iPads skaber begejstring

En daginstitution i Veksø har investeret i to iPads til deres vuggestue- og børnehavebørn. Daginstitutionens leder mener, at iPads er et godt læringsredskab og en sjov måde at introducere børnene for it på.

Små buttede børnefingre rækker ivrigt ud efter den fedtede skærm på bordet. "Nu' det mig tur!," råber Emil på tre år til Bella, en af de store piger på fem år. Hun er i færd med at regne ud, hvad de otte jordbær plus de otte kirsebær på skærmen giver.

Bella leger med en af de to iPads, som Børnehuset Brøndsted har indkøbt til daginstitutionens børn. Emil må utålmodigt vente i køen af børn, der har svært ved at kontrollere deres begejstring over det nye legetøj.

Det er den daglige leder af daginstitutionen, Kim Byrding, der har taget initiativ til nyanskaffelsen. Ligesom børnene har Kim Byrding svært ved at få armene ned igen.

"De forskellige applikationer lærer børnene at forstå former, farver, tal og bogstaver. Det kan man også arbejde med på andre måder uden en iPad. Den store forskel er, at børnene med en iPad også lærer at forholde sig til it," forklarer Kim Byrding.

"Nu må du lige tage det lidt stille og roligt," siger pædagog Dorthe Friedrichsen beroligende til Emil.



Mere fokus på læring. Fra daginstitutionens store have kan man se lige over til Veksø Skole, hvor de ældste af børnehavebørnene skal starte til august næste år. Især de store børn kan ifølge Kim Byrding lære meget af at bruge iPads.

"Vores børn helt ned til toårsalderen bruger iPads, og når vi kommer op i børnehavealderen, begynder vi at arbejde med tal, bogstaver, lyd og sprog." fortæller Kim Byrding.

Et eksempel er talspillet, som Bella er i færd med. Her gælder det om at vælge det tal, der passer til antallet af frugter på skærmen. Bella skal vælge mellem en lang række tal, som hun et ad gangen trækker ned i en boks, indtil hun når frem til det rigtige tal.

Efter et par fejlslåede forsøg med opmuntringer som 'en gang til' og 'prøv igen' fra den talende iPad lykkedes det Bella at finde frem til svaret 16. iPaden jubler som belønning.

"Til vuggestuebørnene er der applikationer, som hjælper dem med at lære former og farver," siger Kim Byrding og fortæller, at valget faldt på iPad 2-tablets, fordi de har det største udbud af applikationer, der fokuserer på leg og læring for børn. Børnene kan for eksempel tegne, filme, fotografere, lege et vendespil og få læst historier højt fra iPaden.

Pædagog Anja Knudsen er også glad for den nye tilføjelse til daginstitutionens lege- og læringsaktiviteter.

"iPaden er mere appetitlig end almindelige spil. Der er masser af lyde og farver, og så er det hele samlet i én enhed. Børnene har efter­hånden spillet de samme spil en million gange, men på iPaden kan man bare slette en applikation og købe en ny for seks kroner. Så der er mere variation," siger Anja Knudsen.

Hun fortæller desuden, at de i daginstitutionen er begyndt at fokusere mere på læring med tal og bogstaver, efter at de har fået iPads.

"Samtidig er det blevet mere tydeligt for os, hvor vi skal hjælpe det enkelte barn. For eksempel bliver det mere synligt, at et barn har svært ved at lære tallene, hvis det ikke kan finde ud af simple regnestykker i en applikation. Så kan vi gøre en ekstra indsats for at lære barnet tallene fra 1 til 10, inden det skal begynde i skole," forklarer Anja Knudsen og tilføjer, at det også er blevet nemmere at se, hvordan hvert enkelt barn lærer bedst. For eksempel auditivt eller visuelt.

Femårige William, hvis yndlingsapplikation på iPaden er et bilspil, mener også, at legen med iPads er en lærerig aktivitet.

"Man kan lære at køre i bil!," fortæller han.



Let som en leg. Børnehuset Brøndsted har i forvejen en computer til børnene, men Kim Byrding peger på, at det er langt nemmere for både børn og personale at navigere rundt i en iPad.

"Børnene kan lynhurtigt afkode, hvordan den fungerer. Det samme gælder for de voksne. På den måde udvikler både børn og personale nogle it-kompetencer meget hurtigere, end de ville med en traditionel pc."

"Sammenlignet med en pc, der krævede en masse it-færdigheder, er den IT-forskrækkelse, der måske har været hos personalet, forduftet, efter at pædagogerne har opdaget, hvor nemt det er at bruge en iPad," forklarer Kim Byrding, der kun har givet personalet en kort introduktion til de digitale nyanskaffelser.

Ifølge Anja Knudsen er nogle af børnene allerede hjemmefra vant til at manøvrere rundt i en iPads styresystem.

"Flere af forældrene har en iPad, som børnene har været i kontakt med. Men andre har aldrig prøvet det før. De hamrer lidt hårdt i skærmen til at starte med," siger hun.

"Men børnene er gode til at hjælpe hinanden og vise, hvordan spillene fungerer," tilføjer pædagog Dorthe Friedrichsen.

Ifølge Kim Byrding er netop kompetencer inden for IT-området en vigtig faktor i børnenes brug af iPads.

"Det er vores lille håb, at vi kan styrke it-samarbejde mellem daginstitution og skole. Så børnene får nogle it-kompetencer hos os, som de kan bruge i skolen," siger Kim Byrding og fortæller, at han vil dele daginstitutionens erfaringer med iPads med kommunen.



Børnene dokumenterer. Glasdøren i indgangen til Børnehuset Brøndsted er prydet med tegninger i alle regnbuens farver. Lige inden for døren står en computer. Her kan børn og forældre krydse børnene af digitalt, når de kommer og går. På skærmen er der bogstaver og billeder af børnene, så de små også nemt kan regne systemet ud. Daginstitutionen arbejder også med at styrke kommunikationen med forældrene på nettet, så de kan følge mere med i børnene hverdag.

"Vi vil gerne inkludere børnene i kommunikationen. Med iPads kan børnene være med til at dokumentere, hvad de har lavet i løbet af dagen i form af tegninger, billeder og små videoklip, som vi kan overføre til nettet. Så er det ikke kun personalet, der dokumenterer, men også børnene," siger Kim Byrding.

Da Anja Knudsen for nylig var en tur i skoven med de store børnehavebørn i Uglegruppen, havde de iPads med sig.

"Børnene var med til at filme turen i skoven, og bagefter viste vi optagelserne for børnene og forældrene. Det er sjovt for dem selv at dokumentere deres oplevelser," fortæller hun.

"Vi sender en bamse med børnene hjem, så de kan fortælle, hvad de har lavet med bamsen. Men det kunne være fedt at sende børnene hjem med en iPad, som de kunne optage med. Så kunne personalet og de andre børn få et indblik i deres dagligdag derhjemme," tilføjer Anja Knudsen.



Ingen firkantede øjne. Under frokosten bliver der læst højt, men denne gang af en pædagog, ikke af en iPad. Tegninger af alfabetets bogstaver fra 'Alle tiders ABC' hænger på en dør. Kim Byrding understreger da også, at iPads ikke skal overtage andre former for leg og læring, men skal ses som et supplement.

"Vi har to iPads til cirka 80 børn. De sidder med dem i grupper, hvor de kan være tre om hver, så det er begrænset, hvor meget de får lov til at fylde," forklarer Kim Byrding, der dog godt kunne tænke sig, at daginstitutionen fik et par stykker til.

En lille pige, der har sneget sig ind i rummet, prøver at nå frem til den ene iPad, men hun er en af Uglerne, og ligenu har Lopperne førsteret.

Anja Knudsen fortæller, at legen med iPads endnu ikke er organiseret på en bestemt måde.

"Børnene siger selv til, hvis de har lyst til at lege med dem, men fordi de er så mange, bliver det allerhøjst til et kvarter pr. barn på en dag. Og så har vi jo også alle mulige andre aktiviteter," fortæller Anja Knudsen.

Udenfor leger nogle af børnene på den nye trælegeplads, hvor efterårssolen og den friske vind gør de runde kinder røde. Indendørs runder pædagog Dorthe Friedrichsen iPad-legen af. Nu er det blevet tid til frokost.

'Hvorfor frokost?' og 'Det er jo min tur', lyder det skuffet fra børnene.



Pris

Børnehuset Brøndsted har købt to iPad 2-tablets til en pris af cirka 8000 kroner i alt.



Tablet computer

En ’tabletcomputer’ er en lille bærbar computer i form af en skærm med touchscreen. Apples tabletcomputer kaldes for en iPad. Man kan også få tablets af andre mærker end Apple.



Applikationer

Apples iPad har det største udbud af applikationer til børn. Applikationer, også kaldet ’apps,’ er de programmer eller spil, man kan få til sin tablet-computer.



En videnskabelig tilgang

Børnehuset Brøndsteds brug af iPad ligger i forlængelse af Egedal Kommunes arbejde med begrebet ’science’, som også har betydning på daginstitutionsområdet. ’Science’ er en naturvidenskabelige tilgang, og herunder ligger også et ønske om, at børnene får et kendskab til It.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.