Institutionssammenlægning - At rejse er at forene

Kun et lavt stakit på legepladsen, en lukket havelåge og en få centimeter tyk væg adskilte en børnehave og en vuggestue i Roskilde i mere end 30 år. Siden 1973 havde de to institutioner Ungdommens Hus Børnehave og Ungdommens Hus Vuggestue i Roskilde delt både hus og grund, men alligevel havde de to personalegrupper hverken noget samarbejde, eller endsige hilste de særligt på hinanden. Og heller ikke børnene satte deres fødder på den anden institutions side af havestakittet.

Men det ændrede en generel politik i Roskilde Kommune brat på, da kommunen besluttede, at små daginstitutioner, som ligger tæt ved hinanden, helst skulle sammenlægges. De to institutioner blev derfor fra december 2003 underlagt en sammenlægningsproces, og i dag, fire år efter, er den aflange bygning, der før husede to institutioner på hver sin side af en skillevæg, nu en integreret institution med fælles bestyrelse, fælles ledelse og det nye navn Børnehuset Ungdommens Hus. Kun en glasvæg og en ofte åben dør adskiller i dag de to aldersopdelte afdelinger af institutionen.

Men før man nåede så vidt i de to institutioner, måtte daginstitutionsleder og dengang leder af børnehaven, Birgitte Sørensen, sammen med en konsulent, psykolog Lone Birgitte Ladekarl, igennem en længere sammenlægnings- og integrationsproces med to bastante personalegrupper.

"Den fysiske sammenlægning var nem nok at overskue: En skillevæg skulle erstattes af en åben glasdør, og vi skulle have fælles industrikøkken og nye kontorer. Bekymringerne handlede mere om den psykiske forandring, en sammenlægning ville medføre," siger Birgitte Sørensen.





"Der var mange fordomme, som skulle overvindes, og der herskede sådan en "os og dem" holdning mellem personalegrupperne, der desuden var to meget bastante grupper af pædagoger. De havde svært ved at forestille sig, at de kunne arbejde sammen og bruge hinanden til noget som helst konstruktivt."



Skræmmende forandring. Fordommene, der florerede i begge personalegrupper, var tanker som: "Er de nu dygtige nok det andet sted", "arbejder de professionelt nok med børn", og "hvordan kan vi have en fælles pædagogik".

"De var ikke særlig pædagogiske overfor hinanden. Selvom de har boet dør om dør i op til 30 år, havde de ikke haft noget særligt med hinanden at gøre, og det var en skræmmende forandring for især dem, der havde været der længst, at de nu skulle til at være en og samme personalegruppe og arbejde med en fælles børnegruppe," siger Birgitte Sørensen.

Mange var også nervøse ved tanken om, at deres arbejdsplads blev større. Fra at være to små børnegrupper på hver godt 40 børn og lidt flere pædagoger i vuggestuen end i børnehaven, blev den integrerede institution en institution med i dag knap 70 børn, hvoraf de 25 er vuggestuebørn.

Den fordeling sikrer, at alle vuggestuebørn kan få en plads i børnehaven, når den tid kommer. Men færre vuggestuebørn betyder også en nednormering af personalet.

"Men mange rejste simpelthen på grund af sammenlægningen," siger Birgitte Sørensen, der selv blev leder, fordi hun stod tilbage som eneste kandidat, efter at vuggestuelederen var rejst forud for sammenlægningen.

"De, der blev, var dem, som trods bekymringer og fordomme alligevel var indstillet på at gennemføre sammenlægningen og indgå i den nye struktur," siger Birgitte Sørensen, der dog ikke kunne lede sammenlægningsprocessen alene.

Børnehuset Ungdommens Hus fik hjælp til at imødegå udfordringen med de psykiske aspekter af sammenlægningen af psykolog og konsulent Lone Birgitte Ladekarl, som selv fik støtte til sit projekt om forandringsprocesser i daginstitutioner fra BUPL's og SL's forsknings- og udviklingsfond.

Hun blev tilkoblet børnehusets sammenlægningsproces i december 2004. I løbet af foråret 2005 arbejdede hun og institutionen med de psykologiske aspekter af sammenlægningsprocessen. Og sidste år, da sammenlægningen også rent fysisk var en realitet, udgav forskningsfonden så Lone Birgitte Ladekarls rapport om hele processen ("Personalegrupper i forandringsprocesser" april 2006).



En god ide. Lone Birgitte Ladekarl havde en ide til, hvordan man kunne arbejde med overgange og forandringsprocesser i pædagogiske personalegrupper, og da hun manglede en institution for at få støtte fra forskningsfonden til projektet, blev hun foreslået børnehuset i Roskilde. De sagde ja.

Ideen til hendes metode havde Lone Birgitte Ladekarl fået en varm julidag i 2004, mens hun sad i solen. I tasken havde hun pædagogisk konsulent i BUPL Daniela Cecchins bog om metode-redskabet "den integrerende baggrund". Og i tankerne havde hun en institutionssammenlægning, hun i de dage var konsulent på.

"Der i den flimrende sol smeltede det hele så sammen, og jeg fik den tanke: Tænk, om man kunne bruge den integrerende baggrund som metode i arbejdet med sådan en overgangsfase, en personalegruppe står i, når den skal sammenlægges med en anden gruppe," siger hun.

Den integrerende baggrund (DIB) er oprindeligt en italiensk metode, der netop handler om, hvordan man gør noget så utrygt som forandringsprocesser trygge, og den er mest anvendt i forhold til børn, der skal overgå fra en institution til en anden, for eksempel børnehave til skole.

"Metoden handler om, at man skal have sine spor eller sin fortid med sig for at opleve sammenhæng mellem det, man kom fra, og der, hvor man kommer hen, og så bliver forandringen heller ikke så skræmmende," forklarer Lone Birgitte Ladekarl, der gav sig til at studere metodens tre hovedelementer: spor som værdisymboler, narrative forbindelsesstrukturer og dokumentation.

Sporene omsatte hun derfor til symboler på værdier, som personalet havde sat pris på i de gamle institutioner og nu ønskede at bringe med sig til den nye, integrerede institution.

"På en personaledag skulle man medbringe sine personlige symboler på gode værdier ved sit arbejde og så præsentere dem for hinanden. En kom for eksempel med en udklippet, gul og orange sol, som symbol på værdien glæde. En anden kom med et lille sjal, der for hende betød omsorg. Og en havde indrammet en bamse, der symboliserede tryghed," fortæller Lone Birgitte Ladekarl.



Symboler siger mere. Sporene i symbolform gav pædagogerne en helt anden og mere åben diskussion om deres arbejdssted og muligheden for fremtidens samarbejde, end hvis de bare havde skrevet ordet glæde på tavlen, mener Lone Birgitte Ladekarl.

"Symboler rammer betragteren både visuelt og tankemæssigt, og diskussionen stopper ikke ved det, der står skrevet sort på hvidt," forklarer hun.

"Enhver kan jo sidde og sige på et personalemøde, at "jeg vil gerne have omsorg for hinanden med" og så sætte en lille gul post-it lap op på en tavle, og så står det fast. Men symbolet bliver ved med at være åbent for fortolkninger," siger hun og tilføjer, at flere ting kan symbolisere det samme, ligesom en ting kan have forskellige betydninger for den enkelte.

"Pædagogen, som tog solen med som udtryk for glæde, kunne også have brugt en smiley eller et musikkort med en glad melodi, det var der faktisk en anden, der gjorde. Og der ligger en masse symbolik i lige at have valgt lige netop en sol og en anden symbolik i at vælge musikkortet. Musikken og kortformen spiller mere på humor og glæden ved at have det sjovt på arbejde, mens solen lægger vægt på det livgivende og den varme, man kan give hinanden," siger Lone Birgitte Ladekarl, der også mener, at symboler frem for ord vækker en anden nysgerrighed i værdisnakken.

"Pædagogerne oplevede at skulle forklare sig noget mere, end hvis de bare havde skrevet et ord som omsorg," siger hun og tilføjer, at man også med symboler kan skabe sammenhænge, der hvor man måske ikke havde troet det muligt.

"Ord, der stritter mod hinanden, kan være i konflikt, når de står skrevet side om side, men bruger man visuelle symboler, lægger man afstand til en fast betydning for genstanden, og i sin tolkning går man over i legens univers, hvor man har mulighed for at skabe sammenhænge og fortællinger, der måske ikke lige var åbenlyse, hvis man var bundet af ordenes faste betydning," forklarer hun og tilføjer, at i en personalegruppe med mange modstridende interesser fra hvert enkelt medlem, giver den legende evne til at se muligheder for samarbejde en helt essentiel respekt for hinanden.

"Konflikten vil ikke så nemt gå i hårdknude, når man åbner op for at se flere løsningsmodeller, der desuden bedre kan rumme begge parters udgangspunkt. Man mødes nemmere på midten," siger hun.



Ryste-sammen-tur. Personaledagen, hvor pædagogerne præsenterede deres værdier, foregik ikke i institutionen, men på Borrevejle Centret ved Roskilde Fjord, hvor de to personalegrupper skulle på en art ryste-sammen-tur. De havde haft andre fælles personalemøder i foråret 2005, men især turen med overnatning satte skub i integrationsprocessen.

"Vi var ankommet om fredagen, og pædagogernes medbragte værdier indgik som et led i personaledagen, der varede hele lørdagen og foregik i en rammefortælling med rejsen som tema," fortæller Lone Birgitte Ladekarl og understreger, at rejsen som tema, eller såkaldt narrativ forbindelsesstruktur, ikke er tilfældigt valgt.

"Rejsen handler jo om at tage til et fremmed sted og møde nye kulturer, og tit forandres man lidt under en rejse. Der er noget utrygt ved det, men der er også noget udviklende ved at finde sig selv et fremmed sted," siger Lone Birgitte Ladekarl og tilføjer, at rejsen i denne sammenhæng skal ses som en såkaldt narrativ forbindelsesstruktur til personalegruppens forestående sammenlægning.

"Rejsen er symbol på det fremmede nye sted, pædagogerne skal mødes i og finde ud af at arbejde sammen i. De har hver deres værdier med sig og skal skabe noget fælles sammen," siger hun.

Som sådan indgik de symbolske værdispor i det, Lone Birgitte Ladekarl kalder en sociometrisk leg.

"Det er lege, hvor deltagerne ikke konkurrerer med hinanden, men i stedet skal udvikle sociale fællesskaber og opnå resultater sammen," forklarer hun.

Symbolerne var bare et af elementerne i dagen, der var en rejse fra ende til anden og startede med, at pædagogerne sagde farvel til den gamle gruppestruktur.

"Hver af de gamle personalegrupper malede et billede sammen," fortæller Lone Birgitte Ladekarl, der derefter sammen med daginstitutionsleder Birgitte Sørensen var klar til at agere rejseleder og tage pædagogerne med ud på en rejse til et fremmed sted.

"Vi trak i hvide t-shirts med påskriften KUOPSA-rejser, som stod for Kultur-, oplevelses- og samværsrejser, og for at skabe en fremmed og spændende stemning tog vi blomsterkranse på og indrettede et rum med røgelsespinde og cubansk musik."

"De rejsende gik så rundt mellem hinanden og fik forskellige opgaver, som hjalp dem med at samarbejde på tværs af de to gamle personalegrupper. En opgave kunne være: Siger du ja tak eller nej tak, når du bliver tilbudt en fårehjerne til middag? Og så gik man sammen med dem, der ville reagere som en selv. Først fandt to sammen, så fandt de to sammen med to andre, og til sidst havde alle på trods af forskelle i måder at reagere på internt i gruppen fundet sammen i en stor gruppe, og de havde opdaget, at de var fælles om at være et helt nyt sted. Ligesom den sammenlagte institution ville være et fælles nyt sted," fortæller Lone Birgitte Ladekarl.

Kun fælles om toilet. Efter turen til Borrevejle Centret var det derfor rigtig trist at komme hjem til den samme institution.

"Håndværkerne var forsinkede med den fysiske del af sammenlægningsprocessen, og det eneste fælles rum, vi havde, var dengang et toilet," fortæller daginstitutionsleder Birgitte Sørensen.

Alt dokumentationen af hele forandringsprocessen, personalet havde gennemgået, bestod blandt andet i plancher med fotos og logbogsnotater, men der var endnu ikke nogen fælles personalestue, de kunne hænge det op i.

"Vi havde et hyggeligt fælles personalemøde, hvor vi lavede plancherne, men det var et minus, vi ikke kunne hænge dem op, og det var svært at genfinde den samme energi, da personalestuen endelig blev færdig næsten et år efter, men vi satte nogle fælles initiativer i gang for at holde det nye fællesskab intakt," fortæller Birgitte Sørensen.

Der blev for eksempel arrangeret et foredrag med Daniela Cecchin, og med begge børnegrupper holdt de sambafest, og tog på både skovtur og en kolonitur. I stille perioder var pædagogerne fra de to afdelinger sammen om at åbne og lukke institutionen, børnene begyndte også at komme på besøg hos hinanden i hverdagen, og havelågen mellem legepladserne stod nu ofte åben.

"I det hele taget smittede det af på børnene, at vi som personalegruppe har fundet hinanden. Vi overvandt den der "dem og os" følelse, og i dag, hvor institutionen er helt færdigbygget, spiser vi altid sammen, og døren mellem de smås afdeling og de store børns afdeling i hver ende af huset er tit åben. Og personalet afløser hinanden, hvad der før var utænkeligt," siger Birgitte Sørensen.

Pædagogerne begyndte også, når de store børnehavedrenge blev lidt vilde, at tage dem ind til de små, og her blev de pludselig meget omsorgsfulde. Omvendt fik de små søskende nu også lov til at gå ind til deres ældre brødre og søstre i børnehaven, hvis de savnede dem. Det er kun på dage med meget sygdom og småt med personale, at døren mellem afdelingerne lukkes.

"Og det er også af sikkerhedsmæssige grunde. Børnehavepersonalet forstår, at vuggestuebørnene er meget små og kræver fuld opmærksomhed. Vi har en gang fundet et barn i et tørreskab i garderoben, der hvor afdelingerne mødes," siger Birgitte Sørensen.







Læs om projektet i rapporten: "Personalegrupper i forandringsprocesser" (april 2006). Og i Pjecen "Få forandringen til at fryde", udgivet af Roskilde Kommune. Begge udgivelser kan printes gratis fra BUPL's hjemmeside www.bupl.dk. Se også bogen "Den integrerende baggrund", af Daniela Cecchin (1996).