Inspiration. Vi måler for meget. Evalueringer gør børn fremmede for sig selv

Børn bliver målt og vejet i en grad, der presser og fremmedgør dem for sig selv. Så meget, at de paradoksalt ender med at måtte bero på målinger og evalueringer af sig selv for at vide, hvem de er.

Det mener Nadja Prætorius, mag. art i psykologi, specialist og supervisor i psykoterapi, tidligere lektor og forfatter til en række bøger om blandt andet stress og traumer.

Nadja Prætorius mener, at tidens største trussel mod børns selvfølelse og identitet er den konstante strøm af evalueringer og målinger, som børn udsættes for fra vuggestue og børnehave, op gennem skoletiden og uddannelsessystemet og videre ind i arbejdslivet. I sin bog fra 2016, ’En verden til forskel’, gør hun op med den evalueringskultur, som både børn og voksne ligger under for.

»Man evaluerer, giver point og målstyrer efter specifikke kompetencer, men på et eller andet tidspunkt vil barnet lære netop den kompetence. Vi lærer individuelt og i forskellige takter, og det skal ikke problematiseres, medmindre der er tale om decideret omsorgssvigt eller understimulering. Det er en skadelig forstyrrelse af børns naturlige læring,« siger Nadja Prætorius.

Mange pædagoger er glade for de pædagogiske læreplaners retningslinjer, fordi de giver et overblik over, hvad børnene skal lære.

Men der har i pædagogikken altid været en vis vejledning og understøttelse af barnets udviklingstrin, hvilket er helt i orden, siger Nadja Prætorius. Problemet er det menneskesyn, som ligger til grund for evalueringerne, mener hun. Det menneskesyn er ifølge hende blevet indoptaget som en generel selvopfattelse og samfundsopfattelse og tager udgangspunkt i en neoliberal økonomisk tankegang, der siden 1990’erne gennem ledelsesmetoder som New Public Management har målstyret borgere via belønning og straf for at gøre det, markedet har behov for.



Børn bliver tingsliggjort. »Det er en tingsliggørelse af mennesker, når man ses som human kapital for at udfylde markedets behov, og det er en fuldstændigt nedbrydende måde at møde mennesker på. Man udslukker en naturlig trang til at være i verden og udforske den på kreativ vis, hvilket er en basal og universel måde for mennesker at være på,« siger Nadja Prætorius, der mener, at vi i dag er fremmedgjorte som aldrig før.

»At blive reduceret og fremmedgjort i håb om at få andel i den økonomiske og materielle vækst og samtidig blive udsat for truslen om enten at rette ind eller blive ekskluderet er et dilemma, der hviler tungt over mennesker i vores tid,« forklarer hun i indledningen til sin bog.

»Mennesket bliver set som en målelig ting, der kun bonner ud som rigtig, hvis det gør tingene på en bestemt måde. Men vi kan ikke tåle det, vi bliver angste, usikre og opgivende.

Når vi ses i det primitive menneskesyn, så bliver vi selvopfyldende profetier – billeder på indskrænkede mennesker, som er dikteret af meget primitive områder i hjernen, styret af ønsker og behov på bekostning af andre. Vi bliver reduceret og dehumaniseret til nogle, der skal motiveres og målstyres efter det syn, som anlægges på os,« siger hun.

Børn er naturligt nysgerrige, kreative og videbegærlige, og det er en naturlig proces for dem at tage ved lære gennem interaktion med verden. Faktisk er det på den måde, de opdager sig selv og er til stede i verden, understreger hun. Børn har brug for, at processen bliver understøttet ved ikke at forstyrre dem eller styre for meget.

»Det er et problem, når børn bliver hevet ud af deres naturlige undersøgelse af verden, som er en helt individuel og forskellig proces for hver enkelt af os. Jo mere børn oplever, at de tillidsfuldt kan interagere med verden, jo mere udvikler de sig. De drager selv læren, så medmindre børn spørger eller åbenlyst har behov for vejledning, er det meget vigtigt, de selv får lov til at danne sig begreber om, hvad de er i færd med at undersøge og opdage,« siger Nadja Prætorius.

Børn skal ifølge hende have mulighed for at udfolde sig naturligt efter en vis pædagogisk vejledning, men uden at børnene ses som skabeloner, der skal opfylde særlige mål.

»Hvis børn bliver målt på specifikke tidspunkter, og de bliver belønnet for at gøre tingene på en bestemt måde, så udelukkes en masse andre muligheder, som de kunne være i og handle i og udvikle sig efter i deres egen individuelle læringsproces,« siger hun.

Dermed lægger evalueringer op til en stor grad af ensretning, som skal være opfyldt, for at barnet er ’rigtigt’. Barnet bliver set som en ting, der kan gøres op i tal og grafer, hvor man kan måle sig frem til særlige måder at tænke på, særlige kompetencer og adfærd. Netop dét er dehumaniserende, mener Nadja Prætorius.



Etisk skelneevne. Allerede fra det første leveår udvikler børn ifølge Nadja Prætorius en etisk skelneevne, som sætter dem i stand til at leve sig ind i andres situation, have empati, samarbejde og skelne mellem, hvornår de gør gavn eller skade. Dette er en del af menneskets naturlige grundforudsætninger, som er iboende evner til at gøre os begreb om verden, os selv, kreativitet, nytænkning, refleksion, selvrefleksion, empati, glæde, humor og at se nye perspektiver og sanse eller opfatte mening, forklarer hun:

»Børn helt ned til 15-16 måneder, der ser en voksen stå på en stol og have brug for noget, tilbyder af sig selv hjælp. Hvis man så begynder at rose eller belønne barnet for noget, det naturligt gør, viser undersøgelser, at det faktisk stopper med at gøre det, det demotiverer barnet. Og det er jo interessant i forhold til at målstyre børns aktiviteter ved at belønne dem og give point. Det er faktisk en forstyrrelse af deres udvikling.«

Etisk skelneevne udvikles ifølge hende gennem opmærksomt nærvær, hvor den voksne er i et ’empatisk rum’ med barnet, og eksempelvis spørger: ’Hvordan er det for dig?’

»Det styrker et barns naturlige evne til at gøre noget godt, og dermed at kunne tage valg af sig selv, når det oplever, at dets glæde finder genklang hos en anden, der så også oplever glæde. Når den voksne viser barnet glæde, så oplever det selv glæde. Omvendt, hvis barnet frembringer smerte hos et andet menneske, så oplever det selv sorg, og det ønsker børn ikke at opleve. Barnet lærer gensidighed: Det jeg gør mod andre, gør jeg mod mig selv,« forklarer Nadja Prætorius.



Skaber identitet. Gensidigheden leder naturligt til en følelse af forbundethed, som er en vigtig identitetsskabende faktor, understreger hun. Vi forstår nemlig os selv ud fra en sammenhæng med andre. Hun peger på, at børn reelt først er parate til at blive skilt fra deres forældre, når de er 3-4 år og selv kan gå rundt. Er vores måde at adskille os fra vores børn på grund af vores arbejdsliv virkelig det, vi ønsker?, reflekterer Nadja Prætorius.

»I den vestlige verden skal børn have deres egen seng og eget værelse, og de fleste skal i vuggestue fra de er under et år gamle, men i forhold til deres udvikling er de slet ikke parate. Mange små børn spørger deres forældre: ’Hvorfor må jeg ikke tage med dig på arbejde?’ De oplever, at de kan trues på deres tilhørsforhold, som om det er noget, de skal gøre sig fortjent til. Det skaber en skrøbelig, ydrestyret identitet, hvor børnene kommer i tvivl om sig selv, hvor de hører til og om de grundlæggende er elsket. Det skaber børn, som har brug for ydre evalueringer og bekræftelser for at få føling med sig selv,« siger Nadja Prætorius og pointerer:

»Det oplever børn i mere ’primitive’ kulturer slet ikke. Der er børn med i alle aktiviteter, de bliver båret med rundt og får aldrig en oplevelse af, at de ikke fuldt ud er del af den sammenhæng, de er i. Og det er præcis, hvad børn har brug for for at få en basal tillid og en urokkelig følelse af, at de hører til og er en del af et fællesskab. Robuste børn skabes af en sund, stærk tilknytning.«



Blå bog: Nadja Prætorius

Mag.art i psykologi, specialist og supervisor i psykoterapi, foredragsholder og forfatter til en række bøger og forskningsartikler om især forebyggelse og behandling af stress og traumer. Nadja Prætorius startede sin karriere som lektor i tværkulturel psykologi og socialpsykologi på Københavns Universitet og Roskilde Universitet. I samme periode havde hun et forskningsstipendium på Sorbonne i Paris og var visiting professor på universiteter i USA. Siden skiftede hun karriereretning og uddannede sig til klinisk psykolog. Hun har blandt andet udgivet bogen 'Stress - det moderne traume' fra 2007 og 'Den etiske udfordring i en global tid' fra 2013. Sidste år udgav hun den kulturkritiske bog ’En verden til forskel. Omstillingens nødvendige frisættelse af det markedsgjorte menneske’, hvor hun blandt andet kritiserer evalueringskulturen.



Sådan styrkes børns identitet og etiske skelneevne



Vær nærværende og til stede. Observér uden at bryde ind i barnets proces, med mindre det spørger eller åbenlyst har behov for vejledning. Lad barnet komme frem til egne konklusioner og forståelse af begreber.



Gå ind i et ’empatisk rum’ med barnet. Når det finder følelsesmæssig genklang med den voksne, styrkes evnen til empati og indlevelse. Barnet lærer om gensidighed og forbundethed, ved at for eksempel barnets glæde spejles i den voksne, som også føler glæde ved barnets glæde. Hvis barnet omvendt forvolder skade, mærker det sorg, når den voksne viser, hvad det gør ved vedkommende.



Undgå at bruge belønning og straf, ros og trusler. Gå med barnet ind i dets tankeverden, og spejl det, så det forstår konsekvensen af sin adfærd. Udviklingen af en autentisk selvopfattelse indebærer, at barnet lærer sig selv at kende som en indre sanset erfaring af sine kvaliteter. Barnet lærer derved at skelne mellem autentisk og ikke-autentisk, gavn og skade, godt og dårligt.



Respektér, at børn har forskellige tempi og måder at lære på. Giv tid og plads til, at forskellige kompetencer læres individuelt. Lad dig overraske, og giv også plads til det, du ikke forventer.



En stærk tilknytning skaber robuste børn. Hav øje for de fællesskaber, barnet indgår i. Føler barnet, at det skal gøre sig fortjent til at indgå i en sammenhæng med andre børn eller forældrene, eller er det tryg i sin tilknytning?