Institutioner midt i byggeboom

Håndværkere bygger nye daginstitutioner med historisk hast. På få år har kommunerne tredoblet udgifterne til at renovere og bygge nye dagtilbud.

2012 bliver året for tilbygninger, ombygninger og byggeri af dag­institutioner. Hele 1,8 milliarder kroner har kommunerne afsat til at bygge og istandsætte landets dagtilbud. Det er historisk mange penge, og ifølge Danmarks Statistik over 1,1 milliard kroner mere end i 2007.

Byggebølgen skyller især hen over København, hvor daginstitutionen Fengersvej i Valby netop er færdig. Det nye store børnehus har sanserum, fortællerum, lydrum og skæve detaljer, som en pejs i køkken-alrummet.

»Det er dejligt med et lækkert byggeri, som vi selv har været med til at præge. Det har været meget spændende,« siger Mette Bentsen, pædagog på Fengersvej i Valby.



Byggeri styrker læring og leg. Det er nødvendigt, at kommunerne skruer op for byggeriet og renoveringen af daginstitu­tioner, mener Henning Pedersen, formand for BUPL.

»Mange daginstitutioner trænger til renovering og bedre fysiske rammer. Der er for mange børn i forhold til pladsen,« siger han, men synes omvendt, at det er paradoksalt, at kommunerne bruger mange penge på mursten, mens de sparer på pædagoger.

»Pengene kunne godt gøre gavn på anden vis,« siger han.

Henning Pedersen anbefaler, at kommunerne inddrager pædagoger og fagfolk med pædagogisk viden, når der bygges nyt.

»Der er alle tiders muligheder for at skabe de bedste rammer. Nye rum kan appellere til børnenes nysgerrighed, måde at lære på og behov for at røre sig,« fastslår han.



Større enheder. For kommunerne kan der være en økonomisk gevinst ved at bygge nye dagtilbud. De fleste steder falder børnetallet, og her samler kommunerne børnene, så de ikke er spredt på små dyre daginstitutioner. Christiansborg støtter byggerierne for at sætte gang i økonomien, og det styrker kommunernes byggelyst.

»Kommunerne ønsker at effektivisere. Det kan være en økonomisk fordel at samle børn i nye større enheder, fordi man kan spare ledere og gøre driften mere effektiv. Rent fagligt giver det også bedre sparring, når flere pædagoger er samlet,« siger Sune Larsen, fuldmægtig i Kommunernes Landsforening (KL).



Babybyen København. Mens børnetallet falder i store dele af landet, går det den stik modsatte vej i København. Her bliver børnefamilierne i byen, og flere får barn nummer tre. Der er en skrigende mangel på dag­institutionspladser, så frem til 2013 opretter kommunen 4000 nye pladser.

»Når befolkningen udvikler sig så eksplosivt, skal vi stadig kunne tilbyde daginstitutionspladser til de små nye københavnere. Forældre og børn vil mærke de steder, hvor vi bygger. Det kan godt være bøvlet, men på lang sigt skaber vi bedre forhold for børnene,« understreger Anne Vang (S), børne- og ungdomsborgmester i København.

Det tager tid, før de nye daginstitutioner står klar. For at børnene ikke skal skifte institu­tioner og kammerater mange gange, samler man børn og personale i midlertidige pavilloner. Børnegruppen og personalet flytter videre, når byggeriet er færdigt.

I børnehuset på Fengersvej er pædagogerne samlet fra tre forskellige fritidshjem. Samtidig er der oprettet vuggestue og børnehave. Nu skal kulturerne smelte sammen. Nogle pædagoger er vant til at arbejde indenfor, andre har været udflyttet til et sted med en lille bålhytte.

»Det er ikke kun sjovt det hele. Når en­heder bliver slået sammen, og der kommer nyt personale, giver det mange udfordringer at få tingene til at hænge sammen,« fortæller pædagog Mette Bentsen.



Nye daginstitutioner for 1.8 milliarder

I 2012 har kommunerne afsat 1.8 milliarder kroner til at renovere og bygge daginstitutioner. Tallet er historisk højt. Langt de fleste penge på anlægsbudgettet går til de integrerede daginstitutioner.

Særligt hovedstaden har travlt med at bygge nye børnehaver og vuggestuer. I 2011 kom der 1078 flere pladser, og frem til 2013 fortsætter den massive udbygning af daginstitutionerne. Målet er 4000 ekstra daginstitutionspladser til de mindste københavnere.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.