Integration: Ingen garanti for dansk i børnehaven

Suliman begynder i børnehave som treårig. Det mener både politikere og mange andre også, at han bør. For i børnehaven lærer et minoritetsbarn som Suliman dansk, så han sprogligt er på samme niveau som sine kammerater, når han skal i skole.

Samtidig starter forsker Martha Sif Karrebæk i den samme børnehave. Mens Suliman forsøger at komme i lag med de andre børn og lære det sprog, der er nødvendigt for at få lov til at være med i legene, iagttager Martha Sif Karrebæk i ni måneder hans forsøg på at blive en accepteret del af gruppen og dermed at få mulighed for at lære sig dansk.

Hendes iagttagelser er nu blevet til ph.d.-afhandlingen 'At blive et børnhavebarn - en minoritetsdrengs sprog, interaktion og deltagelse i børnefællesskabet'. En afhandling, som blev forsvaret og godkendt i marts i år. Konklusionen på Martha Sif Karrebæks iagttagelser og studier er, at det ikke er sikkert, at minoritetsbørn nemt lærer dansk, bare fordi de kommer i en dansk børnehave.

I Sulimans tilfælde gik det i hvert fald ikke smertefrit.

"Den her dreng kan måske godt klare sig på trods af de problemer, han løb ind i. Men problemet er, at det ved ingen. Får man nederlag tidligt i barndommen, så kan det påvirke langt frem i et barns liv. Så man skal have forståelse for, hvad der sker, når børn indgår i en socialiseringsproces og samtidig skal lære et nyt sprog. Man skal også vide, at man ikke kan regne med, at det, som man har troet og satset på, sker" siger hun.

Martha Sif Karrebæk mener, at mange pædagoger gør et meget stort arbejde, men at de ikke har ret mange ressourcer at gøre det med. Politikerne melder bare ud, hvad de vil have, men efterfølgende interesserer de sig ikke for, hvilken betydning udmeldingen eller kravet har for barnet eller for daginstitutionen.

"Vi har meget lidt viden om, hvordan politiske beslutninger udmønter sig nedefter, og hvilken hverdag det giver børn som Suliman i forhold til de krav, der er stillet. Når et barn begynder i børnehave som treårig, er det mest interesseret i at lege med de andre børn. Og det er så i de sammenhænge, at man forventer, at barnet tilegner sig et veludviklet dansk. Men det var svært at se, at det var det, der skete for Suliman. Det samme gælder formentlig for mange andre minoritetsbørn," siger hun.



Hvad vil man have? Rent videnskabeligt ved man mest om det sprog, der foregår mellem børn og pædagoger.

"Det, som børn lærer af hinanden sprogligt, er mildt sagt meget underbelyst. Der er et interessant paradoks, fordi vi i Danmark vægter børnenes leg med hinanden højt, men samtidig er det netop det, som vi rent teoretisk overhovedet ikke interesserer os for. Det er ikke enestående for Danmark, men til gengæld er der heller ikke ret mange steder, hvor så mange børn tilbringer så lang tid med hinanden i leg. I mange andre lande organiserer man børneinstitutionerne som skoler, hvor man har meget mere voksen-barn interaktion," siger hun.

Nu kunne det jo lyde som om, Martha Sif Karrebæk mener, man skal organisere undervisningslignende situationer i daginstitutionen, men det er ikke nødvendigvis løsningen.

"Rigtig mange børn har stor glæde af at lege meget, og de udvikler sig godt af det. Men man skal vide, at børn lærer nogle bestemte ting af at lege, og så lærer de ikke alt muligt andet. Vil man have, de skal kunne noget specifikt, når de kommer ud af daginstitutionen, skal man for det første vide, hvad man vil have, de skal kunne. Og derefter skal man sørge for, at nogen lærer dem det," siger hun.



Udstødt af gruppen. For Suliman var det ikke en smertefri og nem proces at blive en del af gruppen. Og han lærte heller ikke nemt og smertefrit at tale det danske sprog. Han var den eneste treårige dreng i gruppen, og det var meget svært for ham at få en rolle i drengegruppen, som han var tilfreds med, og som kunne give ham legemuligheder, han kunne lære af. Han forsøgte, og da han havde lært sig det dansk, som han skulle bruge for at kunne begå sig bare nogenlunde, krævede han nye roller i legene, som de andre børn ikke var villige til at give ham. Han blev udstødt af gruppen, fordi han var for 'bøvlet' at være sammen med. Og Martha Sif Karrebæk mener, at det, der skete for Suliman, sagtens kan ske for andre.

"Det er nemt for en voksen at se, hvad der skete, og hvorfor de andre ville have ham med nogle gange og andre gange ikke. Men man kan ikke forlange, at et barn i den alder skal have et indblik i de sociale processer, de indgår i, og at kunne ændre strategi, så de opnår noget andet," siger hun.

Afhandlingen viser også, at sprogtilegnelsen er funderet i konkrete situationer, og hvordan også minoritetsbørns danske sprog gradvist konstrueres. Det er hovedsageligt bygget op af konkrete ytringer, som langsomt kompliceres. Børn lærer ikke sætninger eller sætningsstrukturer. De lærer konkrete helheder, som de kan generalisere ud fra. Og når børn lærer i konkrete helheder, skyldes det, at sprogtilegnelsen er forankret i en konkret situation. De tilegner sig det, de skal bruge for at lære i den hverdag, som de tilfældigvis indgår i, herunder de specifikke og konkrete legeaktiviteter. På den måde hænger både det grammatiske, ordforrådet og hvordan man taler rigtigt, tæt sammen med de sociale situationer.

"Når børn lærer sprog gennem leg, kan de i meget høj grad klare sig med et meget rudimentært sprog. De har ikke behov for at kunne forhandle store kontrakter hjem eller andet sprogligt svært. De skal ikke kunne ret meget for at indgå i en fangeleg eller lege med børn, som ikke er sprogligt bedre, end de selv er," siger Martha Sif Karrebæk.



Magtsprog. Martha Sif Karrebæks afhandling viser, at det er uforudsigeligt, hvad der sker, når børn begynder i børnehaven. Man kan i hvert fald ikke være sikker på, de lærer noget bestemt. En af grundene er, at socialiseringen af det enkelte barn ikke sker i et vakuum. Det sker, mens der foregår socialisering af andre børn, som har deres egne dagsordener. Suliman blev besværlig, fordi han stillede krav, så de andre drenge ikke længere kunne bruge ham i deres egen positionering eller magtspil, og han havde ikke gennemslagskraften, fordi han var yngre end dem til at kunne slå sig igennem.

"Det er i princippet ligegyldigt, om man har sproget i orden eller ej, for jo færre erfaringer og ressourcer man har, jo sværere er det at klare sig. Har man et velfungerende dansk sprog, har danske forældre og indgår i en dansksproget kontekst i et majoritetssamfund, vil det enkelte nederlag, man får i daginstitutionen, ikke i lige så høj grad blive koblet til et sprogligt nederlag. Og det vil ikke i lige så høj grad kunne tilføre en negativ følelse over for det danske sprog," siger Martha Sif Karrebæk.

Hun ved ikke, om Suliman fik en negative følelse i forhold til det danske sprog og det at være sammen med danskere. Men hun kan se, at risikoen for, at det sker, foreligger.

"Hvis man ikke får lov til at indgå i de sociale sammenhænge og ikke lærer det sprog, som man ved, er indgangen til at få magt over tingene, kan man få et negativt forhold til både sproget og menneskene. Det er rædselsfuldt at blive fravalgt og at være 'underdog'. Derfor er vi nødt til at erkende, at de sociale hierarkier har en kolossal betydning og påvirker et barns generelle velbefindende," siger hun.



Støtte til modersmålet. Martha Sif Karrebæk tror på baggrund af det, hun så ske med Suliman og andre minoritetsbørn, at det er farligt, når man lovgiver om, at minoritetsbørn bare skal i børnehave, for så lærer de automatisk godt dansk. Hvis man samtidig ikke gør kravene klare og uddanner pædagogerne, så de kan klare opgaven, er man sikker på at have skabt en vanskelig situation for alle parter.

Desuden er holdningen til modersmålet også et problem.

"Vi ved fra anden forskning, at barnets muligheder for at lære sig et andetsprog, ikke handler om, hvor tidligt det begynder at lære sproget. Det handler mere om, i hvor høj grad det får støtte til sit modersmål. Det betyder noget for, hvor gode de bliver til andetsproget senere hen. Vi gør lige præcis det modsatte af, hvad forskningen viser, vi bør gøre. Vi putter dem i vuggestue og børnehave, for så er tanken - selv om det ikke er noget, der siges højt - at vi vel slipper for at give ekstraundervisning senere," siger hun.

Men det gør man ikke, for de tosprogede skal have støtte til at lære dansk som andetsprog. Uanset hvad man gør, så bliver et tosproget barn aldrig etsproget. Og det må man i øvrigt heller ikke forsøge at gøre. Man skal anerkende, at barnet har en identitet bundet i sit modersmål og i den kultur, familien har derhjemme, og den anerkendelse skal de professionelle kunne udvise.

"Den anerkendende tilgang til børn er meget oppe i tiden, og det skal også gælde minoritetsbørnenes ret til deres sprog og kultur. Gør man ikke det, kan man ikke undgå at formidle til barnet, at der er et problem. Når man skal lære et andet sprog, har man behov for at kunne trække på den enorme bank af viden, man har fra sit førstesprog. Og så skal man huske, at børn ikke er overmennesker, der aldrig bliver trætte. Det er da anstrengende at være i et miljø, hvor man hele tiden skal fungere på en måde, som man ikke er helt bekendt med, så man aldrig helt kan slappe af," siger hun.

Suliman måtte kæmpe for meget, og han gav op. Det kan også ske for andre børn. Og det er ifølge Martha Sif Karrebæk, fordi man ikke kan regne med, at børnehaven er en ideel verden. Enhver børnehave har årgange, der fungerer godt og årgange, der fungerer dårligt.

"Problemet er, at de danske børn ikke har et specifikt formål med at være i institutionen, men det har minoritetsbørnene. De skal først og fremmest lære dansk. Men man kan ikke på forhånd vide, hvad der vil ske i den gruppe, som man har sat barnet i, så derfor mener jeg, at det meget uforudsigeligt, hvad børnene kan sprogligt, når de starter i børnehaveklassen," siger Martha Sif Karrebæk.