Iscenesat barndom

For ikke så længe siden talte psykolog Jette Petersen med en 11-årig dreng. Han havde ondt i maven, fordi han sammen med en kammerat skulle deltage i MGP på fritidshjemmet. Hun havde lige siddet og set, hvor svært drengen havde det med sin krop og sig selv.

""Hvorfor siger du ikke bare, at du ikke gider?", spørger jeg. Men han er så langt inde i det, at han siger, det vil han selvfølgelig gerne. Så fortæller han, hvordan han til sidste MGP faldt på scenen, og jeg ser for mig, hvordan han bliver gjort til et underholdningsindslag. Det er da et utroligt pres," siger Jette Petersen.

"Når vi skal beskæftige os med at blive nummer et, så bliver det jo en fejl ikke at være nummer et. Hvorfor ikke lave aktiviteter, der i højere grad tager udgangspunkt i at glemme sig selv, bare være til, være sammen og være der for hinandens skyld, og hvor det ikke handler om at være først og bedst?"

Jette Pedersen, der er psykolog ved PPR i Børn og Unge afdelingen i Århus, peger på, at mange børn og unge har det så svært, at de får selvmordstanker, spiseforstyrrelser og en selvskadende adfærd.

Hun møder jævnligt disse problemer hos for eksempel piger i og uden for sit professionelle arbejde som skolepsykolog. En stor del af forældrene til disse piger er velfungerende med gode jobs, boliger og netværk.

"Det er altså ikke kun unge fra opbrudte hjem med arbejdsløse forældre eller dysfunktionelle familier med misbrug og vold. Det kan ramme os alle. Vi ved, at ydmygelser og tab hænger sammen med selvskadende handlinger. Når man er frygtelig presset, stresset og ikke kan leve op til det, man selv gerne vil, eller man føler, andre vil have en til, kan det gå galt".

Jette Petersen mener, at vi som ansvarlige voksne må reagere i forhold til de signaler, vi ser.

"Mange børn og unge har det ikke godt. De kan ikke selv sige eller se, hvilket pres, de er ude for, for det er samtidig det, de brænder for. Det er deres mål at være på, være lækre, smukke, kloge og de bedste. Derfor vil de jo ikke selv indrømme, at den selviscenesættelse, som de er i gang med, er skidt, for det er hele deres identitet", siger hun.

"Det bliver os voksne og pædagogisk personale nødt til at være opmærksomme på og ikke selv køre med på".



Selviscenesættelse. Når Jette Petersen som psykolog kommer ud i institutioner, for eksempel klubber og SFO'er, er det første, hun ser, en bar og et diskotek. Eller sortmalede vægge og store højtalere. Hun forstår ikke, hvorfor der ikke hænger mountainbikes eller kajakker på væggen. Eller hvorfor børne- og ungeinstitutioner skal omdannes til diskoteks- og barmiljøer.

"Hvorfor skal man i institutionerne køre med på tidens overfladiske værdier og lefle for de unges selviscenesættelse gennem ideer og plagiater af udsendelser og konkurrencer fra medieindustrien?," lyder hendes spørgsmål.

"Både forældre og pædagoger synes, det er sødt og spændende, når syv-otte-årige har kærester og skal til diskofest. Og de støtter tendensen ved for eksempel også at bakke op omkring tøjvalg osv."

Jette Petersen taler tit med forældre i 3.-4. klasse, som er dybt bekymrede over, at deres piger og drenge er blevet teenagere, men hun hører lige så mange sige, at det er "åh så sødt og så sjovt".

"Både forældre, pædagoger og lærere er oppe imod enorme kræfter i blandt andet medie- og reklameindustrien, som vi er nødt til at stå sammen imod. Vi kan selvfølgelig begræde det, men vi kan ikke forhindre de frie markedskræfter. Derfor må vi træde i karakter, ikke som en magtkamp, men som et tilbud og blive et modspil".



Et sidespor. Det er også pædagogernes rolle at sørge for, at samværet mellem børnene ikke kommer til at handle om, hvem har det rigtige tøj, hvem er den bedste eller den dygtigste. Psykologen pointerer, at pædagoger og lærere skal turde stå langt mere fast og være bevidste om, hvilken udvikling, de gerne vil støtte hos børnene.

"Børns sunde udvikling går ikke gennem at stå på en scene og gøre sig til, men handler om at blive dygtige til at løse problemer. Børn og unge med selvskadende adfærd har netop svært ved at se andre løsninger. Og hvis man ikke kan se andre løsninger og muligheder og dermed kan løse problemer, er det også svært at komme ud af en klemt situation".

Derfor skal vi lære vores børn at løse problemer og se muligheder.

"Det gør vi ved at lave noget sammen. Det kan være noget ganske enkelt som at cykle herfra og dertil. I fællesskaber, hvor man foretager sig noget sammen, opstår altid problemer, som børnene skal lære af. Men hvis fællesskaberne handler om at få en diskoteksfest op at stå eller at få lagt den rigtige makeup, så er aktiviteterne ikke i orden. Det skal børnene nok selv finde ud af," siger Jette Petersen.

"Gennem fælles aktiviteter lærer vi børnene, at forskellighed er en styrke, fordi de kan se, at der altid er brug for forskellige evner. Så bliver der også plads til de skæve børn. Jo mere vi laver sammen af forskellige aktiviteter, jo flere evner vil vi se folde sig ud".

Hun forklarer, at hvis et barn hele tiden skal præstere det, som det ikke kan, får vi ikke set det, som det også kan. Og de mangeartede evner får børnene ikke foldet ud, hvis det altid handler om at have gele i håret, se sej ud eller gå på den rigtige måde. Hvis MGP handler om at synge og danse godt, er der ikke mange evner repræsenteret, og derfor er det kun for de få.

Hun gør opmærksom på, at hver femte barn har en tendens til at få depressioner. Desuden er der den gruppe af børn, der har brug for struktur og genkendelighed.

"De grupper bliver ekstra udsatte, når trygheden forsvinder, fordi man aldrig ved, hvad der sker for eksempel til en fest, og nogle af dem bliver presset så langt ud, at de bliver slået ud over ydmygelser eller tab, veninder eller kærestesorg".

Jette Petersen efterlyser, at der bliver plads til det hele menneske og pointerer, at det vil skabe mere rummelighed i institutionerne, fordi børnene vil få øje på de andres styrker.



Modspil. Psykolog Jette Petersen påpeger, at vi konstant skal være opmærksomme på, hvilke værdier og aktiviteter, vi understøtter og skaber rum for. Værdier, der ikke kun understøtter selviscenesættelsen og dyrkelsen af den enkelte. Og hun er sikker på, at børnene gerne vil være med.

Hun har tidligere været klasselærer i en længere årrække og ved, at børn elsker at fordybe sig og kaste sig over interessante emner og interesser, hvis man ellers giver dem de rigtige rammer.

"Vi bliver nødt til at være et meget mere reelt modspil. Det kan vi jo kun ved at få fat på de værdier, der også er vigtige for os. Vores samfund kan jo ikke fungere, hvis vi ikke lærer at arbejde, fordybe os og løse problemer", siger Jette Petersen.

Hun efterlyser ledere, som tør udstikke retningslinjer for, hvordan vi skaber institutioner, hvor der er grobund for fællesskaber med et sundt og godt udviklingspotentiale.



En lidelse. "Der er en tilbøjelighed til, at alting skal være sjovt. Men i så fald accepterer man heller ikke, at noget er kedeligt, trist, svært, og at sorg, lidelse og smerte findes. Hvis vi negligerer det som en del af livet, så siger vi nej til livet. Men det er en del af vores liv. Voksne, både pædagoger og forældre, skal acceptere, at der også er ting, der er svære. De skal turde snakke med børn og unge om oplevelsen af ensomhed, af at være alene, og af at de i sidste ende skal træffe deres eget valg. Hvis de voksne ikke tør gå ind i det, fordi de selv er skræmte, verfer vi de unge yderligere væk", siger Jette Petersen.

Hun mener, at pædagoger derfor selv skal turde se deres egen smerte og lidelse i øjnene. Hvis alt er fest og farver, så tør og vil man ikke se den side af livet. Og hvis man ikke selv har turdet mærke ensomheden, lidelsen og smerten, kan man heller ikke sætte ord på og tør heller ikke gå ind i det med børnene og de unge.

"Når man er sammen om noget, vil der opstå mange situationer, hvor børnene glemmer sig selv, og det er der, pædagogerne skal tage fat i de svære ting. Hvis de voksne har indstillingen, at livet også er problemer, som vi skal finde løsninger på, og at problemer og besværligheder ikke er en fejl, så kom-

mer det af sig selv. Det vil give dem redskabet til at kunne klare livet".?