Isdronningen og heltebarnet

Anne Gormsen, 60 år, så ikke sig selv som alkoholiker. For hende var en alkoholiker en mand, der sidder på en bænk og tisser i bukserne, mens klyngen af grønne flasker hober sig op ved siden af ham. Udefra var det heller ikke nemt at se, at Anne Gormsen drak alt for meget rødvin og tog piller. Hun var en nydelige kvinde med job som viceskoleinspektør på en skole,

boede i et pænt og nydeligt hus i en lille provinsby på Sjælland, havde en Mercedes i garagen og deltog aktivt i det lokale, sociale liv. Hendes to døtre var også pæne og nydelige, og ingen havde mistanke om, at både mor og døtre havde massive problemer.

Det havde de heller ikke selv.

Anne Gormsen troede, hun havde styr på det hele. Hun fattede ikke, at den daglige cocktail bestående af et par flasker rødvin og seks til otte kodymagnyler var et egentligt misbrug. Hendes datter, Christine Horn, 36 år, har måttet skrive historien om en god barndom om. For senere har hun opdaget, at livet i hendes familie var som at deltage i en "sæbeopera", og at hun har fået mange ar på sjælen. Hun vidste ikke, at grunden til, at hun var den stille, pæne pige, der altid lavede sine lektier, men sjældent deltog aktivt i undervisningen, havde direkte forbindelse til morens drikkeri. Heller ikke, at hun blev alt for tidligt voksen, fordi hun altid traskede i hælene på moren for at hjælpe til og få anerkendelse.

Den pæne overflade krakelerede, da Anne Gormsens daværende mand fik frakendt kørekortet for spirituskørsel. Hun søgte hjælp på hans vegne på et dagbehandlingscenter, men til sin store overraskelse beholdt de hende i stedet for. Dermed begyndte en lang vej ud af misbrug og medafhængighed for hele familien.

Års behandling har betydet, at både mor og datter nu kan snakke frit - og med humor - om årene med misbrug, om svære følelsesmæssige problemer, om at lægge låg på problemerne og om kampen for at få et naturligt og sundt mor/datterforhold.

Anne Gormsen har nu været ædru i otte år og er i dag misbrugsbehandler i Fredericia Kommune. Hun er flyttet efter Christine Horn og hendes familie til Fyn. Christine Horn har uddannet sig til pædagog, er gift for anden gang og har tre børn.

Sammen har de opbygget et lille firma, som tilbyder foredrag med deres personlige historier. Deres vigtigste budskab er, at alkoholisme er en sygdom, som hele familien kommer til at lide af.

"Derfor nytter det ikke kun at sætte alkoholikeren i behandling. Der skal gives tilbud til resten af familien, for alkoholisme og den adfærd, som misbrugeren har, smitter," siger Anne Gormsen.



Bænken ind i stuen. Udadtil var Anne Gormsen nærmest den perfekte kvinde. Indadtil så det helt anderledes ud. Et følelsesmæssigt kaos, lavt selvværd, ensomhed, stort forbrug af mænd - og altså også af rødvin og piller.

"Jeg har været i et misbrug i omkring syv år, men jeg har drukket i mange flere år, hvor det også har været et problem for børnene. Men det kunne jeg ikke se. I og med at de var forholdsvis store, da jeg begyndte at drikke, regnede jeg ikke med, at de tog skade," siger hun.

Anne Gormsen har altid følt sig anderledes og forkert. Men hendes børn skulle ikke have den følelse. Da hun blev skilt fra deres far, knoklede hun for at sørge for, at de ydre rammer var i orden.

Men inde bagved var der kaos. Et kaos, som ingen opdagede,

fordi hun kunne passe sit arbejde og først åbnede en flaske rødvin

om eftermiddagen. Og kun, hvis hun ikke skulle til møde om aftenen.

"Jeg organiserede en masse fester, og jeg kan se nu, at det var mig, der drak det meste. Jeg elskede at rydde op efter festerne, for så kunne jeg tømme alle sjatterne. Det strejfede mig ikke en eneste gang, at jeg havde et problem, for min egen definition af en alkoholiker var jo ham nede på bænken. Men jeg havde bare taget bænken med ind i stuen."

Senere tilsatte Anne Gormsen seks til otte kodymagnyler om dagen til rødvinen - en cocktail, der virker som heroin - så hun var faktisk narkoman. Hendes misbrug omfattede også mænd, som hun var sammen med og smed ud, inden de kvittede hende. Mænd, der alle også havde et misbrugsproblem.

Men med den tredje ægtemand synes hun, at drikkeriet tog overhånd. Hans drikkeri. Hun fik tid hos en behandler på et dagbehandlende hjem til ham. Først her gik det op for hende, at hendes misbrugsproblem var mindst lige så stort som hans. Hun var i behandling i seks uger og har ikke drukket i de otte år, der er gået siden.

"I dag kan jeg jo godt se, hvor meget fornægtelse jeg har siddet i. Jeg kunne ikke mærke mine egne følelser, og derfor gav jeg mig selv navnet "Isdronningen". Mine forældre formåede ikke at give mig selvværd, så jeg følte, at jeg var i orden. Det var et tilfælde, at alkoholen blev mit stof. Det kunne have været hvad som helst. Jeg kunne ikke magte livet, jeg kunne ikke holde mig selv ud, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så anderledes og forkert. Men når jeg drak og tog piller, fik jeg det meget bedre, for så mærkede jeg ikke alt det negative," siger hun.



Alt for tidlig voksen. Anne Gormsen opdagede ikke, at især hendes ældste datter Christine havde det dårligt. Et besøg hos skolepsykologen blev forklaret med skilsmissen, som hun tog tungt. At hendes problemer også stammede fra morens misbrug, var ingen klar over.

"Juleaften, til andre højtider og fester oplevede vi, at min mor fik for meget og kammede over. Så kom alle de ubehagelige følelser op til overfladen. Men hverdagen var ikke præget af angst og en mor, der lå stankdrukken på sofaen," siger hun.

Christine Horn har et billede af sig selv som pigen, der gik lige i hælene på sin mor og gjorde alt det, hun gerne ville have og lidt til. Hun skulle hun helst have et klap på skuldrene, ellers var det ikke godt nok.

"Jeg var et rigtigt heltebarn, som gjorde alle de rigtige ting, og var meget tidlig alt for ansvarlig og kontrollerende. Jeg var klar over, at der var noget, der skulle holdes øje med og dæmpes ned. Sådan fandt vi vores roller i familien, men fordi det var ubevidst, har det haft store omkostninger," siger hun.

Da Christine Horn fik sin første barn som 21-årig, fik mor og datter hele tiden konflikter. De var ofte uvenner og holdt pauser fra hinanden i lange perioder. Ingen af dem var klar over, hvad det handlede om. Først da Anne Gormsen kom i behandling og indså, at hun var alkoholiker, gik problemets omfang op for resten af familien. Efter et stykke tid kom Christine og hendes lillesøster i familiebehandling.

"I en uge var vi sammen med andre pårørende. Og det var for vildt. Vi blev gjort opmærksom på, at hele familien blev påvirket af vores mors misbrug, og det overraskede mig. Det gik op for mig, at det godt kunne være, at min mor havde et problem, men det havde vi også. På den ene side faldt det hele på plads, og der kom ord på årsagen til alle vores konflikter. På den anden side blev alt kaos, for hele mit billede af min barndom og min egenforståelse røg sig en tur," siger hun.



De andres behov. Efter mange års behandling og op- og nedture lever Anne Gormsen godt som ædru alkoholiker. Hendes to døtre har forliget sig med, at de var mindst lige så syge som deres mor, for de var medafhængige. Christine Horn har i flere omgange benyttet sig af selvhjælpsgrupper for pårørende. Hun har også været i terapi for at finde ud af, hvad hun skulle stille op med al den sorg og smerte, hun havde lagt låg på.

"Mange har spurgt mig, hvorfor jeg ikke også blev alkoholiker. Men det var ikke mit stof. Da jeg boede i København, flygtede jeg ind i aktiviteter. Jeg så et hav af teaterforestillinger, og der var ikke den slags dans, jeg ikke gik til. Jeg havde rygende travlt og var dødstresset. Jo flere mennesker, der var rundt om mig, jo bedre, for så skulle jeg ikke tage stilling til mig selv, og jeg skulle ikke mærke mine egne behov. Ja, jeg kendte dem slet ikke," siger hun.

Det er typisk for heltebarnet - rollen som Christine Horn påtog sig - at det har svært ved at skelne mellem dit og mit og er ekstremt god til at se og tilfredsstille andres behov. Christine Horn mener også, at det er derfor, at hun er blevet pædagog.

"Jeg tror, at der er mange med sår magen til mine, som vælger omsorgsfag, for så kan de redde andre og se bort fra deres egne behov. For nogle kan det måske være en hjælp at kigge på, om de er gået ind i faget af de samme årsager som mig," siger hun.



Se mig. Anne Gormsen og Christine Horn mener, at de med deres baggrund er skabt til at hjælpe andre, der befinder sig i en lignende situation. De mener også, at deres faglige viden om de roller, som både misbrugeren og de medafhængige familiemedlemmer påtager sig, måske kan hjælpe pædagoger til at få øje på børn, som lever i dysfunktionelle familie.

Christine Horns største ønske som barn var, at andre ville se hende og de problemer, hun havde. Men det var der ingen, der gjorde.

"Jeg kunne godt have tænkt mig en voksen - en pædagog - der havde set mig og taget hånd om mig. Det er ikke sikkert, at jeg havde fundet ind til kernen af problemet, men jeg havde fået ro til at finde ud af, at det var ok at være mig. Og jeg mener, at man sagtens kunne se på mig, at det var det, jeg trængte til. Jeg var alt for stille," siger hun.

"Mange børn får en "kamæleonadfærd", hvor de tidligt tilpasser sig de voksnes behov. Der er nogle helt tydelige tegn. Den ensomhed, som vi har følt, er gennemgående i misbrugsfamilier. Så det er bare ud med lyttebøfferne og høre på de ting, der dukker op. Det er det bedste, man kan gøre, hvis man vil hjælpe børnene," siger Anne Gormsen.

Christine Horn tror, at mange pædagoger lader være at gøre noget, fordi de genkender sig selv i børnene, og det kan være hårdt at høre om problemer, som minder om ens egne.

"Men det bedste er at lytte og lade være med at drage konklusioner og give gode råd. Det er meget vigtigt, at man får barnets tillid, og det gør man i første omgang ved at være der og lytte. Men hvis man selv kommer fra en problemfyldt familie, kan det være svært professionelt at arbejde med de her børn. Man er nødt til at vide, hvad der trigger én. Hvad er det, der gør, at man reagerer med vrede eller surhed, når et barn hele tiden laver konflikter? Det er først nu, jeg har indset det og kan være mere rolig omkring de stille børn og ikke blive bange indeni eller irriteret på dem," siger hun.

"Hvis jeg gerne vil give dig fem kroner, er jeg nødt til at have de fem kroner. Det bruger jeg gerne som et billede på, at har jeg ikke kærlighed og omsorg til mig selv, så kan jeg ikke give det til andre. Det med pengene kan folk bedre forstå," siger Anne Gormsen.





Mange misbrugere med børn



40-50.000 børn lever i familier med alkoholmisbrug.

Der findes 200.000-250.000 alkoholafhængige i Danmark.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, SFI/Mogens Christoffersen



Konsekvenser for børnene



Børn, der vokser op i familier med alkoholrelaterede sygdomme, skønnes at have en øget risiko

for vold i hjemmet, familieopløsning, anbringelse uden for hjemmet, indlæggelse for børnemishandling og omsorgssvigt, dødsfald, narkomani, voldskriminalitet hos den unge selv, teenagemoderskab og langtidsarbejdsløshed og ingen uddannelse.

Kilde: SFI/Mogens Christoffersen



Reaktioner hos børnene



Adfærdsmæssige reaktioner: Mavesmerter, anspændthed, hovedpine, tristhed, koncentrationsproblemer, motorisk uro, træthed, problemer med venner, overdreven tilpasning, uligevægtig, ustabil.

Følelsesmæssige reaktioner: Skyld, angst for at miste, "kamæleonadfærd", afmagt, vrede, fortvivlelse.

Kilde: Anne Gormsen, misbrugsbehandler, og Christine Horn, pædagog





Rolleombytninger



Rotteombytninger er typiske i misbrugsfamilier. Børn påtager sig forskellige roller for at tilpasse sig misbrugerens adfærd.

Heltebarnet er den lille mor/far, der er overansvarlig og stræbsom. Det dækker over følelser som sårethed, utilstrækkelighed, forvirring, skyld og skam, frygt og lavt selvværd. Hvis et heltebarn ikke får hjælp, bliver det ofte arbejdsnarkoman, gifter sig med en afhængig person, har behov for kontrol og for at manipulere, kan ikke sige nej og har en tvangsmæssig adfærd.

Syndebukken er trodsig, indesluttet og betegnes ofte som et problembarn. Adfærden dækker over følelser som sårethed/forladthed, vrede/afvisthed, skam/skyld og total utilstrækkelighed. Uden hjælp vil syndebukken måske selv blive misbruger, komme i fængsel eller i det mindste på kant med loven.

Det glemte barn er en dagdrømmer, der belønner sig selv med mad, er indesluttet, stille, genert og ignoreret. Det dækker over følelser som ensomhed, opgiven, frygt, betydningsløshed og sårethed. Uden hjælp kan det glemte barn få et liv uden livsgnist med mange eller ingen sexpartnere, ingen evne til at sige nej.

Maskotten er den søde, nuttede, men umodne, der gør alt for at få opmærksomhed, har dårlig koncentrationsevne, indlæringsvanskeligheder, og som er nervøs/hyperaktiv. Det dækker over følelser som rædsel, ensomhed, utilstrækkelighed, frygt og betydningsløshed. Uden hjælp risikerer maskotten at få tvangsmæssig adfærd, være den evige klovn, tåle stress dårligt, være konfliktsky og hyperaktiv.

Kilde: Anne Gormsen, misbrugsbehandler, og Christine Horn, pædagog





Det kan pædagoger gøre



Hvis man får mistanke om, at et barn lever i en misbrugsfamilie, skal man begynde med at arbejde med sin kontakt til barnet og lytte efter, om der er noget, barnet vil fortælle. Dernæst må man have "den svære samtale" med forældrene om mistanken. Her gælder det om ikke at fordømme forældrene. Tal lige ud af posen og kald problemet, hvad det er. Vær forberedt på benægtelse, men nogle bliver også glade for, at de og deres problem bliver set. Opfat misbruget som en sygdom. Ingen har et misbrug for at skade deres barn med vilje. Hav fokus på, at man er der for barnets skyld, og at man snakker ud fra barnet og de problemer, man kan se, barnet har på grund af misbruget i familien. Hvis forældrene er med på, at de har et problem, skal de tilbydes hjælp. Hav nogle muligheder klar, så der straks kan sættes hjælp eller behandling i værk både for misbrugeren, børnene og en eventuel medafhængig ægtefælle. Der findes forskellige dag- og døgnbehandlingshjem i hele landet, som også tager familien i behandling. Hav eventuelt numre til AA (Anonyme Alkoholikere - selvhjælpsgrupper baseret på en amerikansk metode), til Al-Anon (selvhjælpsgrupper for medafhængige) og til ACA (selvhjælpsgrupper for voksne børn af alkoholikere) - eller andre, klar.

Det er en god ide at være to om samtalen, for man kan blive udsat for vrede. Hvis forældrene bliver vrede, skal man ikke starte en diskussion, men afbryde mødet. Tilliden til barnet og forældrene er vigtig, og derfor skal det ikke være et skænderi, hvor man måske siger dumme ting, man senere fortryder, og som blokerer for et videre samarbejde. Bagefter skal man huske at snakke med hinanden om samtalen: Hvad gik godt, hvad gik mindre godt, og hvad har man oplevet.

Kilde: Christine Horn, pædagog

Har du fået lyst til at bruge Anne Gormsen og Christine Horn til foredrag eller kurser,

kan de kontaktes på tlf: 2241 4167 eller mail: ag@v12.dk