvis jeg stadig gik klædt, som jeg gjorde, da jeg var yngre," fortæller hun.

Bushra Naseem vil gerne have børn, og til den tid regner hun med at sætte sit virke som pædagog på stand by. Men hun vil stadig holde sig i gang.

"Jeg har tænkt mig at gå hjemme de første to år ad gangen sammen med de børn, jeg skal have. Og så vil jeg ellers gerne holde nogle foredrag og videreuddanne mig. Det er for kedeligt bare at gå hjemme hele tiden," siger hun.

Familien skal dog ikke være afhængig af hendes økonomi.

"Ifølge islam er det manden, der er forsørgeren," fortæller hun.



Fjendsk debat. Tørklædedebatten er et fast punkt på mediernes dagsorden. Senest har De Konservative fået debatten til at eksplodere med et forslag om forbud mod burkaer. I sommerferien markerede Dansk Folkeparti sig med udtalelser om, at det burde være forbudt for offentligt ansatte, heriblandt pædagoger, at bære tørklæde på arbejde.

Hvis sådan et forbud skulle blive en realitet, er Bushra Naseem klar til at tage konsekvenserne.

"Så skal jeg ikke bo i Danmark. Hvis det bliver så fjendsk, at folk ikke må gå med tørklæde offentligt, så sender man kraftigt signal. Og så ville jeg ikke have lyst til at bo her," lyder det bestemt.

Hun har ikke meget til overs for folk, som mener, at hun er undertrykt, fordi hun går med tørklæde.

"Så ved de ikke bedre. De vil ikke acceptere, at man godt selv kan vælge at gå klædt sådan her. Der er ikke nogen, som skal pådutte mig noget. Det har jeg været for gammel til længe," tilføjer hun så efter en kort pause.



Islam i institutionen. Bushra Naseem beder fem gange om dagen. Det betyder, at hun må gå til bøn i arbejdstiden.

"Før bad jeg derhjemme, og det var egentlig nemmere, men man skal bede på de faste tidspunkter," siger hun.

Og når sådan et tidspunkt presser sig på, er hun nødt til at forlade børnene.

"Det er ikke sådan, at 'i det her sekund, skal jeg bare gå hen og bede'. Men det ligger cirka inden for en times tid, hvornår jeg skal gøre det," fortæller hun.

En bøn tager omkring fem minutter, og bedetæppet ligger i garderobeskabet, hvor det er nemt at få fat på.

Bushra Naseem har ikke et fast bedested, men hendes bøn passer som regel med, at børnene i vuggestuen sover udenfor, og i den tid kan hun bruge den tomme vuggestue.

Arbejdet med børnene kan også ses i en religiøs sammenhæng, fortæller Bushra Naseem.

"Ifølge islam bliver man myndig, når man er 12 år. Så i mine øjne er alle børn jo i princippet muslimer, indtil de bliver 12 år. Derefter tager de selv deres valg," siger hun.

Hun føler, at hendes fokus på islam har gjort hende mere tålmodig med børnene. Samtidig påpeger hun, at hendes religion indtil videre ikke har haft indflydelse på måden, hun varetager arbejdsopgaverne på.

"Men måske kommer jeg på et tidspunkt så langt i min proces, at jeg stopper som pædagog og vælger at lave noget andet," siger hun og kigger ud i luften i et par sekunder.

"For det føles da lidt underligt at sidde og give børnene leverpostejmadder ..."



Ekspert: Tørklæde styrker begrebssansen

Lektor Christian Horst fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) vurderer, at mødet med en omsorgsperson iført tørklæde kan gavne etnisk danske børn senere i livet.



Hvis en pædagog valgte at iføre sig burka på jobbet, ville fagfolk, der beskæftiger sig med børn og pædagogik, formentlig løfte en advarende pegefinger.

Men sommerens ophedede politiske debat om, hvorvidt offentligt ansatte, herunder pædagoger, må bære tørklæde, får dem ikke op af stolen. Tværtimod.

Christian Horst, lektor på DPU's Institut for Pædagogik og ekspert i flerkulturelle samfund, kender ingen undersøgelser, som viser, at det har pædagogisk indflydelse på institutionsbørn, hvis muslimske pædagoger går med tørklæder.

En stor del af kommunikationen mellem mennesker foregår gennem aflæsning af ansigtsudtryk. I den sammenhæng kan tildækning af ansigtet være genstand for en pædagogisk diskussion, vurderer Christian Horst.

"Men hvis man kan se pædagogens ansigt, mener jeg ikke, at det i sig selv har nogen effekt rent pædagogisk. Hverken positivt eller negativt," siger han.



Styrker børns indsigt. Mødet med en muslimsk pædagog iført tørklæde kan dog være med til at styrke begrebssansen hos børn, som ikke normalt har kontakt med muslimske indvandrere.

"Jo mere kompleks repræsentation, der er i institutionerne i forhold til samfundet omkring dem, og jo bedre kompleksiteten fortolkes ind den pædagogiske institution, jo bedre bliver børnene rustet til mødet med virkeligheden," fortæller Christian Horst og påpeger, at børnene kan trække på disse erfaringer senere i livet.

"Vi arbejder med børn og kompleksitet for at give børnene begreber, redskaber og erfaringer til selv at opbygge bredere personlige vurderinger og for at undgå stereotyper, som kan forføre dem," påpeger han.



Tolkning er vigtigere. Rent pædagogisk er tørklædet ikke interessant, vurderer Christian Horst. I stedet bør man fokusere på, hvordan de voksne omkring børnene forholder sig. Børns opfattelse af omverdenen bliver påvirket af den måde, de voksne tolker verden på for dem.

"Det afgørende er, om forældre og institution udtrykker tillid til den pågældende person, som ser anderledes ud. Det behøver man ikke at italesætte. Man italesætter for eksempel heller ikke kønnet og siger, at kvinder har et bedre omsorgsgen end mænd og derfor automatisk er bedre pædagoger," påpeger han.





Dansk Folkeparti: Forbud tørklædet nu



Dansk Folkeparti har gentagne gange talt for et forbud mod, at offentligt ansatte bærer tørklæde. Senest i sommer var der heftig debat om, hvorvidt en muslimsk kvinde i hjemmeværnet måtte bære den omstridte hovedbeklædning.



Partiets leder, Pia Kjærsgaard, påpeger, at forslaget om tørklædeforbud også omfatter pædagogerne, selvom hun er positivt stemt over for muslimske kvinder i pædagogfaget.

"Jeg synes helt bestemt, det er godt, at muslimske kvinder tager en uddannelse som pædagog. Men det er ikke rimeligt, at de bærer tørklæde, når de arbejder," siger hun.

Ifølge Pia Kjærsgaard er tørklædet et symbol på kvindeundertrykkelse. Hun mener ikke, at et forbud vil være et indgreb mod muslimske kvinders ret til at gå klædt, som de selv ønsker.

"Det handler ikke bare om at klæde sig, som de har lyst. At gå med tørklæde er helt klart kulturelt betinget. I Danmark går kvinder ikke med tørklæde, og de er ikke undertrykte," siger hun.



Ekspertudsagn er 'vrøvl'. Pia Kjærsgaard har ikke meget til overs for lektor Christian Horsts udtalelser til Børn&Unge om, at mødet med muslimske pædagoger iført tørklæde kan styrke etnisk danske børns begrebssans og deres evne til at vurdere det komplekse samfund omkring dem.

"Meget vrøvl har jeg hørt, men det her er i hvert fald det værste," siger hun.

Pia Kjærsgaard mener ikke, at institutionsbørn skal vende sig til at se muslimske kvinder med tørklæder. Tilvendingen skal gå den anden vej.

"Børn skal ikke forholde sig til, at 'nu er der så sandelig også pædagoger i deres institution, som bærer tørklæde, for så får børnene nok en bedre tilgang til det omgivende samfund'. Det er at vende tingene på hovedet. Det bør være de kvindelige muslimske pædagoger, der får en naturlig tilgang til det danske samfund ved at lade være med at bære tørklæde," påpeger hun.



Ministeren takker nej til forbud. Pædagogernes minister, indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V), vil ikke støtte et forslag fra Dansk Folkeparti om tørklædeforbud for pædagoger.

"Jeg vil ikke medvirke til at lave centrale regler for eller imod tørklæder hos pædagoger," fastslår hun.

Ministeren har fuld tillid til, at institutionslederne selv kan håndtere opgaven med at ansætte velfungerende pædagoger, uden at der fra politisk side fastsættes regler for deres påklædning.

"Tørklæder, kors om halsen eller piercinger afgør ikke, om man er en god pædagog. Og det er jo det, som en arbejdsgiver skal fokusere på," påpeger hun.