Inspiration. Vi kan godt forstå, at det hele er lidt øv
Inspiration. Vi kan godt forstå, at det hele er lidt øv
Inge Hansen er leder i Dr. Louises Børnehus i Thisted, der er byens ældste institution. Selv har hun været pædagog i 20 år og har gennem årene haft sine oplevelser med børn, der pludselig slet ikke vil i institution. Hun mener, det er vigtigt med åbenhed og dialog, når det sker. I Dr. Louises Børnehus vil de derfor gerne have besked fra forældrene, hvis et barn allerede derhjemme har vist modstand mod at skulle i børnehave.
»Det vigtige er at respektere og anerkende børns følelser,« siger Inge Hansen.
»Hvis vi får besked om, at et barn har vist modstand mod at komme i børnehave, sætter vi et detektivarbejde i gang for at finde ud af, om en episode hos os kan være skyld i det. Måske er barnet blevet jagtet med en edderkop på legepladsen, og så tager vi fat i det for at få det løst og siger til de andre børn: Hør her, Peter har faktisk været ked af at skulle i børnehave i dag på grund af det, der skete i går,« siger lederen.
De vigtige signaler. Det kan også handle om noget helt andet, der ikke udspringer af institutionen. Og så er det gennem dialog med forældrene, at årsagen skal findes.
»Nogle gange kan forandringer i hjemmet få børnene til at reagere ved ikke at ville i institution. Der kan være en disharmoni, som børnene fanger, eller de kan mærke, at noget er forandret. Så kan vi spørge forældrene, om der sker noget derhjemme, for vi oplever, at barnet trives og har det godt hos os. Dermed kan vi sammen med forældrene spore os ind på årsagen, og så kan vi snakke med barnet om det ved for eksempel at sige: ’Vi kan godt forstå, det er lidt øv det hele, og at du så ikke gider skulle i børnehave’. På den måde oplever barnet, at dets følelser anerkendes, og det kan være med til at løsne op,« fortæller Inge Hansen.
Hun peger på endnu et forhold, der kan spille ind – og her er pædagogerne meget tydelige overfor forældrene:
»Hvis forældrene signalerer, at de ikke har det helt godt med at aflevere barnet i institution, kan barnet fange og forstærke følelsen. Så vil det heller ikke afsted. Her er vores budskab klart til forældrene: Jo mere I signalerer, at I har det rigtig godt med at aflevere jeres barn i institutionen, jo bedre er det,« siger Inge Hansen.
Det er børnepsykolog Margrethe Brun Hansen helt enig i.
»Børn spejler sig i os, og derfor overfører vi vores følelser til barnet. Hvis vi er glade og signalerer, at alt er godt, er barnet også glad. Hvis forældrene om morgenen giver udtryk for, at de glæder sig til at være sammen med kolleger, og at det på samme måde er godt, at barnet nu skal være sammen med de andre børn, signalerer de, at alt er, som det skal være,« siger hun.
Læs mere om, når børn ikke vil i institution i bogen ’Rød stue kalder’, der er skrevet af Margrethe Brun Hansen og udgivet på forlaget Gyldendal.